Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Uønsket kemi trækker flere skoletasker ned

Skoletaskerne i testen overholder alle regler for indholdsstoffer. 3 skoletasker dumper dog i kemitesten, fordi de indeholder flere skadelige stoffer.
Af Tage Majland
25. Maj 2015
Skoletaskerne i testen overholder alle regler for indholdsstoffer. Dog får 3 skoletasker dumpekarakter i kemitesten, fordi de alle indeholder flere af de skadelige stoffer.
Foto: iStock

Skoletasker indeholder hormonkemi

Ftalater blev fundet i skoletaskerne Ticket to Heaven Classic Schoolbag, Beckmann Monster Truck og Bilka Skoletaske. Det samlede indhold i prøverne var op til mellem 2 og 4 procent. Beckmans taske er ellers en rigtig god skoletaske.

Ftalater er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan skade forplantningsevnen.

Skoletasker er ikke underlagt grænseværdier for indholdet af ftalater, mens ftalater i Danmark er forbudte i legetøj og småbørnsartikler til børn under 3 år i koncentrationer over 0,05 procent. Ftalaten DEHP, som blev fundet i taskerne fra Ticket to Heaven og Beckmann, er i EU forbudt i legetøj og småbørnsartikler til børn under 14 år.

Forbrugerrådet Tænk mener, at der skal gælde de samme regler for skoletasker som for legetøj, da børnene er ligeså meget i kontakt med skoletasken som med deres legetøj.
Kræftfremkaldende stoffer fundet i skoletaskerne

Naftalin blev fundet i de 3 skoletasker fra Ticket to Heaven, Beckmann og Bilka, der dumper på uønsket kemi. Stoffet Naftalin er klassificeret som muligt kræftfremkaldende.

Taskerne fra Lego og Alpine fra BR Legetøj / Toys'R'Us får bedømmelsen "middel" i kemitesten på grund af fund af mindre mængder naftalin.

Klorparaffiner er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer og blev fundet i Beckmanns taske samt i mindre mængder i skoletasken fra Ticket to Heaven.

Stofferne er mistænkt for hormonforstyrrelser og kan være kræftfremkaldende.
Producenter af skoletasker holder sig til reglerne

Alle 3 firmaer med skoletaskerne, der dumper testen på grund af indhold af uønskede stoffer, oplyser til Forbrugerrådet Tænk, at produkterne overholder kemireglerne i Danmark og EU.

Ticket to Heavens indehaver Hans Peter Høeg Larsen tilføjer dog, at firmaet vil sætte fokus på de fundne stoffer i testen. Firmaet vil stille krav til sine leverandører om at udskifte materialer for at undgå disse stoffer. Testresultaterne er allerede sendt til leverandøren for en redegørelse.

Beckmann tager også resultaterne til efterretning og vil gøre noget ved det, hvis Forbrugerrådet Tænk mener, de kan gøre det endnu bedre, siger daglig leder Roy Kjøstvedt.
Hvad er Ftalater, Naftalin og Klorparaffiner?

I vores kemi-wiki på Forbrugerrådet Tænk Kemis hjemmeside har vi samlet en beskrivelse af de mest almindelige problematiske kemikalier.

Du kan blive klogere på skadelig og problematisk kemi på Forbrugerrådet Tænk Kemis hjemmeside, som du besøger ved at klikke her.

Om Forbrugerrådet Tænk Kemi

Forbrugerrådet Tænk Kemi er et projekt under Forbrugerrådet Tænk. Vi er forbrugernes kemivagthund og en uafhængig stemme i debatten om problematiske kemikalier i produkter til forbrugere.

Besøg Forbrugerrådet Tænk Kemis hjemmeside kemi.tænk.dk

Besøg kemi.taenk.dk, hvor du kan læse test, gode råd og nyheder om kemi i dine indkøb.

Se Forbrugerrådet Tænk Kemis test af skoletasker her