Gå til hovedindhold

Er der PFAS i dugen til spisebordet?

Bordduge, stofduge og voksduge kan indeholde PFAS for at gøre dem smuds- og vandafvisende. Vi har testet 21 duge for stofferne, så du kan undgå dem.

Katja Ravn · Foto: Getty Images · 13. oktober 2026
duge

En praktisk voksdug til aftensmaden eller en finere dug til fødselsdage, jul og andre mærkedage skal pynte og gøre det let at tørre rødvin eller madrester af.

Derfor er nogle duge overfladebehandlet med de problematiske stoffer PFAS for at gøre dem smuds- og vandafvisende.

Vi har testet et bredt udvalg af duge til hverdag og fest for PFAS fra mærker som Jysk, Ikea, Salling, Södahl, Georg Jensen, PartyKing, Shein og Temu.

Hovedkonklusioner i testen af duge

  • Næsten halvdelen af de testede duge indeholder PFAS.
  • Fem duge indeholder PFAS i mængder, der overskrider EU's grænseværdier. 
  • Der er ingen tydelig forskel på pris og indhold af PFAS i dugene. 
  • PFAS findes primært i duge, der markedsføres som smuds- og vandafvisende.
  • 12 duge er fri for PFAS. 
Se testen af duge her

Markedsføring kan afsløre risiko for PFAS

Vi har udvalgt duge, der er markedsført med at være vand- eller smudsafvisende, lette at aftørre eller have andre lignende egenskaber, som PFAS kan bruges til at opnå.

I markedsføringen kan der typisk stå, at dugen er stain-reppellent, waterproof, vandafvisende, easy-clean eller at dugen let kan tørres af med en klud.

Men ikke alle mærker eller forhandlere har duge med denne type markedsføring. Hos fx Jysk og Ikea fandt vi ikke denne type af anprisninger på nogen af deres duge, men da det er udbredte forhandlere har vi valgt at teste dem alligevel.

Resultatet viser, at PFAS især findes i duge, der markedsføres som vand- eller smudsafvisende:

  • 14 duge havde en eller flere relevante anprisninger om vand- eller smudsafvisende egenskaber, og ni af dem indeholdt PFAS. 
  • De sidste syv duge havde ingen anprisninger om vand- eller smudsafvisende egenskaber, og ingen af dem indeholdt PFAS.

Duge med ulovlige PFAS-stoffer

Fem duge indeholder PFAS over EU’s grænseværdier.

To af disse var købt på online markedspladsen Shein. De oplyser, at de har fjernet varerne fra deres platform, og at købere kan få pengene retur. 

 

Duge med PFAS, der endnu ikke er ulovlige

Fire duge fra danske forhandlere indeholder PFAS-stoffet 6:2 FTOH i større mængder. Stoffet bliver forbudt i tekstiler som duge fra efteråret 2027. 

 

Duge uden PFAS

12 duge i testen er uden PFAS og får den bedste kemibedømmelse, A-kolben. 

Seks af dem kan vi anbefale. Det er:

 

Fire duge fra Temu og to duge fra Fruugo er også uden PFAS. Men vi kan ikke anbefale dem. Det drejer sig om en generel bekymring for online markedsplatforme uden for EU:

"At en dug er fri for PFAS betyder ikke nødvendigvis, at den er et godt køb. Når du handler på online markedspladser fra sælgere uden for EU, er der generelt større risiko for at få produkter, der ikke overholder EU's regler for kemi og sikkerhed. Det ser vi gang på gang i vores test.,” forklarer testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi Stine Müller.

Derfor anbefaler vi at købe produkter fra virksomheder inden for EU, hvor det både er lettere at kontrollere produkterne og holde virksomhederne ansvarlige, hvis reglerne ikke bliver overholdt. 

Ingen sammenhæng mellem pris og indhold af PFAS

Testen viser, at en dyrere dug ikke nødvendigvis er et bedre valg, når det kommer til indholdet af kemikalier.

I de billige duge fra Ikea eller Jysk til henholdsvis 30 og 100 kroner fandt vi ingen af de problematiske stoffer, mens dugene fra dyrere mærker som fx Georg Jensen Damask købt til 1.180 kroner indeholdt PFAS.

Må der være PFAS i duge?

