Flybilletter: Hvem skal du købe billetten af?
Du kan købe billige flybilletter flere steder online. Men kan du få hjælp, hvis der opstår problemer med din billet?
Du kan nemt finde billige flybilletter, hvis du søger på nettet. Men det er ikke lige meget, hvem du køber din billet af.
Her får du svar på:
- Skal du købe dine flybilletter direkte af et flyselskab eller gennem en portal?
- Skal du bestille flybilletter som én samlet reservation?
- Er det bedst at købe flybilletter med kreditkort?
- Er konkurssikring nødvendig?
- Hvad skal du tjekke, før du trykker køb?
- Hvem skal du klage til, hvis du får problemer på rejsen?
Få svaret her.
Skal du købe flybilletten af flyselskabet eller via en portal?
Du kan finde flybilletter online hos enten flyselskaber eller portaler.
- Flyselskaber som SAS, Norwegian og Easyjet sælger selv flybilletter på deres hjemmesider. Køber du flybilletter hos et flyselskab, er det en handel mellem to parter – dig og flyselskabet. Det gør det nemt at afkode, hvem der har ansvaret, hvis der opstår problemer.
- Flyportaler findes i forskellige former. Nogle portaler sælger ikke flybilletter men sammenligner kun priser. Det gælder fx Momondo, Travelmarket og Skyscanner. Andre portaler udbyder og sælger flybilletter til dig på vegne af flyselskaber. Det er portaler som Expedia, flybillet.dk og Travellink. Portalerne er mellemled mellem dig og flyselskabet, og derfor er det sværere at placere ansvaret, hvis noget går galt.
Forbrugerrådet Tænk anbefaler som udgangspunkt, at du køber dine flybilletter direkte af selskabet.
Finder du din flybillet gennem en portal, viser portalen dig ikke altid de billigste billetter. Billetterne kan være billigere direkte hos flyselskabet. Se derfor altid efter, hvad billettens pris er på flyselskabets egen hjemmeside.
Tjek altid grundigt, hvilken side du køber flybilletten på. Du kan for eksempel se i adressefeltet, om du handler på flyselskabets egen hjemmeside. Se også på portalens anmeldelser, før du køber flybilletter der.
Bestil flybilletter som en samlet reservation
Sammensætter du selv din rejse af flere flybilletter, som du køber separat? Så kan du komme i klemme, hvis der opstår forsinkelser.
Hvis du skal mellemlande og har købt flybilletterne samlet, skal sælgeren hjælpe dig videre, hvis du ikke når forbindelsen pga. en forsinkelse på det første fly. Du har ikke ret til hjælp, hvis billetterne har forskellige reservationsnumre.
Portaler sælger nogle gange billigere flybilletter end flyselskaberne, fordi portalerne sammensætter separate flybilletter enten fra samme flyselskab eller fra forskellige flyselskaber.
Kontakt portalen, hvis du er i tvivl, om du risikerer at købe flybilletter, som ikke er en samlet reservation.
Køb flybilletten med dit kreditkort
Har du et internationalt kreditkort, som fx Visa, MasterCard eller American Express, kan det være en fordel at købe dine flybilletter med kortet. Internationale kreditkort har nemlig typisk en rejseforsikring indbygget, når du køber en rejse med kortet. Men det afhænger af, hvilken type kort, du har.
Banken bestemmer, hvilke fordele der følger med de forskellige betalingskort. Tjek derfor med din bank, om du har en rejseforsikring tilknyttet dit kreditkort, og hvad forsikringen dækker. Det kan spare dig for at tilkøbe en dyr rejseforsikring.
Konkurssikring er ofte unødvendig
Hvis du køber flybilletter med udrejse fra og hjemrejse til en dansk lufthavn, er det ofte unødvendigt at købe konkurssikring.
Rejsegarantifonden dækker som udgangspunkt konkurser inden for flyrejser. I første omgang prioriterer fonden at få folk hjem fra destinationen. Hvis der er penge nok i fonden, så dækker den også rejser, som du ikke er kommet afsted på. Der er dog en selvrisiko på 1.000 kroner per person.
Forbrugerrådet Tænk havde kæmpet for Konkurssikringen gennem Rejsegarantifonden i flere år, da den blev vedtaget i 2015.
Tjek flybilletten grundigt, før du betaler
Køber du en flybillet, har du ikke fortrydelsesret på billetten, og du kan som udgangspunkt heller ikke ombooke den. Det kan derfor være dyrt og svært - eller ligefrem umuligt - at ændre flybilletten, hvis du har valgt forkerte datoer eller skrevet et navn forkert.
Nogle flyselskaber tilbyder dog, at du kan fortryde dine flybilletter op til 24 timer efter, du har købt dem.
Før du godkender købet, skal du altid tjekke at:
- Destinationen er rigtig
- Navne er stavet rigtigt
- Pasnumre er korrekte
- Datoer er korrekte
- Slutprisen passer med det, du er blevet lovet
- Eventuelle særlige ønsker er skrevet ned
- Eventuelle ekstra tilkøb – fx benplads eller sæde – står på din ordre
Er der en fejl på din flybillet? Så skal du hurtigst muligt kontakte dem, du har købt billetten af. Når købet først er gået igennem, har du accepteret det, der står på flybilletten.
Aflyst eller forsinket fly: Klag til forhandleren
Er flyet aflyst eller forsinket? Har du brug for at ombooke flybilletterne eller ændre på dem? Så er det som udgangspunkt den, som du har købt billetterne af, der er ansvarlig for at hjælpe dig.
Kontakt derfor sælgeren af flybilletterne, hvis der opstår problemer på rejsen, eller du vil klage over rejsen. Har du købt flybilletter gennem en portal, kan der opstå tvivl, om flyselskabet eller portalen er den reelle sælger af flybilletterne.
Portalen kan desuden fraskrive sig ansvaret for billetterne ved tydeligt at informere dig om, at portalen ikke tager ansvar, hvis noget går galt, mindst to gange under købet af flybilletterne.
Klag til både flyselskabet og portalen, hvis du er i tvivl om, hvem der har ansvaret for at hjælpe dig, efter du har købt flybilletter via en portal. Enten flyselskabet eller portalen ender med at være ansvarlig – de kan ikke begge have ansvaret. I sidste ende vil flyselskabet være ansvarlige. Du kan senest klage tre år efter købet.
Forbrugerrådet Tænk mener: Køb flybilletter direkte fra flyselskaberne i stedet for fra portaler
"Hvis du køber flybilletter gennem en portal, så skal du være opmærksom på, at der kan opstå problemer med, hvem der har ansvaret, hvis for eksempel flyet bliver aflyst. Du kan nemt ende som kastebold imellem to firmaer, og det kan trække i langdrag at få opfyldt dine rettigheder.
Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du overvejende bruger portaler til at få inspiration, når du leder efter rejser, men køber billetten hos selve flyselskabet. Så slipper du for en masse besvær om ansvaret, hvis der opstår problemer på rejsen."
Vibeke Myrtue Jensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk