Guide: Sådan spørger du til PFAS
Vil du gerne vide, om dit tøj, sko, møbler eller andre produkter indeholder PFAS? Se vores guide til at spørge i butikkerne eller virksomhederne om PFAS.
Hvordan ved du, om der er PFAS i dine vinterstøvler, jakker, køkkenudstyr, cremer eller tandtråd?
Vi får rigtig mange spørgsmål fra forbrugere, som har svært ved at finde ud af, om deres produkter er med eller uden PFAS, når de spørger i butikkerne eller skriver til virksomhederne.
Følg vores guide og få svar på, om dit produkt indeholder PFAS.
Hvad er PFAS?
PFAS er en stor gruppe af uønskede stoffer, der kan gøre produkter vand- eller smudsafvisende. PFAS bliver også kaldt for evighedskemikalier, fordi de er svære at nedbryde.
Når et produkt med PFAS produceres, bruges og bortskaffes, forurener det miljøet - og i sidste ende vores sundhed.
Hvordan spørger jeg, om et produkt indeholder PFAS?
Når du spørger om PFAS, hjælper det, at du spørger meget grundigt ind til de korrekte betegnelser for PFAS for at få det rigtige svar.
Der findes flere tusinde fluorstoffer, og de går alle sammen under fællesbetegnelsen PFAS. Hvis du gerne vil vide, om et produkt indeholder PFAS, kan du helt konkret spørge:
Er dette produkt fri for PFAS/fluorstoffer? Det vil sige uden PFAS i nogen som helt form? Hermed mener jeg PFC/PFAS/PTFE/TEFLON, alle former for organisk fluor, kortkædet fluorcarbon osv.?
Når du stiller dette spørgsmål, kan du bedre få svar på, om produktet er uden PFAS i nogen som helst form, som samlet set er uønskede for vores sundhed og miljøet.
Du kan også spørge, om produktet er PFAS-fri, PFC-fri, fluorcarbon-fri eller fluorfri. Disse betegnelser kan også stå på produktet og betyder, at produktet er fri for alle slags fluorstoffer.
PFOS og PFOA er forbudte fluorstoffer
Nogle producenter misforstår betegnelsen PFAS. De kan fx tro, at det kun dækker over fluorstofferne PFOS og PFOA, som allerede er forbudte at anvende i produkter.
Derfor kan det være en hjælp at spørge bredere, hvis de ikke har skrevet noget på emballagen.
Vær opmærksom på, at producenten ikke har pligt til at svare dig.
Hvad betyder virksomhedernes svar?
-
Får du et svar fra en virksomhed om, at et produkt er uden PFOS eller PFOA, betyder det ikke, at produktet er fri for PFAS.
PFOS og PFOA er to specifikke fluorstoffer, som er forbudte at bruge i forbrugerprodukter. Produktet kan derfor sagtens indeholde andre tilladte fluorstoffer.
En virksomhed må ikke markedsføre sig med at være fri for forbudte stoffer ligesom PFOS og PFOA. Derfor kan de heller ikke svare, at deres produkt er uden stofferne. Vi har tidligere anmeldt 9 stegepander for ulovlig markedsføring med PFOS og PFOA.
Sådan kan du svare virksomheden:
"PFOS og PFOA er to specifikke fluorstoffer, som allerede er forbudte at anvende i produkter. Det er også ulovligt at markedsføre produkter med at være fri for forbudte kemikalier. Kan I svare på, om produktet er helt fri for PFAS/fluorstoffer?"
-
En virksomhed kan svare, at de overholder reglerne fastsat i EU inden for kemikalieområdet, som også hedder REACH.
Det betyder, at de overholder de fastsatte grænseværdier inden for EU for en række kemikalier i produkter. Det er ikke det samme som, at et produkt er fri for PFAS.
EU's kemikalielovgivning REACH forbyder lige nu stoffer et ad gangen. Derfor er der en række fluorstoffer, som allerede er forbudte at bruge, men ikke dem alle.
