Bradepander indeholder PFAS
Vi har spurgt en række virksomheder, om deres bradepander er med eller uden PFAS i nonstick-belægningen. Hele 15 ud af 21 bradepander indeholder de problematiske stoffer. Se dem her.
Nonstick-belægning på køkkenudstyr som toastere, vaffeljern, stegepander, brød- og bageforme og bradepander kan være PTFE, også kendt som Teflon, der er en PFAS. Andre typer af nonstick-belægninger på fx bradepander kan også indeholde PFAS.
Men det kan være svært at se, om dit køkkenudstyr indeholder PFAS. Der er nemlig ikke krav om, at virksomhederne skal informere om indholdsstofferne på produkterne.
I Forbrugerrådet Tænk Kemi har vi spurgt producenterne bag 21 forskellige bradepander, om de er med eller uden PFAS. Bradepanderne er fordelt på 14 forskellige mærker.
Vi har ikke efterprøvet virksomhedernes svar og testet bradepanderne for PFAS. Denne liste er udelukkende baseret på informationer fra virksomhederne.
Listen viser, at der er nogle mærker, som både laver bradepander med og uden PFAS. Derfor er det en god ide at være opmærksom på, hvilke produkter det drejer sig om.
Bradepander, der ifølge virksomheden er uden PFAS
- Cook & Baker Chef's Choice Bradepande 29x39 cm
- Eva Trio Professionel bradepande med rist 25x19 cm
- Funktion Bradepande med rist 39x28 cm (*)
- Greenpan Barcelona Bradepande 27x36 cm
(*) Bradepanden er opdateret i 2023 med en nonstick-belægning uden PFAS, men der kan stadig være ældre udgaver med PFAS i butikkerne.
Bradepander, der ifølge virksomheden er med PFAS
- Berndes b.green Bradepande 33x37 cm
- Blomsterbergs Bradepande 30x40 cm
- Cook & Baker Bradepande 26x38,5 cm
- Cook & Baker Bradepande med rist 39x27 cm
- Eva Trio Bradepande Støbt aluminium 36x28,5 cm
- Funktion Ceramica Bradepande 25x35 cm (**)
- Holm Bradepande med rist 40x28 cm
- Ikea Hemmabak 36x27 cm
- Le Creuset TNS Bradepande 41,35x27,87 cm
- Mauviel M'Stone3 Bradepande 25x35 cm
- Patisse Silvertop bradepande 28x19 cm
- Patisse Bradepande 35x24 cm
- Pyrex Bradepande 30x24 cm
- Tefal Jamie Oliver bradepande med rist 26x32 cm
- Tefal Jamie Oliver bradepande 28x40 cm
(**) Den keramiske belægning på indersiden af bradepanden er PFAS-fri, men det er belægningen på ydersiden af bradepanden ikke.
Belægningen af bradepanderne med PFAS er enten PTFE (et PFAS-stof) eller silikonebaserede belægninger, hvor virksomhederne ikke kan udelukke, at de er med PFAS. Det drejer sig om bradepander fra F&H Group fx Blomsterbergs, Brendes, Pyrex, Funktion, Holm, Mauviel og Patisse.
Se virksomhedens kommentar under afsnittet "Det siger virksomhederne".
Vi mangler svar for disse bradepander
- Scanpan Classic bradebande 34x22 cm
- Scanpan The square bradepande – TechnIQ 28x28 cm
Flere vil udfase PFAS i bradepander
Vores markedstjek viser, at i hvert fald 15 ud af 21 bradepander indeholder PFAS, men flere virksomheder oplyser, at de er i gang med at udfase PFAS i alle deres produkter.
Det betyder også, at nogle af de bradepander, som vi har spurgt ind til, ikke fortsætter på markedet i fremtiden.
”Vi kan se, at der desværre endnu ikke er så mange nonstick-bradepander at vælge imellem, hvis du vil have en uden PFAS. Men det er godt at høre, at flere virksomheder er i gang med en udfasning af de uønskede stoffer. Det er vigtigt, at det bliver lettere for forbrugerne at vælge produkter uden PFAS, så længe vi endnu ikke har hverken et nationalt eller europæisk forbud mod PFAS i forbrugerprodukter" siger vores projektleder Stine Müller.
PFAS frigives kun ved høje temperaturer
Ifølge Fødevarestyrelsen er PFAS godt bundet i nonstick-belægningen. Det betyder, at fluorstofferne ikke bliver overført til maden ved almindelig brug af køkkenudstyret.
Ved højere temperaturer over 250 grader, kan der dog frigives PFAS fra belægningen. Derfor skal du være opmærksom på ikke at overophede køkkenudstyr med nonstick-belægning.
Det er sjældent, at ovntemperaturer er over 250 grader. Så bruger du normalt bradepanden i ovnen - og i øvrigt følger producentens anvisninger - skal du ikke være bekymret for, at du bliver udsat for PFAS fra bradepanderne.
Bruger du også bradepanderne på komfur, grill eller andet, er det vigtigt at være opmærksom på temperaturen.
Slid og skader på overfladebelægningen kan øge risiko for afgivelse. Ikke nødvendigvis af PFAS, men fra materialet under belægningen, som muligvis ikke er tiltænkt fødevarekontakt.
Derfor er det altid en god ide at udskifte bradepander med nonstick, når belægningen bliver godt slidt eller skadet.
