Kapselkaffemaskiner med mælkeskummer | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Kapselkaffemaskiner med mælkeskummer

Espresso og mælkeskum hører sammen. Vi ser på kapselkaffemaskiner med mælkeskummer.

Lars Nøhr Andresen · Foto: Getty Images · 6. april 2020
kaffemaskine med mælkeskummer

Kapselkaffemaskine med mælkeskummer - den dyre løsning

Kapselkaffemaskine med mælkeskummer er den dyre, men lette løsning til dig, der elsker kaffe med varm og luftig mælk.

Priserne på kaffemaskiner  bliver noget højere, når du vælger en model med mælkeskummer. 

Mælkeskummerne til kapselkaffemaskiner kommer i flere varianter - vi ser på dem her.

Automatisk mælkeskummer til kapselkaffemaskinen

Med en automatisk mælkeskummer hælder du bare mælk i en beholder. 

Mælkeskummeren varmer, skummer og tilsætter mælken til kaffen helt automatisk. 

Kaffemaskiner til kapsler med automatisk mælkeskummer koster typisk over 1.000 kroner. 

Den semiautomatiske måde  

Semiautomatiske mælkeskummere, der både pisker og varmer mælken, fås i mange forskellige modeller og priser.

Mælkeskummere af denne type kan både købes, hvor de er monteret på kaffemaskinen, og de kan købes som selvstændige apparater. 

Fordelen ved at vælge en selvstændig mælkeskummer er, at du frit kan vælge den kapselmaskine, du ønsker. 

Mælkeskummer som dampdyse

Traditionelt varmes og skummes mælk med varm damp fra en dampdyse. 

Kaffemaskiner til kapsler fås også med dampdyser. 

Fordelen er, at du skummer mælken direkte i glasset, og kun skal rengøre dysen. 

Ulempen er, at det kræver lidt tilvænning og ekspertise at skumme mælken med en dampdyse. 

Udvalget af kapselmaskiner med dampdyse er heller ikke stort. 

Dampdyser fås ikke som selvstændige apparater. Ønsker du at dampe din mælk, skal du vælge en maskine med dampdyse. 

Kapselmaskiner med dampdyse er i den højere prisklasse. 

Den ultrabillige løsning 

Mælkeskum behøver ikke være dyrt at lave.

Varmer du selv mælken, kan du piske den med små, elektriske piskeris. 

Piskerisene kan fås fra 10 kroner og kører på batterier. 

Ulempen er, at du selv skal varme mælken. 

Den manuelle løsning

Fra cirka 50 kroner kan du få en manuel mælkeskummer, som ligner lidt en lille stempelkande. 

Varm mælk hældes i mælkeskummeren, og så bevæger du hurtigt et stempel med huller op og ned, hvilket skummer mælken. 

Ulempen er, at du både skal rengøre det, du har varmet mælken i og mælkeskummeren.