Gå til hovedindhold

Hvilken børnesolcreme skal du vælge?

Det er vigtigt at finde en solcreme, som børnene gider at have på – og så skal den selvfølgelig beskytte mod solen, som den lover. Vores test viser, at den dyreste børnesolcreme ikke nødvendigvis er den bedste.

Julie Trolle Boding · Foto: Getty Images · 19. juni 2026
Solcreme bliver sprayet på ryggen af et barn

Børns hud er ekstra sart, så det er vigtigt at huske solcremen, når turen går til stranden eller til legepladsen på en sommerdag med høj sol. 

Du kan sagtens bruge en almindelig solcreme til dine børn, men der findes også solcremer direkte markedsført til børn. 

Der er ni børnesolcremer i vores test af solcreme efter den seneste opdatering af testen. 

Hovedkonklusioner fra testen af børnesolcreme

  • De fleste solcremer til børn beskytter med den solfaktor, de lover. En enkelt solcreme dumper.
  • Der er stor forskel i ml-prisen for børnesolcreme. Den dyreste solcreme er ikke den bedste.
  • To børnesolcremer indeholder mistænkt hormonforstyrrende stoffer. Til gengæld er alle ni børnesolcremer i testen uden parfume.
Se hele testen af solcreme

Næsten alle børnesolcremer beskytter som lovet

Den bedste solcreme til dit barn er den solcreme, som I kan lide at bruge. Det øger nemlig chancen for at huske solcremen og sikre en ordentlig indsmøring. Gå derfor efter en fedtet solcreme, hvis I godt kan lide det, eller en solcreme, der er mere hvid, så man kan se, hvor man har smurt, hvis I foretrækker det. 

I vores test af solcremer kan du under bedømmelsen af de enkelte produkter se, hvordan de er i brug, herunder i hvor høj grad huden klistrer eller fedter efter indsmøring. 

Men det er vigtigt, at solcremerne beskytter med den solfaktor, de lover. Vi tester både beskyttelsen mod solens UVA- og UVB-stråler. 

Hvad er UVA og UVB?

Solens stråler inddeles i UVA-, UVB- og UVC-stråler.

Solcremer beskytter typisk både mod UVA- og UVB-stråler.

SPF-tallet – også kaldet solfaktoren – på din solcreme henviser til beskyttelse mod UVB-strålerne.

UVA-mærket på solcremen viser, at solcremen også beskytter mod UVA-stråler. UVA-faktoren skal være minimum en tredjedel af den angivne SPF. I vores test af solcremer får solcremer som har et højere indhold af UVA-beskyttelse en bedre vurdering.

  • UVA-strålerne når dybere ned i huden, og er med til at brune og også ælde vores hud.
  • UVB-strålerne når ikke så dybt ned i huden, men er de stråler, der giver anledning til solskoldninger.

Både UVA- og UVB-stråling kan forårsage kræft i huden. Solcremer skal beskytte mod både UVA- og UVB-stråler. 

UVC-stråler når ikke jorden – det beskytter ozonlaget os imod.

Vores test viser, at næsten alle børnesolcremerne beskytter som lovet mod solens UVB-stråler – det vil sige, at de lever op til den solfaktor, de lover. 

Solcremerne lever også op til minimumskravene til beskyttelse mod UVA-stråler, men nogle beskytter mere end andre. 

Blandt de ni testede børnesolcremer er der én solcreme, som dumper i testen. Den beskytter ikke med den lovede solfaktor 50. 

Stor prisforskel på børnesolcreme

Prisen på børnesolcreme varierer – de testede børnesolcremer er fundet til lidt over 50 kroner for de billigste og mere end 200 kroner for den dyreste. Der er forskel på, hvor meget solcreme der er i tuben eller flasken, og derfor tager vi udgangspunkt i prisen for 40 ml solcreme, som er den mængde, der skal bruges til at smøre hele kroppen ind. 

Her er den billigste pris 8 kroner for en hel indsmøring, mens den dyreste er 102 kroner for en hel indsmøring. 

Testen viser, at det ikke er de dyreste solcremer, der er de bedste. Testvinderen koster 42 kroner for en hel indsmøring, mens et godt valg er en solcreme, der koster 24 kroner for en indsmøring. 

Uønsket kemi i børnesolcremer

Der er ikke særlige krav til, at børnesolcremer må indeholde færre stoffer end almindelige solcremer. Men når vi tester børnesolcremer, bedømmer vi dem hårdere, hvis de indeholder parfume eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer. 

Vores uafhængige test viser, at der er mistænkt hormonforstyrrende stoffer i to ud af de ni testede børnesolcremer. 

Solfilter med mulig forurening

Fra 2025 er vi begyndt at henvende os til producenter med nye solcremer, der indeholder solfilteret DHHB. 

Vi vurderer, at selve solfilteret DHHB er et effektivt UV-filter, der ikke er hormonforstyrrende, men i forbindelse med produktionen af DHHB kan der opstå en forurening med DnHexP, som er et hormonforstyrrende ftalat. 

De fleste virksomheder har oplyst et maksimalt forureningsniveau med DnHexP i solcremerne, som ligger et godt stykke under den kommende grænseværdi fastsat af EU. Enkelte virksomheder har ikke svaret.

Læs mere om uønsket kemi i solcreme

Tak, fordi du læser med

Som medlem får du adgang til alle test og artikler på tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?