Sådan har vi testet dioxin i madvarer
Forbrugerrådet Tænk har undersøgt indholdet af dioxin i 26 udvalgte fødevarer.
Undersøgelsen af dioxin i fødevarer er gennemført af Forbrugerrådet Tænk sammen med forbrugerorganisationer i fire andre europæiske lande.
Dioxin i mad er menneskeskabt
Dioxin er et af de giftigste stoffer, som mennesket har frembragt.
Dioxin og dioxinlignende PCB mistænkes for at virke hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
26 madvarer undersøgt
I Danmark omfatter testen 26 fødevarer, der er indkøbt i detailbutikker, og som indgår i mange menneskers kost herhjemme.
Udvalget medtager både fødevarer, som bliver spist meget, og fødevarer, som vides at have et vist indhold af dioxin og dioxinlignende PCB.
5 prøver af hver madvare undersøgt
For hver af de 26 fødevarer er der købt 5 produkter, og der er både konventionelle og økologiske produkter i udvalget. Disse 5 produkter for hver fødevaretype er på laboratoriet blandet til 1 prøve, som er blevet analyseret.
Indtag beregnet ud fra gennemsnitlig kost
Med afsæt i resultaterne om indholdet af dioxin og dioxinlignende PCB i fødevarerne har Forbrugerrådet Tænk derefter beregnet, hvor meget mennesker kan forventes at indtage, hvis de spiser en gennemsnitlig kost i Danmark.
Her er der brugt data fra den nationale undersøgelse af danskernes kost og fysiske aktivitet 2011-2013, upublicerede tal, fra DTU Fødevareinstituttet.
4 befolkningsgrupper undersøgt
Opgørelserne er lavet for henholdsvis kvinder, mænd, teenagere i alderen 10-17 år og børn i alderen 4-9 år.
Fremgangsmåden har været tilsvarende i de andre europæiske lande.