Sådan beskytter du dit barn på nettet
Børn er online fra en tidlig alder. Nysgerrighed kan føre dem vidt omkring, hvis de får lov til selv at gå på opdagelse. Men internettet indeholder også meget, som du nok gerne vil undgå, de ser. Få hjælp til at sætte indstillinger her.
Dit barn bruger måske allerede hjemmets iPad eller ser noget på din telefon.
Nogle børn får selv lov til at gå på opdagelse online, men det kan være, du synes, der er nogle ting, de skal vente med at se, til de bliver ældre.
Youtube, Google og andre populære steder for børn på nettet gør det derfor muligt for forældre at kontrollere, hvad deres børn kan se.
Søgninger på Google kan ende uheldigt, hvis dit barn laver en uheldig stavefejl eller taster "X" flere gange i søgefeltet.
Billederne og siderne fra søgeresultatet er ikke altid børnevenlige, men ved at ændre Googles indstillinger kan du sikre dig, at de bliver det.
Indstillingen "Beskyttet søgning" kan du nemlig slå til på både din computer og din telefon, og i både browser og app.
Youtube
Videoer på Youtube kræver login, hvis indholdet kan være upassende. Brugeren skal via login bekræfte sin alder, og selv da, vil en advarsel dukke op på skærmen, inden videoen afspilles.
Som på Google kan du også slå ”Beskyttet tilstand” til på Youtube, så kun videoer, der er egnet til børn, bliver vist.
Streamingtjenester
Streamingtjenester har forskellige vilkår for mindreårige.
Netflix
På Netflix er det muligt, at ændre forældreindstillingerne efter eget valg, ligesom dine børn kan bruge profilen ”Kids”, der kun viser børnevenlige film.
Viaplay
Viaplay gør det lige som Netflix muligt for forældre at indstille begrænsninger for børn. For eksempel kan du vælge mellem forskellige aldersgrænser.
DR
DR har samlet indholdet fra børnekanalen Ramasjang på deres Ramasjang app.
På Ramasjang appen kan børn frit streame tv fra Ramasjang, og du behøver som forælder ikke være usikker på, om de ved en fejl tilgår indhold uegnet for børn.
HBO
HBO fraråder i deres vilkår, at mindreårige ser tjenestens film uden at være i selskab med en voksen. Det er desuden ikke muligt at oprette en profil, hvis du er under 18 år.
Sociale medier
Sociale medier har ofte en politik om, hvilket indhold der må deles på deres sider – også i forhold til mindreårige.
Facebook har for alle brugere en restriktiv politik i forhold til deling af nøgenbilleder og lignende. Det er desuden ikke tilladt at have en Facebook-profil som barn, da du skal være over 13 år.
Instagram er ejet af Facebook, og på denne tjeneste er aldersgrænsen også 13 år. Fordi billeddelingsmediet er populært blandt børn og unge, har Instagram samlet en række tip om mediet til nysgerrige forældre. Her kan du læse, hvordan dit barn får en lukket profil.
Snapchat
På Snapchat forsvinder billederne tilsyneladende hurtigt igen, og det kan gøre det svært at kontrollere, hvad børn kan dele med hinanden.
Tal derfor med dit barn om, hvad der er okay at dele, og husk, at selv om billeder forsvinder fra deres egen telefon eller tablet, kan andre have gemt et skærmbillede.
Forbrugerrådet Tænk har lavet en liste med andre gode vaner, du kan lære dit barn, når det er online.
Omgangstonen og interaktionen er forskellig fra et socialt medie til et andet. Derfor er det en god idé, at du får indblik i, hvilke sociale medier dit barn er på, og at du kender retningslinjerne.
Prøv for eksempel selv at lave en profil og prøv det af eller bed dit barn om at introducere dig til de sociale medier, de er på.
Opkald fra svindlere: Undgå at blive snydt i telefonen
Svindlere kan ringe for at lokke personlige oplysninger ud af dig eller snyde dig til at ringe op til et dyrt udenlandsk nummer. Se, hvordan du undgår svindlen.
Derfor bliver vi afhængige af vores telefon
Din mobil er designet til, at du bruger meget mere tid på den, end du har lyst til. Det kan skabe afhængighed og have store konsekvenser, påpeger eksperter.
Lad os skabe en tryg digital verden sammen
Techgiganter kontrollerer vores digitale infrastruktur. Nye, skærpede krav til deres forretningsmodeller er nødvendige for at sikre forbrugernes tryghed online.