Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet elcykler med centermotor

Forbrugerrådet Tænk har testet 8 forskellige elcykler med centermotor. Hvordan vi har testet dem, kan du læse her.
Af Mikkel William Nielsen
28. Juni 2019

Sådan har vi testet elcykler med centermotor

Elcykler med lav indstigning og udstyret med centermotor er alle blevet testet over en periode på cirka en måned af et testpanel bestående af mænd og kvinder. De er alle erfarne elcykel-brugere, og alderen spænder fra 37 til 70 år.

Over 2.650 kilometer har de samlet kørt på elcyklerne, der er udvalgt blandt de mest populære elcykel-mærker, og prisgrænsen er sat ved 23.000 kroner.

Hvad er elcyklerne bedømt på?

  • Cykling med motor: Testpanelet har bedømt, hvor god cyklen er under opstart med motorhjælp. Det er også undersøgt, om motoren slår fra på en god måde, når der stoppes med at træde i pedalerne, eller farten passerer 25 km/t. Det er også vurderet, om det er nemt at regulere motorens hastighed, og om den eventuelt støjer unødigt. Testpanelet har også givet en vurdering af, hvor god cyklen er i bakket terræn, og om det er nemt at køre uden motorhjælp.
  • Generel cykling: Det er undersøgt, hvor god cyklen er at køre i forskellige situationer. Det tæller alt fra længere distancer til bykørsel med mange stop, eksempelvis indkøb. Det er også undersøgt, om gearet fungerer, og om cyklen er behagelig at køre på, når underlaget er ujævnt.
  • Display og betjening: Testpanelet har vurderet, om knapper til betjening af motor samt lys er hensigtsmæssigt placeret, og om skærmen er nem at aflæse i både dagslys og mørke. Testpanelet har desuden vurderet, om det er nemt at forstå informationer og symboler vist på skærmen. Det er også bedømt, om bremserne fungerer godt.
  • Batterihåndtering: Batteriet er afprøvet af testpanelet, som har bedømt, hvor nemt det er at tage af og sætte på. Det er også vurderet, om det er nemt at bære, og om batteriindikatoren på selve batteriet er let at forstå.
  • Panelets anbefaling: Alle paneldeltagere er blevet spurgt til, om de – uden at skele til pris – vil anbefale elcyklen til venner og familie.

Hvad er vægtningen i testen?

Den samlede bedømmelse er vægtet således:

  • Cykling med motor 40%
  • Generel cykling 20%
  • Batterihåndtering 20%
  • Display og betjening 10%
  • Panelets anbefaling 10%