Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet kabinekufferter

10 kabinekufferter på det danske marked er udvalgt til ergonomisk vurdering og holdbarhedstest. Kufferterne kaldes "trolleys", og da alle kufferterne har 4 hjul, betegnes de også "spinners". Låsene på alle de testede kufferter er TSA-godkendte.
Af Jesper Frydland-Raun
25. Januar 2016
Foto: ICRT

Kufferterne er prøvekørt både ude og inde

Ergonomien blev vurderet af 3 ergonomieksperter på både en indendørs og en udendørs testbane, hvor kufferterne skulle køre om skarpe hjørner samt op og ned ad trapper. Indendørs foregik det på glat underlag, mens der udendørs var løst underlag.

Udendørs har kufferterne forceret kantsten og ramper.

Laboratoriet vurderede:

  • Manøvrering,
  • komfort ved træk og løft samt
  • kvalitet af lynlåse og spænder.

Til den ergonomiske vurdering blev kufferterne fyldt med 10 kg vægt.

Låse og kufferter blev udsat for en kraftig regnbyge

Holdbarhedstesten blev udført med i alt 15 kg vægt i kufferterne.

I testen af vandtæthed blev hver kuffert – i en vinkel på 45 grader – oversprøjtet med 3 liter vand svarende til et meget kraftigt regnskyl. Derefter blev det målt, hvor meget vand taskens fyld har absorberet.

Kabinekufferter bliver tabt, smidt og mast

Faldtesten udsætter hver kuffert for at blive tabt fra henholdsvis 20 cm’s bærehøjde og 90 cm’s bordhøjde, og de er undersøgt for skader.

Bærehåndtags, trækhåndtags og lynlåses styrke er testet.

Kufferten smides fra 1,5 meters højde i bagagehåndteringstesten.

Stødtest af lynlåse er foretaget ved at påvirke kufferternes lynlåse med et 25 kg-lod, sluppet fra 50 cm's højde fra flere sider 3 gange.

Brudtesten udsatte hver kuffert for en kraft på 150 newton 10 gange 3 forskellige steder. Trykket svarer til, at kufferten har fået et godt mas i forbindelse med pakning af kufferterne.

Kufferterne blev også placeret i en 45-graders vinkel i en trædemølle med påmonterede bump, hvorefter de kørte i alt 5.000 omgange.

Samlet bedømmelse vægtes således:

  • Ergonomi 60 % og
  • holdbarhedstest 40 %. 

Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumers Research and Testing, ICRT.