PFAS: Hvordan undgår du PFAS? Få svarene her
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

10 gode råd til at undgå PFAS

Vil du undgå PFAS i alt fra regntøj, stegepander og tandtråd? Få vores 10 gode råd til at undgå PFAS her.

Katja Ravn og Christel S. Kirkeby · Foto: Getty Images · 6. februar 2025
Dreng i regnjakke

PFAS er i mange produkter i din hverdag. Du kan støde på PFAS i regntøj, skaljakker, flyverdragter, børnestøvler, møbler, cykelolie, maling, stegepander, cremer og tandtråd. 

Vil du gerne undgå PFAS i dine produkter? Følg disse 10 gode råd. 

1. Tøj, tekstiler og sko uden PFAS 

Et dansk forbud mod PFAS i bl.a tøj og sko bliver indført fra den 1. juli 2026. Indtil da er det en god ide at gå uden om evighedskemikalierne i disse produkter. 

PFAS kan være i tøj, tekstiler og sko, som skal have en smuds-eller vandafvisende overflade. Det er typisk: 

  • Regntøj
  • Flyverdragter
  • Udendørstøj som skaljakker eller vandrebukser
  • Skitøj
  • Luffer eller vanter
  • Vinterstøvler
  • Tæpper 

Membranen i din jakke eller i dine støvler kan også indeholde PFAS. Støder du fx på mærket Gore-Tex, indeholder det ofte fluorstoffet PTFE.  

Varemærket Gore-Tex har dog udgivet en nye PFAS-fri variant, der hedder Gore-tex ePe. Ser du dette mærke på udendørstøj eller sko, er det uden PFAS. 

Gå efter udendørstøj og sko, som er mærket “PFAS-fri”, “fri for fluorstoffer”, “PFC-fri” eller lignende. Du kan også spørge i butikken efter fluorfri alternativer. 

Undgå PFAS i møbler 

Svanemærkede møbler og tøj er også uden PFAS, men kan også være svære at finde. Tjek gerne Svanemærkets hjemmeside.  

Find også PFAS-fri tøj, tekstiler og sko her: 

2. Undgå PFAS i imprægneringsmidler

Imprægneringsmidler er ligesom tøj og sko med i det kommende danske forbud mod PFAS. Indtil forbuddet træder i kraft, anbefaler vi at gå helt uden om PFAS i imprægneringsmidler, hvor du risikerer at indånder PFAS-stoffer, når du sprayer nye sko eller en ny sofa. 

Gå efter PFAS-frie imprægneringsmidler, hvis du vil imprægnere udendørstøj, sofa eller støvler. Her kan du tjekke vores to kemitest: 

Du kan også bruge midler, der er baseret på en blanding af voks og paraffin. 

Brug også gerne pumpe frem for spray, og imprægnér altid udendørs.  

3. Vælg en stegepande uden PFAS for miljøets skyld 

Nonstick-stegepander kan indeholde PFAS i belægningen. Er panden mærket med ”PTFE” eller ”teflon”, så indeholder den PFAS. Men du kan ikke nødvendigvis se det. 

PFAS frigives ikke ved almindelig brug af køkkenudstyr. Men de kan frigives, hvis panden bliver overophedet. 

Vælger du en pande uden PFAS, hjælper du til, at der ikke udledes PFAS fra produktionen til miljøet. 

Kig efter ”PFC-fri”, ”uden fluorstoffer” eller ”PFAS-fri”, hvis du vil undgå PFAS. Disse betegnelser dækker over alle PFAS-stoffer. 

Stol ikke på “PFOA-fri” og “PFOS- fri” 

Vær opmærksom på, at udtryk som PFOA- og PFOS-fri ikke er en garanti for, at der ikke er brugt andre PFAS-stoffer. Disse to specifikke PFAS-stoffer er allerede forbudte i EU. Vi har tidligere anmeldt en række stegepander for denne ulovlige markedsføring, og har fået medhold fra Forbrugerombudsmanden.  

Mere om PFAS i køkkenudstyr:

4. Skivoks, bilvoks og cykelolie uden PFAS 

Skismøring kan også indeholde PFAS, og det er særligt problematisk for miljøet. Stofferne kan nemlig spredes på pisterne og ophobe sig i naturen. 

