Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet elcykler

Forbrugerrådet Tænk har testet 10 forskellige elcykler i prisklassen 8.000 til 16.000 kroner. Hvordan vi har testet dem, kan du læse her.
Af Lars Nøhr Andresen
6. Juli 2017

Cykler med frontmotor og centermotor

Der er ni elcykler med frontmotor og en enkelt med centermotor. Alle cykler er udstyret med syv cykelgear og nogenlunde samme batteristørrelse.

Cykler leveret samlet

Cyklerne er så vidt muligt leveret samlet fra enten cykelbutik eller forretning. Kun cyklen fra Coop blev leveret usamlet i en kasse, hvor styret ikke var på plads og pedalerne ej monteret. Vi fik en cykelsmed til at samle den korrekt efter manualen.

Nogle cykler blev leveret uden lygter. De er efterfølgende monteret af cykelsmeden. Cykelsmeden har også monteret cykelcomputere på hver enkelt cykel, som dermed har indsamlet data om, hvor langt cyklerne har kørt i testperioden.

Cykelsmeden sikrede også, at alle cykler havde korrekt dæktryk, og at gear samt bremser var indstillet korrekt.

Testet over 5 uger af erfarne elcyklister

Cyklerne er testet over en periode på 5 uger. De er testet af et panel af 10 cyklister, som alle har erfaring med at køre på elcykel. Deres alder spænder fra 27 til 74 år, og der er 4 mænd og 6 kvinder i panelet.

Deltagere har udfyldt spørgeskema

Deltagerne i panelet har løbende evalueret cyklerne og besvaret et spørgeskema. De har så vidt muligt brugt cyklerne som normalt, eksempelvis den daglige tur frem og tilbage til arbejde samt til indkøb.

Grundig bedømmelse er sikret ved at testpanelet har foretaget flere forskellige øvelser, blandt andet at cykle uden strøm og prøve mindst én lang tur på over 15 kilometer.

Samlet har cyklerne kørt over 5.000 kilometer.

Brugerne har vurderet cyklerne på en række områder

  • Cykling med motor: Cyklen er bedømt på, hvor godt den starter med motorhjælp. Det er testet, hvor nemt det er at skifte motorindstilling, og om motoren slår til og fra på en behagelig måde.
  • Generel brug af cyklen: Testpanelet har vurderet, hvor god cyklen er at køre på, når underlaget er ujævnt, eksempelvis en hullet cykelsti. Komforten er også bedømt i forhold til lange ture på over 15 kilometer. Det er også testet, hvor let det er at køre på cyklen uden motorhjælp.
  • Batterihåndtering: Det er testet, hvor nemt det er at tage batteriet af cyklen og sætte det på igen. Det er undersøgt, om der er batteriindikator på selve batteriet, og om den fungerer godt. Testpanelet har også vurderet, om det er nemt at lade batteriet op, og hvor besværligt det er at bære batteriet.
  • Display og betjening: Det er afprøvet, hvor nemt det er at aflæse displayet både i dagslys og i mørke. Testpanelet har vurderet, om informationerne på displayet er til at forstå, og om det er nemt at ændre indstillinger.
  • Panelets anbefaling: Testpanelets deltagere er blevet spurgt til, hvor hvorvidt de ville anbefale cyklen uden at skele til pris.

Vægtningen i testen er:

  • Cykling med motor 30 %,
  • generel brug af cyklen 15 %,
  • batterihåndtering 15 %,
  • display og betjening 10 %,
  • panelets anbefaling 30 %,