Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet fiskeolier

Fiskeolie i flydende form og kapsler er laboratorietestet for indhold af gavnlige fedtsyrer, tungmetaller og forurening. Læs her, hvordan fiskeolien er testet.
Af Lars Nøhr Andresen
17. Februar 2019
Foto: iStock

Fiskeolie i flydende form og kapsler

Forbrugerrådet Tænk har indkøbt 10 forskellige fiskeolieprodukter og sendt dem til test på et laboratorium.

7 produkter er i kapselform og 3 produkter er flydende. 5 produkter er tilsat citrus­aroma, mens 5 produkter ikke er. Et enkelt produkt er økologisk.

Fedtssyrer og tungmetaller

Fiskeolierne er testet for indhold af fedtsyrer, heriblandt omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA, indhold af E-vitamin og forekomsten af uønskede stoffer som tungmetaller, PCB og dioxiner. Olierne uden tilsat citrusaroma er desuden analyseret for oxidationsprodukter, der kan være tegn på harskning.

Omega-3-fedtsyrer i dagsdosis

Indhold af EPA, DHA og andre fedtstoffer er en bedømmelse af omega-3-fedtsyrer i anbefalet daglig dosis, indholdet af fedtsyrer sammenlignet med det, der er angivet på emballagen og indholdet af andre fedtsyrer.

Harske olier

Friskhed er en bedømmelse af i hvor høj grad fedtsyrerne i olien er oxideret. Olier tilsat citrusaroma er ikke bedømt på denne parameter, da nogle stoffer fra aromaen kan interfererer med analysemetoden og det dermed ikke er muligt at få et retvisende resultat.

E-vitaminer er antioxidant

E-vitamin er en bedømmelse af om indholdet af E-vitamin, der er tilsat alle produkter som antioxidant svarer til det deklarerede.

Miljøforureninger i fisk

PCB og dioxiner er sundhedsskadelige miljøforureninger, der ophobes i fisk. Vi har analyseret indholdet af disse stoffer.

Tungmetaller ophobes

Tungmetaller er en analyse af indholdet af kviksølv, bly, cadmium og arsen.

Klar besked på emballagen

Information på emballagen: Er en vurdering af den information, der er på emballagen, bl.a. information om anbefalet daglig dosis og målgruppe.

Samlet bedømmelse er vægtet således:

  • Indhold af EPA, DHA og andre fedtstoffer 50 %,
  • friskhed 20 %,
  • E-vitamin 10 %,
  • PCB og dioxiner 10 %,
  • tungmetaller 5 %,
  • information på emballage 5 %.

Et dårligt resultat i PCB og dioxiner trækker den samlede bedømmelse ned.

Sådan har vi udvalgt fiskeolier til test

Når Forbrugerrådet Tænk udvælger produkter til test, vælger vi produkter, der bedst muligt repræsenterer markedet. 

Pris, tilgængelighed, forhandlere og så videre er blot nogle af de parametre, vi kigger på. Det er umuligt for os at teste alle produkter, så vi forsøger at vælge bredt.
Vi køber alle produkter i almindelige forretninger, på samme måde som du som forbruger gør. Det betyder, at hvis en vare er udsolgt eller midlertidigt udgået, så kan vi ikke teste den.

Pikasol indgår derfor ikke i denne test af fiskeolie, da vi ikke kunne finde det i handlen.

Kosttilskud, som består af både fiskeolie og andre olier, er ikke blevet testet. Disse olier passer ikke til testen, som kun undersøger rene fiskeolier.