Sådan får du et overblik over din økonomi
Brug Forbrugerrådet Tænks guide til at gennemgå din økonomi, så du får dannet dig et overblik og kan optimere dit budget.
Din private økonomi er med til at sætte rammerne for, hvilke muligheder du har. Derfor er det godt at have et overblik, så du kan se, om du kan optimere dit budget og få en bedre økonomi.
Brug denne guide i 7 trin, så du er sikker på, at du kommer igennem det hele.
Trin 1: Saml alle vigtige papirer
Inden du går i gang med det egentlige økonomi-tjek, bør du allerede nu samle alle vigtige papirer og informationer sammen. Ellers er det nemt at gå død i det, hvis det hele skal ske på én gang.
Find fx disse papirer frem:
- Seneste års lønsedler – find dem frem fysisk eller fra din mail eller e-boks.
- Kontoudskrifter og forbrugsoverblik fra banken – find dem i din netbank, hvor du også ofte kan få et grafisk overblik over, hvad dine penge er gået til det seneste år.
- Forskudsopgørelse for det kommende år – find det på Skat.dk.
- Årsopgørelse for det seneste år – find det på Skat.dk fra marts.
- Overblik over dine pensionsindbetalinger det seneste år – find det på Pensionsinfo.dk.
- Overblik over dine lån – fx boliglån, realkreditlån, forbrugslån og billån. Find det fx på netbank.
Trin 2: Få overblik over planer og drømme
Nu er du klar til at tage et kig ind i fx det kommende år og overveje, hvad der skal ske med jeres økonomi, og hvad I drømmer om. Det er vigtigt at lave denne øvelse, hvor du hæver blikket, så du ikke bare forlænger dit gamle budget med brædder og gentager sidste års økonomi.
I dette skridt skal du fx overveje:
- Har I nye mål for jeres økonomi – vil I fx gerne nedbringe jeres gæld eller spare mere op?
- Har I større begivenheder på vej – fx familieforøgelse, konfirmation, kobberbryllup eller lignende, som kommer til at kræve mere af jeres økonomi?
- Hvad skal der ske i jeres bolig – vil I gerne udskifte gasfyret med varmepumpe, eller har I andre, større renoveringer på vej?
- Vil I gerne ud på større rejser i jeres familie?
Med drømme og planer på plads handler det om at dykke mere konkret ned i kroner og ører. Du bør her gå igennem fire områder af din økonomi: indtægter, udgifter, formue og gæld. Det er vigtigt ikke kun at fokusere på indtægter og udgifter, for så er der nogle vigtige overvejelser, du ikke kommer igennem.
Trin 3: Hvad er dine indtægter?
Først starter du med at kigge på dine indtægter – her er det oplagt at tage udgangspunkt i din forskudsopgørelse for det kommende år og i samme omgang rette den til, så du ved, hvad du har at gøre godt med efter skat.
- Lønindkomst. Har du fået lønstigninger, som ændrer din årsindkomst? Med overenskomstforhandlinger nu kan flere have lønstigninger på vej.
- Har dine fradrag ændret sig? Den største skurk i forhold til, om forskudsopgørelsen passer – og dermed om du har et potentielt skattesmæk i vente – er som regel fradrag. Så tjek, om dine renteudgifter stadig passer. Passer dit transportfradrag stadig, er du fx flyttet tættere på eller længere væk fra dit arbejde? Har du meldt dig ind eller ud af fx A-kasse eller fagforening?
Trin 4 : Hvad er dine udgifter?
Næste skridt er at kigge på udgiftssiden, så du kan finde ud af, om det er i balance med dine indtægter – eller om du bruger mere, end du tjener.
Du bør fx kigge disse udgifter igennem:
- Boligudgifter. Bor du til leje, kan der være årlige huslejestigninger på vej. Hvis du bor i ejerbolig, kan der måske være ændringer i udgifter til energi eller renter.
- Er madbudgettet stadig korrekt? Hvad plejer I at afsætte, og er det stadig nok?
- Er der barn på vej, og skal der måske købes nyt udstyr?
- Skal I foretage renoveringer i huset?
- Hvad betaler I af gebyrer til banken, og har I for dyre forsikringer? Husk, at du altid kan forhandle med fx bank og forsikringsselskab.
Inden du går videre til trin 5 og 6, kan du allerede nu få et overblik over, om indtægts- og udgiftssiden hænger sammen.
- Har du et for højt forbrug i forhold til dine indtægter, eller har du måske en god sum penge tilovers hver måned, som du kan jonglere med på anden vis?
- Har du brug for at sætte dit forbrug ned eller måske skaffe en ekstra indtægt hver måned?
Trin 5: Hvad er dine aktiver?
Dine aktiver er opsparing, hus, bil, investeringer – alt, hvad du ejer. Det er vigtigt at kigge isoleret på denne del af din privatøkonomi, så du overvejer, om sammensætningen af dine aktiver er i orden.
Stil fx dig selv disse spørgsmål:
- Har du en stor sum penge stående på en almindelig konto, som du ikke lige skal bruge inden for de næste par år? Så kan du måske flytte en del af dem over på en konto med binding og få mere i rente.
- Skal du måske investere en del af din opsparing og derigennem måske få noget afkast?
- Skal nogle af pengene bruges til at forbedre din bolig?
- Skal der måske betales mere ind på din pensionsopsparing, hvis du fx har et større overskud hver måned?
Som en tommelfingerregel kan det være en god ide at have tre måneders udbetalt løn stående til uforudsete udgifter.
Trin 6: Hvad er dine passiver?
Endelig skal du kigge på dine passiver – altså alt, der hedder gæld og forpligtelser.
Her bør du fx kigge på:
- Har du de rigtige lån? Hvis nu indtægter og udgifter ikke hænger sammen, kan det være, du skal bede om afdragsfrihed i en periode – eller måske få lagt lånet om, så du har en længere afviklingsperiode.
- Har du mange, dyre lån? Så kan du måske få dem samlet i ét stort lån.
- Bør du forbedre din bolig eller måske investere i en anden energiform? Så kan det være, at du skal tale med banken om at lægge dine lån om eller optage nye lån.
Trin 7: Lav det endelige budget
Ud fra informationerne kan du nu begynde at justere eller lægge det endelige budget for det kommende år. Det kan være så simpelt som et stykke papir eller et Excel-ark. Mange banker tilbyder også budgetskabeloner, som du bare skal udfylde.
Sandsynligvis kommer du til at gå lidt frem og tilbage i forhold til at kigge på og justere de fire områder af din økonomi. I dette skridt skal du nemlig også tage de endelige beslutninger om fx at justere på lån eller arbejde, hvis indtægtssiden ikke hænger sammen.
Tre gode råd til planlægningen af din økonomi
• Pas på med at være for ambitiøs, når du lægger dit budget. Mange tænker, at de godt kan stramme bæltespændet meget ind, men efter et par måneder bliver det for stramt i hverdagen. Så er det bedre fx at afdrage din gæld over flere år.
• Sørg for at automatisere dine betalinger, regninger, opsparinger, investeringer osv. Fx ved at tilmelde regninger til betalingsservice eller lave faste overførsler i netbank. Så skal du ikke forholde dig til din økonomi hele tiden, og du overser heller ikke en betaling, hvilket kan blive dyrt i gebyrer.
• Hvis der er mange elementer i din økonomi, som du har svært ved at overskue, skal du måske have din økonomi gennemgået af en uvildig rådgiver.
Det skal du vide om debetkort
Med et debetkort fra Visa eller Mastercard, kan du ikke hæve flere penge, end der er på din konto. Få styr på fordele og ulemper ved et debetkort.
Optimer din privatøkonomi og spar penge
Som medlem kan du få 25% rabat på uvildig økonomirådgivning hos UvildigRaad.
Begravelse: Få styr på udgifterne
Hvad koster en begravelse, og hvilke af bedemandens poster kan du selv klare? Hvordan finder du en bedemand? Og hvad skal du ellers huske? Få overblik her.