PFAS forurener miljøet
Selvom du ikke bliver direkte udsat for PFAS fra køkkenudstyret, kan produktionen af PFAS og de PFAS-holdige produkter på fabrikkerne og bortskaffelsen af produkterne stadig påvirke dig og naturen.
Produktionen forurener miljøet, og stofferne er meget lang tid om at blive nedbrudt i naturen. Det betyder, at PFAS ophober sig i miljøet og derfra kan havne i din mad.
Hvis du vælger køkkenudstyr uden PFAS, er du med til at stoppe brugen af disse uønskede stoffer og begrænse miljøforureningen.
Skal jeg smide min bradepande med PFAS ud?
Har du allerede en bradepande med PFAS? Så behøver du ikke at smide den ud.
PFAS kan kun blive frigivet fra panden, hvis temperaturen er en del højere end de 220 grader, som bradepanderne typisk står ved i ovnen.
Men skal du købe en ny bradepande, anbefaler vi at vælge en uden PFAS for at begrænse forureningen af miljøet, og indirekte også vores samlede udsættelse for PFAS.
Alternativer til nonstick-bradepander
Bradepander uden nonstick-belægning indeholder som udgangspunkt heller ikke PFAS.
Det kan fx være bradepander af rustfrit stål, der er et godt alternativ.
Der er også bradepander af aluminium, men her skal man være opmærksom på, at de ikke egner sig til tilberedning af sure madvarer som fx tomater og citroner.
Derudover er der også en del ovnfaste fade af fx glas eller porcelæn, der i form og størrelse minder om bradepander.
Sådan undgår du PFAS i køkkenudstyr
- Kig efter betegnelser som fx PFAS-fri, Fri for fluorstoffer, PFC-fri eller lignende, hvis du vil undgå produkter med fluorstoffer.
- Spørg virksomheden, om deres produkter er uden PFAS.
- Vælg produkter uden nonstick, der hvor det giver mening.
Det siger virksomhederne
-
Imerco oplyser, at de er i gang med en udfasning af PFAS på egne brands, og at de to bradepander med PFTE-belægning, derfor ikke er genbestilt af kæden.
-
"Alle vores produkter opfylder standarder og krav for produkter til kontakt med fødevarer.
De bradepander, Forbrugerrådet Tænk har spurgt til, er produceret og introduceret på markedet for nogle år siden, hvor der ikke var så stor fokus på PFAS, som der er i dag.
Siden da har meget ændret sig, og vi er nu midt i en proces, hvor vi erstatter PTFE belægninger med keramiske eller silikonebaseret belægninger produceret uden PFAS
Vi har allerede en del produkter uden PFAS, og i fremtiden vil der komme endnu flere. Fra 1. januar 2024 modtager F&H ikke længere varer der er produceret med PFAS.
Hvad angår bradepander har vi ét produkt, Funktion Ceramica bradepande, der er produceret med keramisk belægning uden PFAS på indersiden. Men udvendig kan den fortsat indeholde PFAS.
Derudover er Funktion Bradepanden med rist kommet i en opdateret version her i 2023, der er uden PFAS både indvendig og udvendig. Det kan dog ikke udelukkes, at der stadig kan være ældre udgaver af denne bradepande med PFAS i butikkerne."
-
IKEA udvikler sine produkter ved hjælp af et grundigt risikovurderings- og testprogram for at sikre, at produkterne lever op til alle gældende love og standarder på de markeder, hvor de sælges.
PFAS dækker over en stor gruppe kemisk fremstillede stoffer med bred anvendelse og kan forekomme i produkter med en kompleks forsyningskæde. IKEA begyndte at udfase PFAS i 2009, og siden 2016 er PFAS ikke blevet brugt i nogen af vores tekstiler, kemiske produkter, papir- eller papmaterialer, papirbaseret emballage eller i vores fødevareemballage i vores restauranter, bistroer og kaffebarer.
Køkken- og bageudstyr hos IKEA med non-stick belægning indeholder PTFE (fluoropolymer), som er en type PFAS. Brugen af PTFE i non-stick køkken- og bageudstyr er blevet vurderet af forskellige fødevareagenturer, og vurderingerne har vist, at non-stick belægninger med fluoropolymer er sikre at anvende til det formål de er produceret til.
Ikke desto mindre anerkender vi hos IKEA også de betydelige sundheds- og miljømæssige bekymringer der er vedrørende gruppen af PFAS, om end det er svært at udfase disse kemiske stoffer i visse produktgrupper på nuværende tidspunkt.
I IKEA ønsker vi at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker – et mere sikkert liv er et bedre liv. Derfor gør vi også hvad vi kan for at tilsikre, at vores produkter er sikre at bruge med fokus på sundheden for både mennesker og miljø, og at de endvidere er holdbare på en måde der enten møder eller overgår kundens forventninger.
Undgå PFAS i imprægneringsmidler
Imprægneringssprays kan indeholde PFAS, også kaldet fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Se, hvilke sprays du skal undgå her.
Disse cykelolier er uden PFAS
Vi har testet 27 olier til cykelkæden for de uønskede kemikalier PFAS. Vi har fundet 13 kædeolier uden PFAS. Se dem her.
Disse mælkeskummere er uden PFAS i belægningen
Tre ud af fire mælkeskummere i testen er uden de miljø- og sundhedsskadelige stoffer PFAS i belægningen. Se dem her.