Negative renter kalder på undersøgelse af konkurrence mellem bankerne
Det har været påfaldende, så tæt danske banker har fulgtes ad i indførelsen af de negative renter, som nu rammer mange almindelige forbrugeres opsparinger. Det mener Forbrugerrådet Tænk, som opfordrer myndighederne til at undersøge konkurrencen – eller mangel på samme – på de negative renter. Desuden bør det undersøges, om forbrugere føler sig presset over i bankernes dyre investeringsprodukter, som måske slet ikke passer til den enkelte forbrugers risikoappetit.

I løbet af de seneste år har negative renter gjort sit indtog på helt almindelige forbrugeres opsparinger. Grænsen, som nu er nede på 100.000 kroner i mange banker, tydeliggør en række problematikker, som kræver, at blandt andet konkurrencemyndighederne må kigge forløbene efter i sømmene.
Det mener Forbrugerrådet Tænk, som blandt andet påpeger, at det har været påfaldende, så tæt de større banker har fulgtes ad i indførelsen af negative rentesatser og beløbsgrænser. Det stiller spørgsmålstegn ved, om konkurrencen fungerer godt nok blandt bankerne, der stort set har lagt sig på samme linje, når de har indført negative renter på deres kunders konti.
Forbrugerrådet Tænk sender derfor nu en opfordring til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at undersøge bankernes negative renter.
”Det er bemærkelsesværdigt, når bankerne i flok følges ad og indfører de stort set samme negative renter og beløbsgrænser på forbrugernes opsparinger. Almindelige forbrugere er efterladt uden steder at gå hen, hvis de vil undgå, at de negative renter udhuler deres opsparing. Det understreger behovet for langt større konkurrence blandt de danske banker. Det virker som om, at den normale konkurrence om forbrugernes gunst er sat helt ud af kraft. Derfor opfordrer vi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at kigge nærmere på forløbet om bankernes indførelse af negative renter,” siger Mads Reinholdt, direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugere risikerer at blive presset over i dyre investeringsprodukter
Forbrugerrådet Tænk er desuden bekymret over, at de negative renter på helt almindelige forbrugeres konti gør, at nogle føler sig presset ud i finansielle beslutninger, som de ikke fuldt kan gennemskue.
Man vil derfor have Finanstilsynet til at forholde sig til, om forbrugere på grund af de negative renter bliver rådgivet over i dyre investereringsprodukter, der ikke står mål med deres risikoprofil.
”Det bekymrer os, hvis almindelige forbrugere for eksempel risikerer at føle sig presset over i bankernes dyre investeringsprodukter. Derfor vil vi have Finanstilsynet på banen og sikre, at rådgivningen af forbrugerne fortsat er i den enkelte forbrugers bedste interesse og matcher den risiko, som han eller hun er villig til at tage. Ingen ved om en investeringsboble længere henne ad vejen vil briste. Grundlæggende handler dette om retten til at kunne have en fornuftig og tryg opbevaring af sine penge i vores højdigitaliserede samfund og kunne disponere og planlægge sin husholdnings økonomi på kort og lang bane risikofrit. Det er en adfærd, vi som samfund skal være glade for, at forbrugerne har,” siger Mads Reinholdt.
For yderligere kommentarer og spørgsmål kontakt Forbrugerrådet Tænks pressetelefon på 25 88 20 16.

Problematisk kemi i hvert tredje kosmetik- og plejeprodukt
Ny opgørelse fra Kemiluppen viser, at hvert tredje kosmetik- og plejeprodukt indeholder problematisk kemi, fx allergifremkaldende stoffer, mistænkt hormonforstyrrende stoffer eller PFAS. Med en ny kampagne vil Forbrugerrådet Tænk Kemi vise bagsiden af plejeprodukter og kosmetik, og få forbrugerne til at tage stilling til indholdsstofferne.

Ny indsats skal hjælpe forældre med at engagere sig i deres børns digitale liv
Forældre taler sjældent med børnene om deres digitale liv trods bred enighed om, at det er vigtigt. Ny indsats af Forbrugerrådet Tænk og Ole Kirk’s Fond i samarbejde med Børns Vilkår, Mary Fonden, Medierådet for Børn og Unge og Red Barnet skal hjælpe forældre med at navigere i børnenes digitale udfordringer fra mobning til datahøst.

Regeringen svigter passagererne i nyt finanslovsudspil – det går særligt udover landdistrikter
Med nyt finanslovsudspil har regeringen lagt op til at lukke Passagerpulsen. Regeringen gør dermed Danmark til det eneste land i Europa udover Portugal, som ikke har en officiel repræsentant for passagerne. "Vi er chokerede og skuffede" siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.