Undersøgelse: Undgå legetøjsslim købt uden for EU
Legetøjsslim købt i danske butikker klarer sig langt bedre end produkterne fra Wish, Shein, Temu og Amazon, viser en ny undersøgelse.
Det klistrer på fingrene, og findes i mange farver og former. Det er ulækkert og mærkeligt - på den sjove måde. Men hvad gemmer sig i det populære klistrende stads? Og er der forskel på slim købt i danske butikker og på online markedsplatforme som fx Temu?
Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet 25 forskellige slags legetøjsslim købt på webshops uden for EU og i danske butikker for problematiske kemikalier.
I undersøgelsen afgiver over 60 procent af slimlegetøj købt på udenlandske webshops uønsket kemi langt over den tilladte grænse. Ser vi på slim købt i Danmark, overholder de fleste produkter reglerne og ingen af produkterne har lige så høje afgivelser af de uønskede kemikalier, som dem fra de online platforme.
25 slimlegetøj fra...
- Temu – Syv produkter
- Wish – Tre produkter
- Shein – Tre produkter
- Amazon - Tre produkter
- Danske butikker (BR, Coop, Føtex, Netto, Normal og Panduro) – Ni produkter
Kan påvirke evnen til at få børn og være hormonforstyrrende
I slim bruges bor-forbindelser såsom borax og borsyre, som konserverer slimen og sørger for, at der ikke opstår vækst af bakterier eller svampe i produktet.
Flere bor-forbindelser er på EU’s liste over særligt problematiske stoffer, fordi de bl.a.:
- Kan skade fostre
- Påvirke vores evne til at få børn
- Er mistænkt for at være hormonforstyrrende
Derfor er der i EU sat grænser for, hvor meget bor der må afgives fra legetøj. Slim har forskellige konsistens, og kan tilhøre forskellige produktgrupper. Ifølge EU’s regler har konsistensen betydning for, hvor meget afgivelse af bor, der må være.
Grænsen for flydende slim er 300 mg bor/kg. For mere faste slim må der være en højere afgivelse af bor med en grænse på 1200 mg/kg.
I vores test er de fleste flydende produkter og kun to er mere faste og minder om modellervoks.
Slim købt uden for EU afgiver uønsket kemi
I vores undersøgelse er der forskel på afgivelsen af bor afhængigt af, hvor produkterne er købt henne.
I slim købt i Danmark er der langt mindre afgivelse af uønsket kemi, end hvis du køber slim på Temu, Wish, Amazon eller Shein.
Kun ét produkt fra det danske marked overskrider grænsen for afgivelsen af bor, mens et par stykker ligger lige omkring grænsen. Men ingen produkter fra det danske marked har samme høje afgivelse af bor, som vi finder i mere end halvdelen af produkterne købt fra de online markedspladser.
embed_slimlegetoej
10 ud af i alt 16 slimlegetøj købt på online platforme har afgivelse af bor langt over grænsen for legetøj. Afgivelsen for disse produkter ligger i vores undersøgelse på over 1.000 mg/kg.
Alle slimlegetøj fra Wish og Shein går over EU’s grænse for bor, mens det er en ud af tre for Amazon og tre ud af syv produkter fra Temu, der har alt for høj afgivelse.
Så meget bor er der i de 25 typer slimlegetøj, vi har undersøgt
Vi har også købt ni slimlegetøj i danske butikker fra forskellige producenter. Hovedparten af disse slim ligger under eller lige omkring kravene for bor, og kun en enkelt slim fra Panduro ligger over grænsen for afgivelse på 574 mg/kg.
Panduro oplyser til Forbrugerrådet Tænk, at de har stoppet salget af produktet indtil de ved mere fra Robetoy A/S, der er producenten af produktet. Coop, der sælger et af de produkter, der ligger lige omkring grænsen oplyser, at selvom produktet er lovligt, er de i gang med at undersøge produktet, og om de kan få niveauet længere ned.
Når vi sammenligner slimlegetøj købt uden for EU med slimlegetøj fra danske butikker, er det meget tydeligt, at langt flere produkter fra onlineplatformene indeholder uønsket kemi. Stine Müller Testansvarlig
“Der kan godt være problemer med danske produkter, og det finder vi også jævnligt i vores test. Men når vi sammenligner slimlegetøj købt uden for EU med slimlegetøj fra danske butikker, er det tydeligt, at langt flere produkter fra onlineplatformene indeholder uønsket kemi, og i langt højere koncentrationer end dem fra danske butikker. Det viser tydeligt, at der er brug for at platformene får et større ansvar for deres produkter, end de har i dag, hvis vi skal passe tilstrækkelig godt på børnene og begrænse deres udsættelse for uønsket kemi”, siger testansvarlig Stine Müller.
Problemer med bor i slim i tidligere test
Vi har før set, at slimprodukter kan have problemer med at overholde lovgivningen for legetøj. I en test fra 2018 fandt vi, at seks ud af 15 slimlegetøj fra det danske marked havde afgivelse af bor lige omkring eller over grænsen for legetøj. Særligt i fire af produkterne var afgivelsen markant over grænseværdien for slim.
I den nye undersøgelse er der færre slimlegetøj på det danske marked, der afgiver uønsket kemi end i den tidligere test.
Miljøminister Magnus Heunicke
”Det er dybt bekymrende, at vi igen ser eksempler på legetøj, som sælges på onlineplatforme som Temu og Wish, der ikke overholder EU’s kemikalielovgivning. Produkterne kan være decideret farlige for børn. Forbrugerne kan simpelthen ikke vide sig sikre på produkter købt på onlineplatforme, hvor sælgeren er fra tredjelande, da de i flere dokumenterede tilfælde ikke lever op til den regulering, vi har i EU.
Derfor er min klare opfordring, at man undgår at købe produkter fra de her platforme.
Målet er, at Temu og andre onlineplatforme skal overholde EU’s produktregler. Vi skal have lukket hullet i EU-lovgivningen, så de bliver holdt ansvarlige for de produkter, som sælges og markedsføres til borgere i EU på deres platforme. Vi må i fællesskab insistere på, at det er platformens ansvar, at de ikke har ulovlige og sundhedsfarlige produkter til salg. I Danmark vil vi nu nedsætte en task force, der skal drøfte håndhævelsesmuligheder overfor salg af produkter fra tredjelande via onlineplatforme som Temu".
Sådan har vi undersøgt slimlegetøjet
-
Vi har købt 25 forskellige slimlegetøj og sendt dem til et laboratorie for at blive testet for afgivelse af en række uønskede kemikalier heriblandt bor.
16 af dem er købt på webshops uden for EU, mens 9 er købt i danske butikker som Coop, Normal, Panduro, BR og Føtex.
Resultatet er:
-
at 10 ud af 16 slim fra online markedspladser overskrider EUs grænse for afgivelse af bor fra legetøj. Afgivelsen for disse produkter er mellem 1390 og 4190 mg/kg.
-
at 1 ud af 9 slim fra danske butikker overskrider EUs grænse for afgivelse af bor fra legetøj. Afgivelsen fra dette ene produkt er 574 mg/kg.
Bor i slim
Bor-forbindelser som fx borax og borsyre, bruges til at give slimen sin særlige konsistens og også fordi de virker konserverende.
Flere bor-forbindelser er på listen over særligt problematiske kemikalier i EU fordi de bla. kan skade fostre og påvirke vores evne til at få børn. Flere af stofferne er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det er grunden til at der er grænser for, hvor meget bor der må afgives fra legetøj.
I EU's regler skelnes mellem forskellige typer af legetøj og slim kan tilhøre to forskellige produkttyper med lidt forskellige grænser, baseret på slimens konsistens.
Af de testede slim er de fleste relativ flydende slimprodukter, hvor grænsen for afgivelse af bor er 300 mg/kg.
To af produkterne er mere faste, og minder mere om modellervoks, hvor grænsen for bor er højere nemlig 1200 mg/kg.
-
Det siger virksomhederne
-
"Efter at have kigget nærmere på resultaterne for de undersøgte produkter, kan vi oplyse at vi har fjernet dem fra vores butikker. Vi gennemgår også de kontroller, vi har for disse produktkategorier, for bedre at kunne opdage og afhjælpe lignende problemer fremover."
-
"Tak, fordi I gjorde os opmærksom på dette. Hos Temu er produktkvalitet og forbrugersikkerhed topprioriteter. Vi tager rapporter om manglende overholdelse alvorligt og er fuldt ud forpligtet til at følge lovene på de markeder, vi betjener. Efter at have modtaget rapporten, fjernede vi omgående de markerede produktfortegnelser og igangsatte yderligere undersøgelser.
Alle forhandlere på vores platform skal overholde gældende regler. Vi griber ind over for dem, der overtræder disse regler, hvilket kan omfatte fjernelse af produkter, suspendering af sælgere eller forbud mod dem fra platformen.
Vi samarbejder med regulerende myndigheder og forbrugergrupper for at beskytte forbrugerne og vil fortsætte med at forbedre vores processer for at sikre en sikker indkøbsoplevelse.”
-
"Efter vi har undersøgt nærmere, kan vi sikre, at produkterne fra listen i jeres undersøgelse er blevet gjort utilgængelige for køb på vores platform"
-
"Ved at blive opmærksomme på disse bekymringer og som en forsigtighedsforanstaltning fjerner vi straks produkterne fra vores globale platform, mens vi gennemfører en undersøgelse. Tredjepartssælgere er forpligtet til at overholde SHEIN's strenge produktstandarder og adfærdskodeks samt lokale love og regler, og hvor det er nødvendigt, skal de levere relevante certificeringer. Vi udfører også regelmæssige målrettede og tilfældige test af disse produkter.
Når vi bliver bekendt med en klage over et produkt solgt af en tredjepartssælger, fjerner vi straks produktet og gennemfører en undersøgelse. Hvis manglende overholdelse bekræftes, tager vi handling mod sælgeren i overensstemmelse med vores regler for markedspladsstyring.
Vi arbejder løbende for at sikre, at vores sælgere opfylder overholdelseskravene, og vi vurderer sælgernes præstationer løbende ud fra faktorer som beståede audits og kundefeedback. Siden starten af 2024 har vi fjernet 266 sælgere fra platformen som en del af denne indsats."
-
Panduro oplyser til Forbrugerrådet Tænk, at de har stoppet salget af produktet indtil de ved mere fra Robetoy A/S, der er producenten af produktet.
-
”Det er afgørende for Coop at alle vores varer, og i særdeleshed varer til børn, overholder alle lovkrav såvel som Coops egne krav. Det testede produkt ligger lige under grænseværdien. Selvom produktet er lovligt, er vi er gået i dialog med leverandøren, for at undersøge, om vi kan få niveauet længere ned. Vi har også selv udtaget produktet til test, for at sikre at alt er i orden.”
Online shopping: Undgå at blive snydt på nettet
Nethandel gør det nemt at købe varer fra hele verden. Men digitale svindlere kan sidde klar bag skærmen. Få hjælp til at handle sikkert på nettet.
Købte en Playstation 5 på Cdon, men fik i stedet et brev
En af Cdon’s underleverandører sendte aldrig de bestilte pakker afsted, men trak alligevel pengene på kundernes konti. Et sted mellem 4.000 og 5.000 kunder er berørt, og nu har Cdon meldt underleverandøren til det svenske politi.
Køb ikke denne type produkter på Temu og andre online markedspladser
Se, hvilke produktgrupper vi helt fraråder dig at købe fra Temu, Shein og Wish og lignende platforme, hvor du handler med virksomheder uden for EU.