TEST af Robotstøvsuger og robotstøvsuger med gulvvask (2024)
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Test: Robotstøvsuger

Hvilken robotstøvsuger er bedst i test, og kan robotterne erstatte en almindelig støvsuger? Vi tester robotstøvsugere med og uden moppefunktion.

Opdateret d. 25. september 2024

Vil du læse mere nu?

Få adgang til alle test og artikler på tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.

Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.

Allerede medlem?

Om testen af
Robotstøvsugere

Drømmer du om at slippe for at støvsuge og vaske gulv, så har du sikkert overvejet et købe en robotstøvsuger. I vores robotstøvsugertest kan du se hvilke robotter der klarer sig godt, og hvilke der ikke er gode til at rengøre dit gulv. Vi tester også robotstøvsugere med moppefunktion, for at se hvor gode de er til gulvask.  

Vi har testet robotstøvsugere af følgende mærker: 

Blaupunkt, Cecotec, Dreame, Dyson, Ecovacs, Eufy, Imou, iRobot, Kärcher, Philips, Roborock og Xiaomi 

De fleste robotstøvsugere er dårlige til at suge og er derfor mere som en kost. Kun seks ud af 34 testede robotstøvsuger i vores seneste test opnår bedømmelsen ′god′ – resten får ′middel′ eller ′under middel′. Du bør derfor overveje om en robotstøvsuger overhovedet er en god investering. 

OBS! Vi tester løbende robotstøvsugere og benytter samme testsystem hver gang. De nyeste modeller er ikke nødvendigvis de bedste. Vi oplyser hvornår vi har testet robotstøvsugeren, og tjekker at den fortsat er i handlen. En ældre testdato er derfor ikke et udtryk for at testresultatet er forældet. 

Derfor tester vi robotstøvsugere 

Vi har testet robotstøvsugere siden 2012 og mens de er blevet mere populære og prisen er faldet er støvsugerne ikke blevet bedre. Det er for langt de fleste vedkommende en selvkørende kost, som fint kan feje hårde gulve, men som ikke kan suge støv og snavs op fra fx tæpper og dybere revner og derfor heller ikke er et reelt alternativ til en støvsuger. 

Mange robotstøvsugere kommer med en moppefunktion, som gør, at de også kan vaske gulv. Vi har opdateret vores testprogram, så vi nu også tester det. Vi kan konstatere at robotterne ikke er gode nok til at vaske gulve rent. 

Vi tester løbende robotstøvsugere for at se, om de er blevet bedre til at støvsuge, om de er pengene værd, og hvor gode de er i forhold til de almindelige støvsugere. Vores test skubber både producenter og hele markedet i den rigtige retning. 

Vi køber selv de robotstøvsuger vi tester, vi benytter uvildige laboratorier, og producenterne kan ikke påvirke vores testresultat. 

Robotstøvsugerne er testet for deres evne til at støvsuge, navigere, brugervenlighed, energiforbrug og støj. Hvis en robotstøvsuger har moppefunktion, tester vi også det. 

Find flere robotter under tidligere testede modeller 

Vi har netop ændret i vores testprogram, det betyder at vi endnu ikke har fået gentestet alle tidligere testede modeller, så måske kan du finde testresultatet på en model du overvejer at købe under vores tidligere test. Selvom du ikke kan sammenligne testresultaterne fra den nye og den gamle test, så er en robotstøvsuger, der klarer sig godt i den gamle test, stadig en god støvsuger.  

Mød holdet bag vores robotstøvsuger test

Thorben og Anders leder vores test af robotstøvsugere, som vi laver i samarbejde med andre europæiske forbrugerorganisationer. Anders undesøger markedet for hvilke støvsugere som er kommet på det danske marked og Thorben har kontakten til laboratoriet og gennemgår testresultaterne.

Thorben Bayer

Thorben Bayer

Projektleder
Test og analyse
Anders Tranekjær

Anders Flensburg Trankjær

Markedsresearcher
Test og analyse

Sådan har vi testet robotstøvsugere

  • Vi tester hvor gode robotstøvsugerne er til støvsuge under forhold der efterligner brugen i et almindelig hjem. 

    Derfor tester vi robotterne på forskellige gulvtyper: 

    • Gulvtæpper 
    • Fliser 
    • Parket.  

    Vi spreder præcis afmålte mængder af forskellige typer standardiseret støv, krummer og fibre, og måler hvor meget af det der bliver opsamlet og hvor meget der bliver efterladt på de forskellige gulvtyper.  

    Vi måler hvor tæt op ad vægge og hvor tæt inde i hjørnerne robotterne støvsuger de forskellige typer snavs. Vi måler også hvor gode robotterne er til at fjerne støv fra spalter i gulve som parketgulve.  

    Pletrengøringsfunktion bliver testet  

    For de robotter der har en spotrengøringsfunktion, tester vi også den funktion ved at fordele en standardiseret og afmålt mængde snavs på et areal på 50cm x 50cm. Derefter måler vi hvor meget af snavset robotten har fjernet efter at have udført en pletrengøring på området.   

