SAS anmeldt for grov greenwashing
SAS tildeler kunder titlen som ”miljøbevidst rejsende” og giver rabat på fremtidige flyvninger, hvis man fx køber produkter i onlineshoppen og ser en video om fremtidens luftfart. SAS’ ”Conscious Traveler”-koncept er etklart eksempel på greenwashing, mener Forbrugerrådet Tænk, der derfor anmelder flyselskabet til Forbrugerombudsmanden.
Køb en dynamolygte, få titlen som ”miljøbevidst rejsende” og rabat på din næste flyvning.
Eksemplet er en del af SAS ’Conscious Traveler’-initiativ i flyselskabets loyalitetsprogram. Ifølge Forbrugerrådet Tænk er det et groft eksempel på greenwashing af flyvninger, som topper listen over klimabelastende forbrugsvaner.
Ved at tage 10 miljøbevidste skridt kan man som SAS-kunde opnå titlen ”Conscious Traveler”, hvortil man kan blive belønnet med fx et badge eller 5000 bonuspoint, der kan bruges som rabat på fremtidige flyvninger.
De miljøbevidste skridt kan være at se en reklamevideo om fremtidens luftfart, tilføje en valgfri mængde biobrændstof ved sin næste flyvning eller købe ”miljøbevidste” produkter i shoppen, skønt disse produkter hverken er miljømærket eller mindre miljøbelastende end andre lignende produkter efter Forbrugerrådet Tænks vurdering.
Med ’Conscious Traveler’ vildleder SAS forbrugerne til at tro, at små handlinger som at købe miljøbevidste produkter i en shop kan kompensere for den massive CO2-udledning, som flyvning medfører.
”Man skulle næsten tro, at det var satire, når SAS belønner deres kunder for at tage såkaldte miljøbevidste skridt, som fx at se en video, for herefter tildele dem bonuspoint til at kunne flyve endnu mere. Ikke mindst når de miljøbevidste skridt i bedste fald ikke har nogen effekt på ens udledning som forbruger. Tværtimod ansporer initiativet til endnu mere udledning ved fx at opfordre forbrugeren til at købe ting som dynamolygter eller power banks. Det er vildledning af forbrugeren i den grove ende. Man gør ikke sin flyrejse mindre miljøbelastende ved at købe soldrevet elektronik eller plantebaseret vaskemiddel, ” siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugerrådet Tænk har anmeldt SAS til Forbrugerombudsmanden for brud på markedsføringsloven.
Pressekontakt
Jakob Steensen Nielsen
Presseansvarlig
jsn@fbr.dk
Pressetelefon: 2588 2016

Stor treårig indsats skal inspirere mere end en halv million børnefamilier til grønnere og sundere mad
Børnefamilier landet over får nu en stor tilskyndelse til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd. Gennem tre år vil børnefamilier i hele landet møde grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.

Dagligvarekæder og Forbrugerrådet Tænk vil have danskerne til at spise flere bælgfrugter og mindre kød
Kun hver femte børnefamilie vælger ofte kødet fra i hverdagskosten, viser ny undersøgelse. Nu vil ni danske dagligvarekæder og Forbrugerrådet Tænk få forbrugernes øjne op for bælgfrugter i hverdagskosten ved at lære dem én ny opskrift at kende.

Dagligvarekæder og Forbrugerrådet Tænk i fælles udmelding: Danskerne skal spise flere bælgfrugter og mindre kød
Kødforbruget skal med tiden sættes markant ned, og danskerne skal vænne sig til at supplere hverdagskosten med andre proteinkilder. Det skriver den danske dagligvarehandel og Forbrugerrådet Tænk i fælles statement.