30 ud af 38 produkter fra Temu dumper ny undersøgelse
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt 38 forskellige produkter fra den kinesiske handelsplatform Temu. Langt størstedelen overholder ikke europæiske regler, og mange har alvorlige fejl i sikkerheden.
Handelsplatformen Temu er på kort tid strøget til tops som én af de danske forbrugeres foretrukne webshops. En undersøgelse af Epinion for Dansk Industri viser, at Temu nu er den næstmest besøgte webshop i Danmark kun overgået af Zalando.
Men Temus produkter overholder i vidt omfang ikke europæisk lovgivning, og flere produkter til især børn har alvorlige sikkerhedsbrister, viser en ny undersøgelse af Forbrugerrådet Tænk.
38 produkter er indkøbt og undersøgt, og 30 af produkterne overholder ikke regler for sikkerhed og/eller mærkning.
Produkterne tæller børneprodukter, elektronik, kosmetik og plejeprodukter samt rengøringsprodukter.
”Det er et voldsomt resultat, at en så stor del af produkterne ikke overholder grundlæggende regler for forbrugerbeskyttelse. Når man som forbruger handler på en lovlig, dansksproget hjemmeside, bør man ikke være bekymret for ens sikkerhed og sundhed. Men vores undersøgelse – sammen med rækken af andre, lignende undersøgelser – viser med al tydelighed, at den bekymring er nødvendig. Det er en sag, som myndigheder og politikere bør tage meget alvorligt,” siger Esben Grønborg Geist, konstitueret direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Store problemer med børneprodukter
Blandt de 38 produkter, som Forbrugerrådet Tænk har undersøgt, er 15 børneprodukter herunder sutter, bæreseler og legetøj. 11 af børneprodukterne har sikkerhedsfejl med blandt andet små dele, der kan løsrive sig eller for lange snore, der kan udgøre en kvælningsrisiko.
Børneprodukterne er undersøgt sammen med en ekstern ekspert og ved at imitere den måde, børn i den relevante aldersgruppe typisk vil lege med eller bruge produktet.
14 børneprodukter har dertil utilstrækkelig eller forkert mærkning, herunder aldersmærkninger som enten er selvmodsigende eller ikke giver mening i forhold til produktet. For eksempel er både en sut og en sutteflaske mærket som ”ikke egnet til børn under 3 år”.
Forbrugerrådet Tænk har sammen med en ekstern ekspert desuden undersøgt fire opladere, hvoraf to har risiko for at give stød, mens tre ud af tre undersøgte rengøringsprodukter dumper på grund af både manglende ingredienslister, manglende børnesikring og manglende advarsler.
Blandt de undersøgte kosmetik- og plejeprodukter indeholder 10 ud af 12 mistænkt hormonforstyrrende stoffer, hvoraf 3 ud af 6 solcremer indeholder et solfilter, der ikke er set på det danske marked i årevis, blandt andet fordi myndighederne længe har advaret imod det. Stoffet bliver ulovligt i EU til næste år.
Mangelfuld lovgivning
Ifølge Esben Grønborg Geist kan Temu slippe afsted med at sælge usikre produkter, fordi de ikke skal stå til ansvar for deres produkter i tilstrækkeligt omfang.
Han understreger samtidig, at de danske myndigheder faktisk har mulighed for at sanktionere Temu, hvis de gentagne gange overtræder de krav, der er til produkter i Europa, hvilket testene fra forskellige organisationer viser, at de gør. En lov indført i 2020 giver nemlig de danske myndigheder mulighed for i de tilfælde fx at uddele bøder eller ultimativt at lukke hjemmesiden i Danmark, hvis der samtidig er en vis risiko forbundet med brugen af produktet.
”Vi mangler grundlæggende at give handelsplatforme som Temu, Shein, Wish og Amazon et såkaldt importøransvar i EU-lovgivningen, altså gøre platformene ansvarlige for produktsikkerheden ved de varer, de formidler til europæiske og danske forbrugere. Samtidig opfordrer vi myndigheder og politikere til at bruge de muligheder, som loven allerede giver dem i forhold til at slå ned på virksomheder, der igen og igen sælger usikre produkter til forbrugerne” siger Esben Grønborg Geist
Dagligvarekæder og Forbrugerrådet Tænk vil have danskerne til at spise flere bælgfrugter og mindre kød
Kun hver femte børnefamilie vælger ofte kødet fra i hverdagskosten, viser ny undersøgelse. Nu vil ni danske dagligvarekæder og Forbrugerrådet Tænk få forbrugernes øjne op for bælgfrugter i hverdagskosten ved at lære dem én ny opskrift at kende.
Dagligvarekæder og Forbrugerrådet Tænk i fælles udmelding: Danskerne skal spise flere bælgfrugter og mindre kød
Kødforbruget skal med tiden sættes markant ned, og danskerne skal vænne sig til at supplere hverdagskosten med andre proteinkilder. Det skriver den danske dagligvarehandel og Forbrugerrådet Tænk i fælles statement.
Techgiganter skal kompensere forbrugere ved svindel
Nyt forbrugerpolitisk udspil af Forbrugerrådet Tænk med 20 nye forslag skal tæmme techgiganterne og styrke forbrugerne på digitale platforme. Organisationen vil blandt andet tackle digital svindel ved at gøre techgiganterne økonomisk ansvarlige.