Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Børn i bilen: Sådan spænder du barnet sikkert fast

Hvordan spænder du barnet korrekt fast i en autostol? Må barnet have flyverdragt på i autostolen, og hvordan spændes sikkerhedsselen rigtigt? Få hjælp her.
Af Astrid Grunert Rantorp
6. November 2019
Børn i bilen: Spænd dit barn sikkert fast
Foto: Getty Images

Barnet skal sidde sikkert fastspændt

Autostolen er købt, og du skal ud og køre med dit barn. Men har du styr på, hvordan du spænder barnet korrekt fast? Det er afgørende for barnets sikkerhed.

I autostolen skal du blandt andet være opmærksom på, at selerne er strammet ordentligt, så du lige kan få en flad hånd ind under. Barnet må aldrig sidde med skråselen under armen eller bag ryggen. Få hjælp til at køre sikkert med børn i bilen herunder.

Test: Find en sikker autostol

Stram selerne ordentligt

Selen må først og fremmest ikke sidde for løst. Hos børn i alderen fra cirka 0 til 4 år skal du stramme selen, så du kun lige akkurat kan få en flad hånd ind under.

Hvis selen sidder alt for løst, risikerer du, at selen ikke holder barnet ordentligt fast i autostolen i tilfælde af en ulykke.

Hos de større børn skal skråselen stramme korrekt til.

Undgå tykke flyverdragter under selen

En tyk vinterjakke eller flyverdragt gør det næsten umuligt at stramme selen tilstrækkeligt. Åbn jakken, så selen kommer tættere på barnets krop.

I autostolen er det allerbedst at nøjes med en fleecetrøje eller termojakke.

Test: Disse autostole anbefaler Forbrugerrådet Tænk

Skråselen skal altid over skulderen

Større børn må ikke sidde med skråselen under armen eller bag ryggen.

Skråselen kan ødelægge indre organer ved en kollision, når den er under armen. Det er derfor decideret livsfarligt. Er selen bag ryggen, bliver barnet ikke holdt ordentligt fast ved eksempelvis et frontalsammenstød.

At selen sidder lidt tæt på halsen, er ikke farligt. Men hvis selen sidder helt oppe ved øret, kan det betyde, at barnets krop ikke bliver holdt optimalt fast i en kollision. Skift for eksempel til en selepude med ryglæn.

Hvilken autostol skal du vælge? Få hjælp her

Selen må ikke være snoet

En snoet sele kan svække selens funktion ved en kollision.

Er selen snoet, risikerer du, at den ikke kan strammes effektivt nok til at holde barnet i sædet.

Hold hofteselen væk fra barnets mave

Store børn skal have hofteselen siddende korrekt henover hoften. Det kan ske, at hofteselen kravler op på barnets mave, hvis selen ikke er strammet ordentligt til.

Konsekvensen kan være skader på maven, eller at barnet ikke holdes godt nok fast ved en kollision.

Sørg derfor for at stramme selen ordentligt henover hoften, og at selen sidder rigtigt under selestyret, som er de små ”armlæn” på autostolen.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik