Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet klapvogne

Klapvognene er brugertestet af forældre og deres børn samt af ergonomiske eksperter. Brugertesten vægter højst i den samlede bedømmelse, men vi har selvfølgelig også testet sikkerheden og indhold af kemikalier.
Af Stine Müller
8. Maj 2016
Foto: ICRT

20 klapvogne er testet

Forbrugerrådet Tænk har testet både mindre klapvogne, der nemme at få omkring, og større klapvogne, der er gode til middagsluren. Der er klapvogne med drejelige forhjul, med faste forhjul og der er klapvogne med 3 hjul.

Der er to skemaer i testen. Et skema med de klapvogne, der er testet efter den gamle sikkerhedsstandard, og et til de klapvogne, der er testet efter den nyeste standard.

Barnets sikkerhed er testet

Vi har undersøgt risikoen for, at barnet kan få fingrene i klemme, eller om der er spidse kanter, som barnet kan rive sig på.

Stabiliteten af klapvognene er undersøgt ved at stille dem på et skrånende underlag. Her bliver flere forskellige positioner afprøvet uden at vognen må vælte.

Bremserne skal også være effektive. Efter at have været brugt 200 gange skal de stadig sørge for, at vognen ikke skrider.

Holdbarhed prøves af

Styrken af håndtagene testes ved, at vognen løftes op og presses ned i håndtaget 10.000 gange.

Vognenes holdbarhed er afprøvet ved at køre cirka 210 kilometer på et bånd med forskellige bump på og med en hastighed på 5 kilometer i timen.

Igennem alle test er klapvognene lastet med 15 kilo i sædet.

6 forældre og 3 eksperter har brugertestet

Klapvognene er afprøvet af 6 forældre, både mænd og kvinder samt deres med børn. Forældrene vurderede blandt andet, hvor nemme klapvognene er at klappe ud og sammen. De vurderede også, hvor let det er at spænde børnene fast i vognene og justere seler og rygstøtte.

Klapvognens køreegenskaber på forskellige typer underlag, og om bagagekurven er nem at komme til, er også testet af forældrene. Derudover har 3 ergonomiske eksperter gennemgået og afprøvet klapvognene med dukker for at vurdere brugervenlighed, køreegenskaber og komfort. De testede også, om den angivne mængde bagage rent faktisk kan ligge i klapvognenes varekurv.

Mærkning og brugervejledning er undersøgt

Forbrugerrådet Tænk har tjekket, om klapvognen og dens brugsvejledning er udstyret med de nødvendige advarsler og oplysninger om brug.

Klapvogne analyseret for indhold af kemikalier

De otte klapvogne som vi senest har haft på laboratoriet er også analyseret for en række problematiske kemikalier:

  • PAHer eller tjærestoffer
  • Ftalater
  • Fosforholdige flammehæmmere
  • Organiske tinforbindelser
  • Formaldehyd
  • Bisphenol A
  • Chlorparaffiner

Vi har både undersøgt materialet omkring barnet dvs. stoffet, selerne, kalechen mm. og håndtaget, som forældrene, men også børnene selv og deres søskende kommer i kontakt med.

Vi måler og bedømmer indholdet af de uønskede stoffer i klapvognen. Vi laver ikke en egentlig risikovurdering af produkterne. Vores udgangspunkt er, at den sikreste måde at undgå, at børnene bliver udsat for problematiske stoffer, er, at de ikke findes i produkterne.

De 12 klapvogne, som vi har testet tidligere år, er kun blevet undersøgt for ftalater, og der er derfor ikke angivet nogen samlet bedømmelse i skemaet. Ingen af klapvognene indeholdt ftalater.

Samlet bedømmelse vægtes således:

  • brugertest 70%,
  • sikkerhed 10%,
  • mærkning 10% og
  • brugervejledning 10%

En alvorlig brist i sikkerhed trækker vognene ned i den samlede bedømmelse. Det samme gælder et væsentligt indhold af problematiske kemikalier.