Indeholder mundbind uønsket kemi?
Indeholder mundbind uønsket kemi? Vi har samlet viden, og giver dig tips til at undgå problematisk kemi fra mundbind.

Mundbind skal ikke lugte kraftigt kemisk. Det kan være et tegn på, at de frigiver uønskede kemikalier. Det kan være ubehageligt at bruge mundbind, der lugter kraftigt.
Lugter de mundbind, du har købt kemisk? Så klag til den butik, du har købt dem i.
Stofmundbind, der lugter kemisk, skal du vaske inden brug. Lugter de stadig, så klag over produktet.
Vælg ikke antibakterielle eller antivirale mundbind
Mundbind kan reklamere med, at de er antibakterielle har en behandling, der kan slå virus ihjel. Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du går uden om disse mundbind. De kan indeholde stoffer, der kan være problematiske for miljø og sundhed.
Mundbindets effekt ligger i filtreringen. En antibakteriel eller antiviral behandling gør det ikke sværere for dråber med virus at passere igennem materialet. Vælg hellere et mundbind, der har en god filtreringseffektivitet.
Følg myndighedernes gode råd til afspritning, opbevaring, udskiftning og vask, når du bruger mundbind.
Er der fluorstoffer i mundbind?
Mundbind kan i nogle tilfælde være behandlet med fluorstoffer, der kan give en vandafvisende overflade.
Fluorstoffer er uønskede, fordi de er problematiske for miljøet og er mistænkt for blandt andet at være hormonforstyrrende og give et dårligere immunforsvar.
Medicinske engangsmundbind
Forbrugerrådet Tænk har været i dialog med en række store forhandlere af almindelige engangsmundbind. Forhandlerne fortæller, at de har fået bekræftet af leverandørerne, at de ikke bruger fluorstoffer i mundbindene.
Internationalt har vi dog set eksempler på producenter, der reklamerer med, at deres mundbind indeholder fluorstoffer.
Stofmundbind
Stofmundbind, der markedsfører sig med vandafvisende overflade, kan måske indeholde fluorstoffer. Spørg ind til, om der er brugt fluorstoffer.
Fluorstoffer kan markedsføres under betegnelser som:
- Fluorstoffer
- PFC
- PFAS
- Fluorocarbon
Vask stofmundbind før brug
Stofmundbind kan indeholde restkemikalier fra produktionen, såsom overskudsfarve eller formaldehyd.
Vask stofmundbind, inden du tager dem i brug første gang.
Almindelig vask i maskinen vasker en del af kemikalierne ud. Stofmundbind skal vaskes ved 60 grader.
Sådan træffer du det bedste kemivalg
Medicinske mundbind kan du købe i en allergimærket udgave. Astma Allergi Danmark har certificeret mundbind med ”Asthma Allergy Nordic”, som er den nordiske udgave af Blå Krans.
Mundbindene med mærket er uden en række allergifremkaldende stoffer, blandt andet MI og formaldehyd.
Vælger du stofmundbind, kan du forhåbentlig snart gå efter dem, der er godkendt ud fra den Danske Standard. Se efter mærkningen: DS 3000:2021. De findes desværre ikke på markedet endnu.
Du kan også se om det er muligt at finde stofmundbind der er fremstillet af tekstil, som er Svanemærket, GOTS eller Tiltro til Tekstiler (oeko-tex). Disse mærker stiller dog ikke krav til filtreringsevne. Det betyder, at du selv skal være opmærksom på, om stofmundbindene filtrerer godt nok. Bed forhandleren om dokumentation for filtreringsevnen.
Vask altid et nyt stofmundbind inden brug, så overskudskemikalier vaskes ud.
Har du udslæt fra mundbind?
Udslæt fra mundbindkan have forskellige årsager. Det kan være på grund af varme, fugt og mekanisk slid, at din hud reagerer. Men det kan også være, at der er noget i mundbindet, du ikke kan tåle.
Bispebjerg Hospital har lavet en vejledning til, hvordan du kan begrænse udslæt fra mundbind ved at pleje din hud.
Længerevarende udslæt eller allergi skal du tale med din læge om.
Sådan klager du over mundbind
Får du gener af dit mundbind, eller har du mistanke om, at mundbind ikke lever op til lovkravene? Så er der flere steder, du kan klage.
Lægemiddelstyrelsen er den ansvarlige myndighed for medicinsk udstyr. Har du problemer med CE-mærkede mundbind? Så klag til deres enhed for medicinsk udstyr på mail: med-udstyr@dkma.dk
Miljøstyrelsen er den ansvarlige myndighed i forhold til kemi i forbrugerprodukter. Du kan indberette produkter med ulovlig kemi til dem, og de følger også op på gener fra forbrugerprodukter som mundbind.
Kemi i mundbind: Det har Forbrugerrådet Tænk gjort for dig
Forbrugerrådet Tænk har løbende været i dialog med myndighederne om mundbind. Vi har opfordret til, at de tester for kemikalier i mundbind. Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at de vil lave stikprøvekontrol.
Forbrugerrådet Tænk har også bidraget med kemikaliekrav til den Danske Standard for stofmundbind, hvor det blandt andet ikke bliver tilladt at bruge fluorstoffer og antibakteriel behandling.
Forbrugerrådet Tænk mener: Mundbind med Dansk Standard-mærke skal på hylderne nu
”Forbrugerne har ingen chance for med det blotte øje at vurdere kvaliteten på de stofmundbind, der skal beskytte os alle mod coronavirus. Derfor er vi rigtig glade for, at vi har fået en Dansk Standard, der stiller krav til at stofmundbindene er effektive og fri for uønsket kemi.
Standarden er forbrugernes bedste pejlemærke, når de skal finde gode mundbind af stof. Men standarden kan ikke hjælpe forbrugerne, før de møder den på hylderne i butikkerne. Når der flere måneder efter lanceringen af standarden stadig ikke er mundbind med DS-mærket i butikkerne, så er det nødvendigt at undersøge hvorfor og få rettet op på situationen.
Først og fremmest vil vi opfordre virksomhederne til at tage ansvar og levere nogle produkter, der kan leve op til standarden. Hvis der er nogle barrierer, der holder dem fra det, må vi sammen med myndighederne se på, hvordan kan vi få fjernet disse barrierer. Vi har brug for at få standarden i spil, så forbrugerne nemmere kan skelne skidt fra kanel, når de skal købe mundbind”
Christel Søgaard Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk

Det skal du vide om termometre
Det traditionelle termometer eller det infrarøde – hvad skal du vælge? Vi guider dig på vej.

To syn på sagen: Kan vi få billigere medicin?
Maksimale priser i stedet for faste priser på receptpligtig medicin kan føre til lavere priser, lyder det fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Apotekerbranchen advarer om, at det vil gøre medicinen dyrere for nogle danskere end for andre.

Disse termometre er de bedste i test
Der er rigtig gode alternativer til de traditionelle termometre, hvis du eller andre i familien ikke bryder sig om at få taget temperaturen i endetarmen. Men se dig for- ikke alle er lige gode.