Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Jul: Spar penge på julen

Julen er fyldt med fest og gaver. Men juletiden kan hurtigt blive dyr for dig. Få hjælp til at undgå, at julen tømmer din konto.
Af Rune Hendriksen
14. November 2018
jul spar penge på julen
Foto: Getty Images

Julen koster mange penge

Julegaver og julefrokoster er hyggelige og fylder meget i december. Men julen byder på mange uforudsete udgifter, som kan være hårde for din økonomi.

Undgå at blive ruineret til jul. Læg penge til side hver måned, så du har råd til at holde den jul, du gerne vil, når december nærmer sig.

Læg julebudget tidligt på året

Juletiden byder på mange udgifter til julearrangementer, transport og mad. Derfor kan du hurtigt miste overblikket og bruge for mange penge. Det kan et budget sikre dig mod.

Dit budget kan tage udgangspunkt i, hvad du brugte på julen sidste år. Så ved du, hvor mange penge du skal spare op i løbet af året.

Penge- og Pensionspanelet har lavet en skabelon, som kan hjælpe dig med dit budget. Du kan bruge deres hjemmeside og få budgettet tilsendt på mail. Du kan også downloade et Excel-ark og udfylde dit budget dér.

Læg julebudget på Penge- og Pensionspanelets hjemmeside raadtilpenge.dk

Julen er altid dyrere, end du regner med

Gaver er ikke det eneste, du bruger penge på i juletiden. En taxa hjem fra julefrokosten, sociale arrangementer med kolleger og god mad ender ofte med at koste mange penge, uden du lægger mærke til det.

Din netbank kan du bruge til at se, hvad du brugte på julen sidste år. Find dine udgifter for november og december sidste år. De kan give et fingerpeg om, hvor mange penge du skal sætte til side til julen i år.

Derfor holder budgettet ikke

Prisen på gaverne skal I snakke om

Julegaver, adventsgaver og kalendergaver er det helt store højdepunkt ved julen hos mange. Men gaver er dyre, og du kan hurtigt komme til at bruge flere penge, end du har.

Snak med din familie og dine venner om niveauet for gaver. Skal alle have gaver, eller er det kun nogen af jer? Kan I slå jer sammen om gaver? Må gaverne være købt brugte? Eller giver i slet ingen gaver?

Prisen på gaverne skal du og din familie blive enige om i fællesskab. Bliv enige om et prisleje for gaverne, som alle kan være med på. Hvis ikke du og din familie taler om det, kan I komme til at købe dyre gaver, som nogen i familien måske ikke har råd til.

Lav budget med en app

Budget-apps kan hjælpe dig med at holde styr på dit forbrug i julen. Du kan lave en grænse for dit forbrug og løbende få opdateringer om, hvor mange penge du har tilbage.

Flere budget-apps giver dig mulighed for at indtaste, hvor mange penge du må bruge på gaver eller mad. Så fortæller appen dig, hvis du nærmer dig grænsen, du har fastsat.

Se fordele og ulemper ved 4 budget-apps

Tjek kontoen, så du ikke får overtræk

Julefrokoster og gaver kan hurtigt blive dyrere, end du forventer. En ekstra regning for transport eller mad kan sende din konto i minus. Og det kan blive dyrt for dig.

Hold øje med, hvor mange penge du har på din konto, så du ikke får overtræk. Overtræk skal du betale meget dyre renter for.

Overtræk giver dig også en dårligere kreditvurdering. Det betyder, at banker er mindre tilbøjelige til at låne dig penge til eksempelvis bolig eller bil.

Spørg din bank først, inden du bruger for mange penge. Du kan få et bevilget overtræk eller en kassekredit, som er billigere end et almindeligt overtræk.

Få adgang til vores test af kassekredit

Mad: Køb mindre ind

Flæskesteg, brunede kartofler og and hører hjemme på julebordet hos mange. Men køber du for meget ind, kan du ende med at smide mad ud.

Undgå madspild ved at gemme resterne fra juleaften. Køber du mindre ind, er der også mere plads i køleskabet til at gemme resterne.

Undgå madspild til julefrokosten