Lovgivningen tager heller ikke hensyn til den samlede effekt af uønsket kemi i hverdagen. Derfor har Danmark sammen med fire andre lande gået sammen om et samlet EU-forbud mod mere end 10.000 fluorstoffer.
Sådan kan du svare virksomheden:
"EU-lovgivningen REACH forbyder nogle fluorstoffer, men ikke dem alle på nuværende tidspunkt. Jeg vil gerne vide, om produktet er fri for alle former for PFAS/fluorstoffer."
-
Får du et svar fra en virksomhed eller i butikken, at produktet gerne skulle være fri for PFAS, kan du vælge at stole på, at det er sandt.
Men hvis du er i tvivl, anbefaler vi, at du beder dem følge op hos deres leverandører for at være helt sikker på, at produktet er fri for PFAS.
Mange virksomheder har lige nu travlt med at kontakte deres leverandører for at finde ud af, om deres produkt er produceret med PFAS for at kunne give kunderne det helt rigtige svar. Det kan derfor tage tid at få svar på.
Sådan kan du svare virksomheden:
"Jeg er i tvivl, om jeg kan regne med, at produktet er helt fri for PFAS. Vil I henvende jer til jeres leverandører for at være helt sikre og vende tilbage, om produktet er bekræftet at være uden PFAS?".
-
Hvis en virksomhed svarer, at de bruger PFAS, men at stofferne ikke er farlige i produktet, så kan det også være korrekt.
Det er sjældent det enkelte stof i det enkelte produkt, der udgør en sundhedsrisiko. Det er derimod den samlede udsætte for uønsket kemi i hverdagen fra en række produkter, som er problemet. Dette kalder vi for cocktaileffekten.
Men PFAS er en stor gruppe af stoffer, som er svært nedbrydelige og ophober sig i vores natur og i vores kroppe over mange år. Derfor anbefaler vi at undgå produkter med PFAS.
I vores test finder vi også produkter uden PFAS, som du kan gå efter. Du kan derfor altid finde et godt alternativ, og på den måde sende et signal til virksomhederne om, at du ikke ønsker produkter med uønsket kemi.
Find produkter uden PFAS her:
-
Hvis du ikke forstår virksomhedens svar på, om der er PFAS eller ej i dit produkt, kan du altid skrive til os hos Forbrugerrådet Tænk.
Du kan kontakte vores kemieksperter fra Forbrugerrådet Tænk Kemi på vores mail kemi@fbr.dk eller skrive til os på Facebook eller Instagram.
Vi svarer dig så hurtigt vi kan og hjælper dig med at undgå uønsket kemi i hverdagen.
-
Du kan hente vores gratis app Kemiluppen og scanne kosmetik og plejeprodukter samt vaske- og rengøringsmidler for uønsket kemi.
Hvis dit produkt indeholder PFAS, får produktet den laveste bedømmelse i vores app, C-kolben.
Du kan også bruge appen Tjek Kemien til at spørge producenter og forhandlere, om de bruger udvalgte fluorstoffer optaget på EU's kandidatliste over stoffer, der er særligt problematiske for mennesker og miljø.
På listen er der fluorstoffer, der er klassificeret som værende miljøskadelige, giftige og ikke-nedbrydelige. Anvender producenterne stofferne, skal de oplyse om det. Desværre spørger man ikke ind til alle fluorstoffer. Men på listen er der dem, som vi fra forskningen ved mest om.
Undgå PFAS i imprægneringsmidler
Imprægneringssprays kan indeholde PFAS, også kaldet fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Se, hvilke sprays du skal undgå her.
Disse cykelolier er uden PFAS
Vi har testet 27 olier til cykelkæden for de uønskede kemikalier PFAS. Vi har fundet 13 kædeolier uden PFAS. Se dem her.
Disse mælkeskummere er uden PFAS i belægningen
Tre ud af fire mælkeskummere i testen er uden de miljø- og sundhedsskadelige stoffer PFAS i belægningen. Se dem her.