  • På de robotter der har en moppefunktion, tester vi med to typer pletter:

    • Indtørret ler
    • Chokolade

    Laboratoriet spreder flere pletter af de to typer jævnt på et afgrænset areal. Efter robotten har udført et moppeprogram på området, vurderer et ekspertpanel, hvor godt robotstøvsugeren har fjernet pletterne og i hvor høj grad, den har efterladt rester af de to typer snavs.      

  • For at teste robotstøvsugernes evne til at navigere rundt i et hjem og undgå forhindringer såsom elektriske kabler, vaser, møbler osv. lader vi robotterne køre i et område, der består af to rum med hårde gulve og et tykt gulvtæppe indrette med forskellige typer møbler.  

    Omkring tyve små bunker med blandet snavs er placeret rundt omkring i lokalet. Et videosystem sporer robottens bevægelser, måler arbejdets varighed og evaluerer resultaterne. Vi vurderer hvor god robotstøvsugeren er i stand til at bevæge sig fra et rum til et andet og rengøre dem ensartet, før den vender tilbage til sin opladestation. Hvis robotten har funktioner som virtuelle væg eller magnetstribe til afgrænsning af områder kontrollerer vi, at forhindringerne ikke er blevet krydset. 

    Endelig kontrollerer vi, om robotterne registrerer trapper for ikke at falde ned ad dem.   

  • Brugervenligheden er vurderet af et ekspertpanel, som ser på flere aspekter. Først vurderes håndteringen af robotten inden tilslutning til den tilhørende app, fx tænd/sluk, valg af rengøringstilstand og synlighed af indikatorer. Herefter kigges også på den tilhørende app og dens brugervenlighed, hvor nemt det er at starte og planlægge rengøringscyklusser, samt opsætning og tilslutning til hjemmenetværket.  

    Ekspertpanelet vurderer også hvor nemt det er at vedligeholde og rengøre robotten. Hvor nemt er det at få adgang til støvbeholderen og børsterne, hvor nemme er de at afmontere, rengøre og vedligeholde. Eksperterne vurderer også hvor nemt det er at komme til luftfiltrene i robotten, der jævnligt skal tages ud og rengøres eller skiftes.  

    Opladestationen bedømmes på, hvor let det er at forbinde robotten og stationen til hjemmenetværket, synlighed af opladningsindikatoren og opbevaring af ledningen. Hvis der er en automatisk tømmestation, vurderes tømning og rengøring af den, samt risiko for støvudslip.  

    Har robotten en moppefunktion til hårde gulve vurderes placering og fjernelse af moppe/klud samt tømning og rengøring af vandtanken.  

    Endelig vurderes betjeningsvejledningen ud fra struktur, diagrammer og skriftstørrelse.  

  • Strømforbruget måles i forskellige faser. Vi har især noteret det strømforbrug, der kræves for at oplade batteriet, samt strømforbruget i standby, som kan være betydeligt for robotstøvsugere.

  • Vi måler støjniveauet på hårde gulve ved hjælp af en støjmåler i en afstand af 1,60 m over apparatet. Denne måling suppleres med en vurdering fra et panel.  

    Desuden leveres flere og flere robotstøvsugere med opladestationer, der er beregnet til at tømme robottens støvbeholder. Disse tømningsstationer er ofte mere støjende end selve støvsugeren. Derfor vurderer vi nu også deres støjniveau efter samme metode som for robotterne.  

  • De fleste robotstøvsugere betjenes via en app og i appen er der oplysninger om dit hjem. Derfor er det vigtigt, at producenterne håndterer dataene omhyggeligt og sørger for at de ikke kan tilgås af andre. Vi undersøger derfor hvordan producenterne  beskytter dine data. 

Spørgsmål og svar om robotstøvsuger

  • Du skal vælge en robotstøvsuger, som passer til dit gulv, indretning og hvis du har husdyr. I Forbrugerrådet Tænks test af robotstøvsugere, kan vi se, at ingen robotter er gode på alle typer af gulve, og nogle er bedre end andre til fx at fjerne hår.

    I vores test, kan du sortere på testresultaterne, så du kan se hvilke der er gode til dyrehår, fjerne krummer, at navigere rundt på gulvet og meget mere.

  • Vi har testet 34 robotstøvsugere, og vi anbefaler fire, som klarer sig bedst i vores test. Ingen robotstøvsuger kan dog erstatte en støvsuger, for de er ikke særlig gode til at støvsuge. En robotstøvsuger er mere en kost end en støvsuger, så vær opmærksom på, hvad dit behov er, før du investerer i én af de små robotter.

    Du skal være logget ind, for at kunne se testresultaterne.

  • Robotstøvsugerne i vores test koster mellem 1.200 og 10.000 kroner. Der er de seneste år kommet flere robotter på markedet og priserne er faldet, men vores test viser, at kvaliteten er ikke blevet bedre.

    Vores test viser, at pris og kvalitet ikke nødvendigvis hænger sammen, så brug vores test, før du investerer i en af de små rengøringsrobotter.