Flyselskaber trodser EU og vil ikke betale tilbage efter corona-aflysninger
Da rejser blev lukket ned sidste år, udstedte mange flyselskaber vouchers for aflyste fly. Forbrugerne bør ifølge EU kunne få penge retur for ubrugte vouchers, men det efterlever Norwegian og Lufthansa ikke.

Da stort set alle flyafgange blev indstillet på grund af corona, stod rigtig mange danskere med ubrugelige flybilletter. Flyselskaberne konverterede i mange tilfælde billetterne til værdikuponer – såkaldte vouchers – som kan bruges til at købe nye flybilletter.
Rejseaktiviteten og flytrafikken er stadig ikke normal. Derfor kan mange forbrugere stå med vouchers, der efter et år er ved at udløbe.
EU udstedte i maj 2020 en anbefaling om, at vouchers skal kunne refunderes til penge efter 12 måneder, hvis de ikke er brugt, og de skal kunne overdrages til andre.
Forbrugerrådet Tænk har spurgt seks selskaber med mange flyvninger fra Danmark, hvordan de håndterer vouchers, når selskabet selv har aflyst afgangen. Selskaberne svarer alle, at voucherne kan forlænges, så forbrugerne kan nå at bruge dem.
Men Lufthansa og Norwegian vil ikke udbetale penge for ubrugte vouchers eller såkaldte cashpoints.
"Det er ikke godt nok. Kunderne har fra start været berettiget til at få deres penge retur, når flyselskaber har aflyst deres rejse. Og en del passagerer har ikke troet, at de havde andre muligheder end vouchers eller cashpoints. Vi anbefaler, at du klager, hvis du ikke kan få ombyttet vouchers eller cashpoints til kontanter. Det har heller ikke været nemt at bruge dem det seneste år," siger Vibeke Myrtue Jensen, der er politisk rådgiver inden for miljø og transport i Forbrugerrådet Tænk.
Ifølge Forbrugerombudsmanden kan vouchers, cashpoints og eurobonuspoint hos flyselskaber ifølge betalingsloven være såkaldte ikkevederlagsfrie elektroniske tjenester, som du kan kræve at få udbetalt værdien af. Det vil bero på en konkret vurdering.
Forbrugerombudsmanden kan ikke udtale sig om de konkrete sager, da de ikke har været behandlet af myndigheden.
Hvis du vil klage, så skal du først henvende dig til selskabet og derefter til Trafikstyrelsen, hvis selskabet ikke vil udbetale dig pengene.
Det svarer flyselskaberne om vouchers, når de selv har aflyst flyet
Alle flyselskaber er pålagt at tilbyde kunden at tilbagebetale pengene for billetten, hvis selskabet aflyser. Flyselskabet kan godt give kunden valget mellem en voucher og pengene retur, men kunden kan frit vælge.
Nogle af de mest populære selskabers praksis:
SAS:
Voucheren er fuldt refunderbar og kan videregives uden ekstra udgifter.
Norwegian:
I det meste af 2020 er der tilbudt refusion med CashPoints plus 20 procent. Det er ikke kontanter, og Norwegian tilbyder ikke omveksling til kontanter. CashPoints med udløb i 2021 er forlænget et år. CashPoints kan bruges til rejser eller andre fordele til andre personer, men må ikke sælges videre.
Ryanair:
Har ikke svaret trods flere henvendelser. Ifølge www.ryanair.com kan vouchers forlænges en gang, og de kan indløses til penge, hvilket sker automatisk ved udløb. Vouchers kan ikke overføres til andre.
Lufthansa:
Hvis selskabet har udstedt en voucher før den 15. maj 2020 med afrejse til EU, Schweiz, Storbritannien eller USA, kan beløbet kun bruges på en ny flybillet til samme land og af samme person som oprindeligt planlagt. Den nye rejse skal bookes før 2022.
KLM:
Alle vouchers udstedt før 2021 kan ombyttes til kontanter uden ekstra udgifter.
DAT (Danish Air Transport):
Voucheren er gyldig i et år fra udstedelsen og kan forlænges. Den kan refunderes til penge efter 12 måneder, hvis den er ubrugt. Voucheren kan videregives til andre uden omkostninger.

Pakkerejse eller charterrejse: Her er dine rettigheder
Hvad gør du, hvis rejseselskabet går konkurs, og hvad har du ret til, hvis prisen på dit charterrejse pludselig stiger eller selskabet går konkurs? Få overblik over dine rettigheder her.

Overbooket fly: Her er dine rettigheder
Er dit fly overbooket, kan det betyde, at du bliver afvist ved boarding. Kender du dine rettigheder, hvis du ikke får plads på dit fly? Læs med her.

Flyselskabet eller rejsebureauet går konkurs: Her er dine rettigheder
Ferien kan blive ødelagt, hvis flyselskabet eller rejsebureauet går konkurs. Læs her, hvad du skal gøre.