En dug kan godt indeholde PFAS, uden at det er ulovligt.

Danmark har forbudt PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler fra den 1. juli 2026, men forbuddet gælder ikke duge og andre tekstiler til boligen.

Miljøminister Maria Reumert Gjerding udtaler, at de ikke forventer at udvide forbuddet til tekstiler:
”Formålet med det danske forbud mod PFAS i tøj og sko har været at regulere der, hvor der er størst påvirkning af miljøet, og her udgør tøj og sko den klart største kilde. Regeringen vil gå forrest i arbejdet for en ambitiøs miljøpolitik i EU. Derfor har Danmark sammen med fire andre lande udarbejdet et forslag til EU-forbud mod alle PFAS i alle anvendelser - også duge.”

Ifølge testansvarlig Stine Müller er forbuddet et vigtigt skridt i den rigtige retning, men der er brug for et bredere fokus:

”Det er rigtig godt, at Danmark går forrest med forbud mod PFAS i tøj og sko, men vores test viser gang på gang, at PFAS også er udbredt i andet tekstil fra duge til tæpper, kombivogne og cykelanhængere til børn. Skal vi standse den omfattende forurening med de her skadelige stoffer, er der brug for hurtigere forbud mod stofferne i flere helt almindelige produkter”, siger hun. 

Der findes enkelte PFAS-stoffer, som er forbudt i hele EU. Det er fx PFOA og PFOA-lignende stoffer. I testen fandt vi fem duge med indhold af forbudte PFAS stoffer over de gældende grænseværdier. EU arbejder fortsat for et bredere forbud mod alle PFAS-stoffer i mange produkter.

Samtidig fandt vi fire duge med andre PFAS-stoffer, som endnu ikke er forbudt i duge. Det er stoffer, der hører til gruppen af PFHxA og PFHxA-lignende stoffer. EU har vedtaget regler for disse stoffer, men forbuddet kommer først til at gælde for duge og andre boligtekstiler fra efteråret 2027.

Oeko-tex-mærkede duge med PFAS

Oeko-Tex Tiltro til tekstiler stiller krav til indholdet af kemikalierester i det færdige tøj og har også indført deres eget forbud mod alle PFAS fra 2024.

Alligevel finder vi stofferne i to Oeko-Tex mærkede duge. Fire duge i testen er mærket med Oeko-Tex. Det er dugene fra Jysk, Salling, Textilogvoksdug.dk og Servietringen. 

Dugene fra Jysk og Salling var uden PFAS, mens de to andre var med indhold af PFAS. 

At vi finder PFAS i Oeko-Tex certificerede duge kan skyldes, at dugene er produceret før Oeko-Tex forbød brug af PFAS. Det bekræfter Textilogvoksdug.dk, da deres dug er fra 2023.

Det betyder at Oeko-tex mærket fortsat ikke er en garanti for at få PFAS-fri produkter.

Samme mærker laver duge med og uden PFAS

Er der PFAS i en dug fra testen, betyder det ikke, at alle mærkets andre duge indeholder PFAS.

Testen viser, at du kan finde en dug med PFAS hos Georg Jensen Damask, men de har også PFAS-frie varianter. Det fremgår i produktbeskrivelsen på deres hjemmeside.

Det er derfor vigtigt, du undersøger, hvad der står om produktet, inden du køber. 
 

Sådan undgår du PFAS i duge

  • Undgå duge, der er markedsført som ”vandafvisende”, ”antiplet”, ”let af aftørre” mm. Det betyder, at dugen kan indeholde PFAS.
  • Gå efter duge, der skriver, at de er PFAS-fri, produceret uden PFAS eller lignende. 
  • Vask din nye dug, inden du tager den i brug første gang. Du vasker ikke PFAS-stoffer af, men du kan vaske andre restkemikalier ud.
  • Spørg virksomheden, om de har PFAS-frie produkter. De kan lave duge, som både er med og uden PFAS.
  • Hvis du har købt en varer, der indeholder ulovlig kemi, kan du være berettiget til at ophæve købet og få dine penge tilbage. Har du en dug fra testen med ulovlige PFAS-stoffer, anbefaler vi, at du kontakter sælgeren og forsøger at få pengene tilbage. Vi kan dog ikke garantere, at du får pengene.