Disse mælkeskummere er uden PFAS i belægningen
Tre ud af fire mælkeskummere i testen er uden de miljø- og sundhedsskadelige stoffer PFAS i belægningen. Se dem her.
Klistrede mælkerester i mælkeskummeren kan være svært at komme af med, og derfor kan du støde på mælkeskummere med en nonstick-belægning, der gør den nemmere at rengøre.
PFAS-stoffer har ofte været brugt til at lave nonstick-belægning for at give køkkengrej en smuds- og vandafvisende overflade, men det er også en stor gruppe svært nedbrydelige stoffer, som kan ophobe sig i naturen og derigennem overføres til vores mad og i sidste ende vores kroppe. På lang sigt kan stofferne medføre sænket immunforsvar, forhøjet kolesteroltal, leverskader mm.
I testen er der i alt 21 mælkeskummere. Af dem er ti mælkeskummere lavet af rustfrit stål og glas, som ikke indeholder PFAS. De sidste 11 mælkeskummere har en nonstick-belægning, som kan indeholde PFAS. Derfor har vi spurgt virksomhederne bag de 11 mælkeskummere, om der er PFAS i belægningen. Fem af dem er uden PFAS.
“Det er en positiv nyhed for forbrugerne, at størstedelen af mælkeskummere er uden PFAS-belægning. Det viser, at virksomhederne sagtens kan udvikle gode produkter uden uønskede kemikalier. Vi ser gerne, at de sidste producenter udfaser brugen, for det er unødvendigt og uønsket brug”, fortæller testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi, Christel Søgaard Kirkeby.
Vi har ikke laboratorietestet, om der er PFAS i. Listen er udelukkende baseret på informationer fra virksomhederne.
Herunder kan du se en liste over mælkeskummere uden PFAS, mælkeskummere uden nonstick-belægning og mælkeskummere med PFAS.
Mælkeskummere uden PFAS i nonstick-belægningen
Disse fem mælkeskummere er ifølge virksomhederne uden PFAS i nonstick-belægningen:
- Gastroback Latte Magic
- Melitta Cremio 1014-02
- Nespresso Aeroccino 3
- Nespresso Aeroccino 4 Titan
- Philips CA6500
Mælkeskummer uden nonstick-belægning
Du kan også undgå PFAS ved at vælge uden nonstick-belægning. Disse ti mælkeskummere i testen er uden nonstick-belægning:
- Bialetti Tuttocrema induction
- Bodum Chambord
- Graef Ms 701
- Jura Hot & Cold
- Severin SM 3587
- Severin Spuma 500 SM 3585
- Smeg MFF01
- Zwilling Enfinigy
- Clatronic MS 3089 (håndholdt mælkeskummer)
- Ikea 503.011.66 (håndholdt mælkeskummer)
Mælkeskummere med PFAS
Disse tre mælkeskummere er ifølge virksomhederne med PFAS i nonstick-belægningen.
- RIG-TIG Foodie (belægningen er af teflon (PTFE))
- WMF Stelio (nonstick belægningen indeholder PFAS)
- Bodum Bistro (vi har fået modstridende dokumentation fra producenten. Et af dokumenterne viser, at mælkeskummeren er med PTFE. Virksomheden er ikke vendt tilbage med afklaring)
Vi har ikke fået svar tilbage fra virksomhederne for disse tre mælkeskummere:
- Bialetti Tuttocrema
- Bialetti Soft Cream
- Caso Formini Crema 1656
Vi har også ledt efter informationerne for de sidste tre mælkeskummere på virksomhedernes hjemmesider. Her oplyser Bialetti, at de bruger Teflon i deres nonstick-belægning, som er en anden betegnelse for PFAS. Derfor antager vi, at de indeholder PFAS.
Når vi ikke får svar tilbage fra virksomhederne, antager vi også i testen, at mælkeskummerne indeholder PFAS.
Er PFAS i mælkeskummere et problem?
PFAS i belægningen på mælkeskummere og andet slags køkkengrej er ikke farligt for din sundhed. Stofferne er bundet fast i belægningen og frigives ikke til fødevaren, medmindre det når over en temperatur på mere end 250 grader, hvilket ikke sker med en mælkeskummer.
Den store udfordring er forureningen af PFAS fra fabrikkerne. Hver gang et nyt produkt produceres med PFAS, ender en stor del af stofferne i vores natur og i sidste ende vores kroppe.
Derfor kæmper Forbrugerrådet Tænk for at fjerne alle PFAS-stoffer i helt almindelige forbrugerprodukter, hvor stofferne ikke er nødvendige, og hvor du altid kan finde alternativer uden PFAS.
Skal jeg smide min mælkeskummer med PFAS ud?
Du behøver ikke smide din mælkeskummer ud, hvis den står på listen over mælkeskummere med PFAS i nonstick-belægningen. Du udsættes ikke for uønskede stoffer ved brugen.
Af hensyn til miljøet anbefaler vi, at du bruger de produkter du har, forsøger at reparere dem løbende, og smider dem ud, når de ikke kan repareres længere.
Skal du købe en ny mælkeskummer? Så anbefaler vi at købe en uden PFAS eller uden nonstick-belægning, for at beskytte miljøet mod udledning af PFAS.
Undgå disse imprægneringsmidler til sko
Når du imprægnerer dine nye sko, kan du risikere at spraye dem med de miljø- og sundhedsskadelige stoffer PFAS. Vi har fundet de uønskede stoffer i fire imprægneringsmidler til sko.
Undgå PFAS i imprægneringsmidler
Imprægneringssprays kan indeholde PFAS, også kaldet fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Se, hvilke sprays du skal undgå her.
Disse imprægneringssprays er uden PFAS
Vi har testet imprægneringsmidler til både sko og tekstiler for PFAS. Se, hvordan de forskellige sprays klarer sig i vores test.