Sådan undgår du PFAS i outdoor tøj
Jakker, regntøj, flyverdragter og vanter kan indeholde PFAS, eller fluorstoffer, der kan være problematiske for din sundhed og miljøet. Undgå fluorstoffer i dit outdoor tøj med disse 4 tips.

Fritidstøj som regntøj, flyverdragter, skitøj og andet udendørstøj skal kunne stå imod både vind og vejr. Denne type outdoor tøj kan være produceret eller imprægneret med fluorstoffer, forkortet PFAS, som har både vand- og smudsafvisende egenskaber.
Fluorstoffer kan være problematiske for din sundhed. Stofferne er meget lang tid om at blive nedbrudt, og derfor kan de ophobe sig i kroppen.
Derudover kan fluorstoffer også forurene naturen, når de bliver produceret på fabrikker.
Her kan du finde PFAS
Udendørstøj dækker over en lang række produkter. Du kan derfor finde PFAS, eller fluorstoffer, mange steder i din garderobe.
Disse produkter kan indeholde PFAS:
- Jakker, skaljakker og outdoor-jakker
- Skitøj, skijakker og skibukser
- Regnjakker og regnbukser
- Flyverdragter og overtræksbukser
- Vanter, luffer og handsker
- Vandrestøvler og vandresko
Du kan sagtens finde udendørstøj, som er produceret uden de problematiske stoffer. Miljøstyrelsen råder derfor til at købe udendørstøj uden fluorstoffer. Ejer du allerede udendørstøj med fluorstoffer, er tøjet ikke i sig selv miljø- eller sundhedsfarligt.
Gå efter ”uden fluorstoffer” eller ”PFC fri”
Producenterne bag udendørstøjet er ikke forpligtede til at oplyse, om produkterne er med eller uden fluorstoffer. Men producenter, der ikke bruger stofferne, skriver det ofte.
Vælg produkter, der markedsfører sig med:
- PFC-fri
- PFAS-fri
- Uden fluorstoffer
- Fluorine free
- Fluorcarbon fri
Betegnelserne dækker over alle fluorstoffer og ikke kun udvalgte stoffer. Bruger producenten disse betegnelser, erklærer de, at der ikke er brugt fluorstoffer i produktet.
”PFOA fri” og "PFOS-fri" kan du ikke gå efter
PFOA- og PFOS fri betyder, at der ikke er brugt to bestemte fluorstoffer, som allerede er ulovlige at anvende i produkter. Mange producenter bruger denne mærkning, selvom produktet indeholder andre fluorstoffer. Denne mærkning kan du derfor ikke gå efter.
Oeko-tex - ”Tiltro til tekstiler” er en mærkningsordning, der stiller krav til restkemikalier i tekstiler. Ordningen har i en årrække haft visse krav vedr. PFAS men ikke et fuldt forbud. Fra april 2023 stiller de krav til, at der ikke må være PFAS i babytekstil, mens forbuddet i øvrige produktgrupper indfases fra april 2024 for nye godkendelser.
Tjek både membran og imprægnering for fluorstoffer
Fluorstoffer kan du finde både i membranen og imprægneringen på dit udendørstøj.
Imprægnering skal gøre tøjet vandtæt, men ofte indeholder imprægneringen fluorstoffer. Imprægnering bliver også kaldt DWR (Durable Water Repellent). Hvis der står ”PFC-free DWR”, betyder det, at selve imprægneringen er uden fluorstoffer.
Membraner bruges i skaljakker og andet funktionelt tøj som fx skitøj. Membraner kan være baseret på PTFE, som er et fluorstof.
Gore-tex, PTFE og Teflon bliver alle brugt i udendørstøj og er baseret på fluorstoffer. Gå derfor efter andre materialer, hvis du vil undgå fluorstoffer.
En nyere udgave af Gore-tex med navnet Gore-tex ePE er dog uden PTFE og i stedet for baseret på polyethylen, som generelt ikke er problematisk.
Du kan spørge hos forhandleren, om de sælger jakker og vanter med fluorfri membran.
Vedligehold med imprægnering uden fluorstoffer
Udendørstøj skal ofte genimprægneres, så det forbliver vandtæt. Gå efter en imprægnering uden fluorstoffer, når det er tid til at genopfriske tøjet.
Spørg forhandleren efter en fluorfri udgave, hvis du vil være helt sikker på, at imprægneringen er uden fluorstoffer.

Forbud mod PFAS i forbrugerprodukter nu
Vi ved, at gruppen af stoffer kaldet PFAS er uhyre skadelige for mennesker og miljø. Derfor kæmper vi for et nationalt forbud mod PFAS. Støt vores forslag her.

Gore-Tex: Vinterstøvler til børn indeholder PFAS
Vinterstøvler til børn kan indeholde de problematiske stoffer PFAS for at holde dem vandtætte. Se, hvilke støvler der ifølge virksomhederne er med eller uden fluorstoffer.

PFAS: Derfor er fluorstoffer problematiske
Hvad er PFAS? Hvordan undgår du stofferne? Hvorfor er PFAS udbredt i produkter? Få svar på alle dine spørgsmål om PFAS, eller fluorstoffer, her.