Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Billeje: Før du lejer af private

Med GoMore og SnappCar kan du udleje din egen bil eller leje en bil af private. Men hvordan undgår du ubehagelige overraskelser, når du lejer bil af private?
Af Mette Andrea Boesgaard
17. Juni 2019
Billeje før du lejer din bil af private eller lejer din bil ud
Foto: Getty Images

Tjek dine rettigheder, før du lejer bil af private

SnappCar og GoMore tilbyder dig at leje en bil, varevogn eller minibus af privatpersoner.

Lejer du en bil af en privat person, er du ikke automatisk sikret de samme rettigheder, som når du handler direkte med et biludlejningsfirma.

Undgå faldgruberne, og læs her hvad du skal have styr på, før du udlejer eller lejer en bil af private.

Billeje i udlandet: Tjek dette før du lejer

Kan du leje en bil af private?

Lejer du bil af private, stiller nogle selskaber krav til dig som chauffør.

Nogle selskaber kræver, at du har haft kørekort i flere år, før du kan tilmelde dig som lejer. Andre steder er der krav om, hvor gammel du skal være, før du kan leje en bil.

Er bilen sikker?

Bilen skal være sikker at køre i – også når du lejer af private. Men det kan være svært for dig at vide, om bilens bremser virker, før du selv kører i den.

Tjek lejebilens stand så grundigt du kan, før du forlader udlejeren.

Din lejekontrakt og selskabets hjemmeside skal også oplyse dig om selskabet krav til sikkerhed og bilens stand. Læs informationen grundigt, før du vælger.

Dækker forsikringen?

GoMore og SnappCar tilbyder dig en lejeforsikring med i den samlede pris, når du lejer en bil.

Forsikringen indeholder en ansvarsforsikring, kaskoforsikring og vejhjælpsdækning. Du kan købe ekstra forsikring, hvis du lejer bilen til en rejse udenfor Danmark. 

Læs vilkår og betingelser grundigt igennem, så du ved, hvordan du er dækket ved uheld og skader. Vær især opmærksom på de ting, forsikringen ikke dækker.

Forsikringen hos GoMore dækker for eksempel ikke, hvis der opstår skader, fordi du har kørt med for lidt olie eller vand på bilen. Forsikringen dækker heller ikke, hvis du laver en skade på bilen udenfor den aftalte lejeperiode. 

Selvrisikoens størrelse er også vigtig at få tjekket, inden du lejer en bil. Så er du forberedt på, hvad du kan komme til at betale, hvis du laver en skade på bilen.

Sådan læser du dine forsikringsvilkår

Har udlejeren gode anbefalinger?

SnappCar, GoMore og andre selskaber, der formidler privat udlejning af biler eller andet, har ofte et system med brugeranmeldelser.

Brugeranmeldelserne kan være et pejlemærke for, om andre brugere har været tilfredse med bilen. Men bedømmelserne kan få bilen til at se mere attraktiv ud, end den er.

Brugeranmeldelser: Tænk over dette, når du bruger dem

Kan du klage?

Var du utilfreds med billejen? Så kan det blive svært at klage, hvis du lejer en bil af private gennem tjenester som GoMore og SnappCar. 

Vil du klage over billejen, skal du først kontakte udlejeren for at løse problemet. Husk at få dokumentation for, at du har klaget – for eksempel ved at klage via mail.

Alt efter situationen kan du også klage til GoMore eller SnappCar. 

Lejer du bil ud? 4 råd til dig

  • Bilen skal leve op til nogle krav, før du kan leje ud. Tjek betingelserne, før du lejer ud
  • Som udgangspunkt skal du betale skat af den lejeindtægt, du modtager. Der er flere måder at regne skatten ud på. Undersøg nærmere hos SKAT.
  • Tjek forsikringen, før du lejer ud. Hvordan er du dækket, hvis lejer laver en skade, den inkluderede forsikring ikke dækker?
  • Tjek lejerens profil og anbefalinger. Det kan vise dig lidt om, hvem du overlader din bil til.

Forbrugerrådet Tænk mener: Du skal være bedre beskyttet, når du lejer af private

"Lejer du hus eller lejlighed gennem et udlejningsbureau, er du godt beskyttet, hvis noget går galt.

Lejer du feriebolig af private gennem en tjeneste som Airbnb eller Homeaway, har du ikke nogle entydige rettigheder, hvis noget går galt. Der er for eksempel ikke klare regler for, hvordan du kan klage og til hvem.

Forbrugerrådet Tænk arbejder for, at udlejnings-platformene via lovgivning skal stilles til ansvar, og at du som forbruger skal kunne klage, hvis udlejningen går galt."

Maria Liljeqvist, jurist hos Forbrugerrådet Tænk