Skisportsområder har tidligere fået målt høje niveauer af PFAS i naturen. 

Du kan finde voks uden fluorforbindelser. Husk derfor at spørge efter det i butikken. Det samme gælder voks til biler. 

Cykelolie og -spray kan også indeholde PFAS ofte i form at stoffet PTFE, som også kaldes teflon. Spørg efter udgaver uden PFAS eller tjek vores test.

5. Undgå PFAS i tandtråd 

Din tandtråd kan indeholde fluorstoffet PTFE, eller bedre kendt som teflon. 

Stoffet PTFE kan gøre det lettere for tandtråden at glide mellem tænderne. 

Du kan tit se på indpakningen, om tandtråden indeholder PTFE. Men vær opmærksom på, at virksomheden ikke er forpligtiget til at oplyse, om produktet indeholder PTFE. 

Spørg producenten eller forhandleren direkte, hvis du vil være sikker på, at tandtråden er uden PTFE. Se også vores markedstjek af tandtråd med og uden PFAS

6. Vælg maling og træbeskyttelse uden PFAS 

Træbeskyttelse og maling kan indeholde PFAS, der er med til at gøre overfladen vandafvisende. 

Visse produkter markedsføres med, at de indeholder teflon, som er fluorstoffet PTFE. Undgå maling og træbeskyttelse, der reklamerer med dette. 

Vælg gerne maling, der er mærket med miljømærkerne Svanen eller Blomsten. Her stilles en række krav til, at der ikke må bruges fluorstoffer. 

7. Tjek kosmetik og pleje for PFAS med Kemiluppen 

I appen Kemiluppen er der i visse tilfælde fundet PFAS i personlige plejeprodukter og kosmetik. Det gælder blandt andet barberskum, øjenskygge, foundation og ansigtscremer. 

Brug Kemiluppen til at tjekke dine kosmetik- og plejeprodukter. Dit produkt får den laveste bedømmelse i appen, C-kolben, hvis det indeholder PFAS. 

Du kan også vælge Svanemærket kosmetik, som ikke må indeholde PFAS. 

8. Undgå varer uden for EU med PFAS 

Der findes regler for afgivelse og indhold af en række PFAS-stoffer i EU.  

I Danmark har vi taget skridtet videre med et nationalt forbud mod alle PFAS-stoffer i pap og papiremballage til fødevarer - og det opfølges med et forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler i 2026. 

Alle disse regler og forbud er du ikke beskyttet af, når du køber produkter uden for EU på webshops som Amazon, Aliexpress, Shein, Temu eller Wish.  

Her har vi tidligere fundet mængder af PFAS i langt højere grad end herhjemme eller indhold af stoffer, der længe har været forbudt i EU. Dette gælder også for andre uønskede stoffer som ftalater, bor mm. 

Derfor anbefaler vi helt generelt ikke at købe produkter uden for EU. 

Se vores undersøgelser af varer uden for EU: 

9. Gør rent ofte for at undgå PFAS 

Møbler, tøj og sko kan over tid afgive PFAS, som sætter sig i indeklimaet og blander sig med støv og nullermænd. 

Støvsug ugentligt, tør støv af og luft ud to gange dagligt. På den måde kan du fjerne uønsket kemi fra dit indeklima. 

10. Stil spørgsmål om PFAS  

Spørg i forretningen, om produkterne er indeholder eller er imprægneret med PFAS og gå efter varer, der ikke er behandlet med de problematiske stoffer. 

Her kan du også se efter mærkningerne PFAS-fri, PFC-fri, fluorcarbon-fri eller fluorfri.  

Når du spørger efter PFAS-fri, kan du få hjælp til at finde produkter uden PFAS. Og hvis butikken eller producenten ikke har disse produkter, kan du være med til at gøre dem opmærksomme på det. 

Mange andre produkter med PFAS 

Gang på gang finder Forbrugerrådet Tænk Kemi PFAS i forskellige produkter. Så det kan være svært at samle en helt udførlig liste med alle de produkter, der indeholder PFAS. 

Hver gang vi finder produkter med PFAS udgiver vi test eller artikler, så du nemmere kan styre uden om stofferne og være med i vores kamp om at få producenterne væk fra PFAS og hen mod bedre alternativer, der ikke skader sundheden eller miljøet. Her er andre artikler om PFAS i produkter: