Sådan klager du over rejser, oplevelser, billeje og husudlejning
Du kan klage over alt fra biludlejning til beskidte hotelværelser og Airbnb-boliger, der ikke lever op til løfterne. Få hjælp til klagen her.
Du kan klage over rejser og ferier, og du kan have mulighed for at få erstatning for de mangler, skader eller gener, som du kan dokumentere.
Du skal altid klage med det samme til din rejsearrangør, hvis du er utilfreds – vent ikke til du kommer hjem. Dit rejsebureau, flyselskab eller hotel skal nemlig have mulighed for at udbedre fejlen.
Klag direkte til dem, du har købt rejsen, opholdet eller udflugten af. Få altid et skriftligt bevis for, at du har klaget. Det styrker din sag, hvis du ender med at klage til et ankenævn.
Du kan gå videre med klager, som du ikke får udbedret på rejsen, efter du kommer hjem. Hvor du skal klage afhænger af, hvad du har betalt for.
Her får du svar på:
- Hvordan klager du over pakkerejser og charterrejser?
- Hvordan klager du over billeje?
- Hvordan klager du over sommerhus, feriehus og Airbnb?
- Hvordan klager du over hoteller?
Find din rejseform og få hjælp til klagen herunder.
Pakkerejse, charterrejse og andre rejser købt hos et rejsebureau
Pakkerejser er rejser købt hos et rejsebureau. Pakkerejser kan både være charterrejser, weekendferier, koncert- eller fodboldferie og backpacking-rejser.
En pakkerejse skal bestå af mindst to af følgende ting:
- Transport
- Overnatning
- Liftkort, koncertbillet eller andre ydelser, der er væsentlige for rejsen
- Udlejning af bil eller andre motorkøretøjer
Bruger salgsstedet eller rejsebureauet betegnelsen "pakkerejse", er rejsen også en pakkerejse.
Sådan klager du over en pakkerejse
Lever indholdet af pakkerejsen ikke op til, hvad du er blevet lovet, og du har købt? Så skal du klage til rejsebureauet så hurtigt som muligt, mens du er på ferien.
Rejsearrangøren skal have mulighed for at løse det problem, du klager over. Få et skriftligt bevis for, at du har klaget. Du kan for eksempel sende klagen på en mail til arrangøren. Det er vigtigt, at du orienterer dig i den meddelelse, som du har modtaget på forhånd fra arrangøren om, hvordan du klager korrekt.
Kommer du hjem, og er du stadig ikke tilfreds med, hvordan rejsebureauet har håndteret dit problem? Så klag i første omgang til rejsearrangøren igen. Klag på skrift og bed om at få svar.
Har du købt en separat bådudflugt, jeepsafari eller anden udflugt i udlandet, så skal du klage der, hvor du har købt ydelsen.
Klag til Pakkerejse-Ankenævnet
Er du utilfreds med rejsebureauets svar på din klage, kan du klage til Pakkerejse-Ankenævnet.
Klager over udflugter, billeje eller andet, som du selv har tilkøbt udover pakkerejsen, skal du rette til det sted, hvor du har købt det. Vil de ikke hjælpe dig, kan du ikke gå videre med klagen i Danmark.
Du kan dog finde klagenævn i de fleste lande. Vil du klage over en udbyder i et EU-land, kan du få hjælp hos Forbruger Europa.
Billeje
Har du modtaget ekstraregninger for skader på din lejebil, du ikke er ansvarlig for? Er bilen i dårlig stand, bliver den leveret for sent, eller får du en meget ringere model, end du har bestilt? Der kan være mange grunde til, at du vil klage over din lejebil.
Når du lejer en bil, er det vigtigt, at du læser kontrakten i forhold til, hvornår bilen skal hentes og afleveres, om der er særlige krav til genopfyldning af benzin mm.
Inden bilen bliver udleveret, skal du gennemgå den for skader, og sørge for at eventuelle skader bliver noteret i kontrakten. Husk at tage billeder som dokumentation.
Du skal sørge for, at være med under gennemgangen af bilen, når du afleverer den, og hvis du bliver holdt ansvarlig for skader, som du ikke er skyld i, skal du protestere.
Opstår der problemer med bilen under lejen, skal du hurtigst muligt underrette udlejer, samt sørge for at dokumentere fejl og reklamation.
Sådan klager du over biludlejning i Danmark
Klag altid først til biludlejningsfirmaet. Husk at klage på skrift, så du har dokumentation for din klage.
Hjælper biludlejningsfirmaet dig ikke, kan du vælge at gå videre med din klage. Du skal først sende en klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager. De vil forsøge at mægle mellem dig og biludlejningsfirmaet.
Mæglingsteamet tager som udgangspunkt kun sager mod virksomheder, der er beliggende i Danmark. Har du lejet bil af en udenlandsk udlejer, vil de nok ikke tage sagen.
Klager du til Mæglingsteamet for Forbrugerklager, koster det 100 kroner.
Klag til Forbrugerklagenævnet
Finder Mæglingsteamet for Forbrugerklager ikke en løsning, skal du sende en klage med al din dokumentation til Forbrugerklagenævnet. Det er en forudsætning for, at du kan gå videre med klagen til Forbrugerankenævnet, at du først har klaget til Mæglingsteamet for Forbrugerklager.
Klagen skal omhandle et beløb over 1.050 kroner, før du kan klage. Det koster 400 kroner at klage til Forbrugerklagenævnet, men du får pengene tilbage, hvis du får medhold i din klage.
