PFAS kan være i dit ur
Gummiremmen på smartwatches eller løbeure kan være lavet af fluorgummi, som er et andet navn for de skadelige stoffer PFAS.
PFAS er her og der og alle vegne, og det er snart svært at huske, hvor det ikke er henne. Det kan være i teflon i dit køkkenudstyr, i Gore-tex-membranen i dit udendørstøj, i olien til din cykel eller i imprægneringsmidlerne til dine sko.
Stofferne er skadelige for sundheden og miljøet. EU har forbudt specifikke stoffer som PFOA og PFOS i produkter. I Danmark er alle PFAS-stoffer forbudt i pap og papiremballage til fødevarer, og fra 2026 er PFAS forbudt i tøj, sko og imprægneringsmidler.
Men der findes stadig mange andre PFAS-stoffer i mange andre produkter, hvor det ikke er forbudt.
Nu viser et amerikansk studie, at endnu en produktkategori indeholder PFAS. Remme til ure - smartwatches, fitnesstrackere, dykkerure - kan være lavet af fluorelastomere, eller fluorgummi, der er PFAS.
PFAS om håndleddet
I det amerikanske studie er 22 urremme fra forskellige mærker og i forskellige prisklasser undersøgt for indhold af PFAS.
I 15 ure var det tegn på PFAS i gummiremmen om håndleddet og i ni af disse blev der fundet indhold af særlig et PFAS-stof (PFHxA). Den syntetiske fluorgummi er en holdbar gummi, der gør remmen ekstra sved-, smuds og fedtafvisende.
Svært at opdage PFAS i ure
Urremme kan indeholde fluorgummi - og dermed PFAS - uden at du kan se det.
Blandt de testede urremme fra det amerikanske marked var der også remme, der ikke oplyste om materialet, men som alligevel viste sig at indeholde PFAS.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har ikke testet urremme på det danske marked for indhold af PFAS. Men et overordnet markedstjek viser, at der er urremme på markedet, hvor det oplyses, at de er lavet af fluorgummi, fluorelastomere eller FKM-gummi, som det også kaldes. Uanset navnet, er de alle PFAS.
PFAS har mange navne
Navnene for PFAS er mange og forskellige, og som forbruger kan det være rigtig svært at vide, hvad du skal gå efter.
Det kan være lidt nemmere at fokusere på, om et produkt har en smuds- og vandafvisende egenskab – for her kan du støde på PFAS. Det er fx nonstick-overflader på køkkenudstyr, skaljakker og vinterstøvler, der skal klare dårligt vejr, eller imprægnering til din sofa eller sko.
Når du skal købe disse produkter, er det godt at se efter anprisningerne PFAS-fri, PFC-fri, fluorcarbon-fri eller fluorfri.
Er du i tvivl, så spørg producenten om produkterne indeholder PFAS eller ej. Du kan også tjekke vores mange kemitest, der undersøger alverdens produkter for PFAS.
Er PFAS i dit ur farligt?
PFAS er en stor gruppe af problematiske stoffer, der alle har det tilfælles, at de ophober sig i naturen og mennesker.
Stofferne er mistænkte for at medføre en række sygdomme som fx nedsat immunsystem, øget risiko for kræft, højt kolesterol i blodet mm.
Vi kan blive udsat for PFAS direkte, når vi bruger produkterne, eller fra forureningerne i miljøet gennem mad og vand.
Din urrem er i kontakt med din hud mange timer dagligt. Men det er stadig uvist, hvor stor din udsættelse for PFAS i en urrem er.
Det er generelt brugen af PFAS i produktionen og bortskaffelsen af produkterne, der forurener miljøet med PFAS.
Er der PFAS i dit ur? Så er der ingen grund til at smide det ud. Du kan godt forsætte med at bruge uret, for det er ikke det enkelte produkt med PFAS, der er problemet. Det er produktionen, brugen og bortskaffelsen af alle produkterne, der udgør en risiko for sundhed og miljø.
Overvejer du at købe et ur, smartwatch, fitnesstracker eller dykkerur?
- Vælg urremme uden fluorgummi, fluorelastomere, FKM-gummi og tilsvarende materiale betegnelser. Det er PFAS.
- Spørg forhandler eller producent, om urremmen er uden PFAS
“PFOA-frie" stegepander er vildledende markedsføring
Nu slår Forbrugerombudsmanden fast, at virksomheder ikke må markedsføre stegepander med at være fri for de allerede ulovlige fluorstoffer.
Undgå PFAS i imprægneringsmidler
Imprægneringssprays kan indeholde PFAS, også kaldet fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Se, hvilke sprays du skal undgå her.
Disse cykelolier er uden PFAS
Vi har testet 27 olier til cykelkæden for de uønskede kemikalier PFAS. Vi har fundet 13 kædeolier uden PFAS. Se dem her.