Ulovlig PFAS i tre ud af fire jakker fra Temu, Amazon og Shein
Produkter fra handelsplatforme uden for EU indeholder ofte ulovlig kemi. Det bekræfter en ny PFAS-test af vandtætte jakker fra henholdsvis danske butikker og handelsplatformene Temu, Shein og Amazon. En stor kampagne skal derfor gøre danskerne opmærksomme på risikoen for ulovlig kemi ved at handle uden for EU.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har i ny test sammenlignet billige vandtætte jakker fra henholdsvis online handelsplatforme, hvor man køber varer fra virksomheder uden for EU, og danske butikker for om de indeholder PFAS.
13 ud af 17 jakker fra handelsplatformene Temu, Amazon og Shein indeholder PFAS. 12 af jakkerne indeholder PFAS-stoffer, der er ulovlige i EU.
Til sammenligning fandt Forbrugerrådet Tænk Kemi kun PFAS i én af de ni testede jakker fra danske butikker. Her var det en type PFAS, som i dag er lovlig, men som per 1. juli 2026 står til at blive ulovlig i Danmark.
Direktør i Forbrugerrådet Tænk, Winni Grosbøll, udtaler:
”Vores test viser tydeligt, at produkter fra platforme som Temu, Shein og Amazon langt oftere indeholder PFAS – endda ulovlige PFAS-stoffer. Faktisk er man næsten garanteret ulovlig PFAS, hvis man køber en vandtæt jakke fra handelsplatforme uden for EU. Det er stærkt bekymrende, da PFAS kan skade både sundhed og miljø. Vi opfordrer derfor forbrugerne til at undgå disse platforme. Testen viser heldigvis også, at man sagtens kan købe en billig jakke uden at få sundhedsskadelige PFAS med i købet. Alle testede jakker fra både Danmark og udlandet koster nemlig mellem 75 og 350 kroner. ”
Forbrugerrådet Tænk Kemi har forelagt testresultaterne til Miljø- og Ligestillingsminister Magnus Heunicke, der udtaler:
”Det er skræmmende, at der er PFAS-stoffer i 76 procent af de jakker, danskerne kan købe på online markedspladser som Temu, Shein og Amazon, og at der i de fleste tilfælde er tale om PFAS-koncentrationer, der er ulovlige i EU. PFAS er et problem for vores sundhed og vores miljø, og vi skal gøre, hvad vi kan for at stoppe brugen af det. Både for den enkelte forbruger og for vores fælles miljøs skyld.”
Forbrugerrådet Tænk Kemi har anmeldt de 12 jakker med ulovlige PFAS-stoffer til Miljøstyrelsen.
Ulovlig kemi i halvdelen af produkter fra handelsplatforme
Det er dog ikke kun i forhold til PFAS og jakker, at produkter fra handelsplatforme overtræder europæiske krav for kemiindhold.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har siden 2019 testet i alt 148 produkter fra handelsplatforme uden for EU, herunder smykker, kosmetik, tøj og legetøj, for uønsket kemi. En ny optælling på tværs af 9 forskellige tests viser, at knap halvdelen af produkterne fra handelsplatforme som Temu, Shein og Amazon indeholder ulovlig kemi af forskellig art.
”Vi har testet produkter i mange år fra de her platforme, og tilstanden er ikke blevet bedre. De danske og europæiske politikere er heldigvis opmærksomme på problemet, men vi bliver ved at teste og råbe op indtil forbrugerne ikke længere skal risikere ulovlig og potentiel sundhedsskadelig kemi i de produkter, som de kan købe online, ” siger Winni Grosbøll.
En ny kampagne, ”Kemi for 1 krone”, fra Forbrugerrådet Tænk Kemi skal gøre danske forbrugere opmærksomme på risikoen ved at handle på handelsplatforme som Temu, Shein og Amazon.

Hver tredje borger er blevet digitalt svindlet
En tredjedel af befolkningen har været udsat for digital svindel, mens tre ud af fire har oplevet forsøg på digital svindel. Det viser en ny stor befolkningsundersøgelse som Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden står bag.

SAS anmeldt for grov greenwashing
SAS tildeler kunder titlen som ”miljøbevidst rejsende” og giver rabat på fremtidige flyvninger, hvis man fx køber produkter i onlineshoppen og ser en video om fremtidens luftfart. SAS’ ”Conscious Traveler”-koncept er etklart eksempel på greenwashing, mener Forbrugerrådet Tænk, der derfor anmelder flyselskabet til Forbrugerombudsmanden.

Stor treårig indsats skal inspirere mere end en halv million børnefamilier til grønnere og sundere mad
Børnefamilier landet over får nu en stor tilskyndelse til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd. Gennem tre år vil børnefamilier i hele landet møde grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.