Sådan klager du over biludlejning i udlandet
Biludlejningsfirmaer i udlandet kan være vanskelige at klage til. Det kan være svært at finde ud af, hvor du skal klage, og det kan tage lang tid at få behandlet din klage.
Send altid først en skriftlig klage til biludlejningsfirmaet. Afviser biludlejningsfirmaet at hjælpe dig? Så undersøg, om der er en klageinstans i det pågældende land, som du kan kontakte.
Har du lejet en bil i et EU-land, kan Forbruger Europa hjælpe dig med at finde ud af, hvor du skal klage.
Sådan får du pengene igen
Er der blevet hævet et større beløb end aftalt på din konto? Så kontakt din bank og hør, om du kan få tilbageført pengene.
Har du lejet bilen som en del af en pakkerejse, kan du klage til rejsebureauet. Får du ikke et tilfredsstillende svar, kan du klage videre til Pakkerejse-Ankenævnet.
Sommerhus, feriehus eller lejlighed
Lejer du en feriebolig eller et sommerhus, og har du ikke fået, hvad du er blevet lovet i din udlejningskontrakt eller udlejningsannonce? Så kan du klage.
Klagen kan for eksempel dreje sig om manglende rengøring, husets stand, eller hvis du er blevet lovet pool, spa eller havudsigt.
Dine rettigheder afhænger bl.a. af, hvem du har lejet boligen igennem. Du kan både leje igennem et bureau eller et udlejningsfirma, der formidler kontakt mellem dig og en privat udlejer. Men du kan også leje direkte af en privat udlejer gennem fx Facebook.
Sådan klager du over udlejningsbureau
Lejer du boligen gennem et bureau – som Dancenter eller Novasol – kan du klage, hvis du ikke får, hvad du er blevet lovet. Du skal starte med at klage direkte til bureauet, så de har mulighed for at rette op på fejlen.
Husk at klage på skrift, så du har dokumentation for klagen. Du skal bruge dokumentationen, hvis du vil klage videre til ankenævnet.
Bliver problemet ikke løst? Så kan du klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning. Du kan klage til ankenævnet, hvis du har lejet boligen gennem et dansk udlejningsbureau.
Det koster 300 kroner at klage til ankenævnet. Du får pengene tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i klagen. Du får også pengene igen, hvis ankenævnet ikke kan behandle din klage.
Sådan klager du over privatudlejning
Lejer du af en privat – fx gennem Airbnb - skal du først og hurtigst muligt klage til den, du har lejet boligen af, så udlejer har mulighed for at løse problemet.
Hjælper udlejeren dig ikke, skal du klage til den hjemmeside, hvor du har booket boligen. Klag altid på skrift – fx e-mail - så du har dokumentation for din klage.
Vil udlejeren eller udlejningshjemmesiden ikke imødekomme din klage? Så kan du klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning.
Klager, der omhandler en privatudlejer, kan du i nogle tilfælde få behandlet i ankenævnet. Men du har som udgangspunkt bedre klagemuligheder, hvis du lejer gennem et bureau.
Du kan nemlig kun klage over private udlejere, hvis udlejeren lejer sin bolig ud regelmæssigt. Hvor grænsen går for, om du kan klage over en privat udlejer, er ikke tydelig. Det tager ankenævnet stilling til i den konkrete sag.
Klager du til ankenævnet, koster det 300 kroner. Dem får du tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i din klage. Du får også pengene tilbage, hvis ankenævnet ikke kan behandle din klage.
Finder du et sommerhus gennem fx Facebook, som du lejer direkte af udlejer? Så kan du ikke klage til ankenævnet, hvis sommerhuset ikke lever op til det, du er blevet lovet.
Hoteller
Beskidte værelser, aircondition, der ikke virker, mangel på varmt vand og faldefærdige møbler er eksempler på ting, du kan klage over ved hoteller.
- Klag altid hurtigst muligt til hotellet, mens du stadig er gæst på hotellet. Hotellet skal have mulighed for at udbedre det, klagen handler om.
- Klag til rejsearrangøren, hvis hotellet er en del af en pakkerejse.
- Afviser hotellet eller rejsearrangøren dine krav, kan du vælge at gå videre med klagen til den relevante klagemyndighed i det land, du befinder dig i.
Sådan klager du over hoteller i Danmark
Du skal klage til Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, hvis du og hotellet ikke kan løse konflikten indbyrdes.
Sådan klager du over hoteller i udlandet
Du kan klage over hoteller i udlandet til Pakkerejse-Ankenævnet, hvis du har købt hotelopholdet som en del af en pakkerejse.
Vil du klage over ophold på hoteller i udlandet, som du ikke har købt gennem et dansk rejsebureau, skal du kontakte de relevante myndigheder i det land, du har opholdt dig i. Vil du klage over en udbyder i et EU-land, kan du få hjælp hos Forbruger Europa.
Skal du leje sommerhus? Her er dine rettigheder
Hvad gør du, hvis sommerhuset er møgbeskidt, eller opvaskemaskinen er defekt ved ankomsten? Få overblik over dine rettigheder og klagemuligheder her, når du lejer sommerhus.
Sådan får du en mindre klima- og miljøbelastende ferie
Uanset om ferien holdes i Danmark eller i udlandet, er der noget, du selv kan gøre, for at netop din ferie bliver mindre klima- og miljøbelastende.
Ægtepar strandet uden adgang til lejet sommerhus
Da Lena Secher og hendes mand ankom til årets sommerferie, stoppede ferien brat, da deres bil sad fast i opkørslen til det lejede sommerhus. Sagen endte i Ankenævnet for Feriehusudlejning.