Titel
Bleer indeholder uønsket kemi

Bleer indeholder kemiske stoffer, der kan fremkalde kræft
Testen af bleer viste, at 3 ud af de 10 bleer indeholder PAH'er – også kaldet tjærestoffer. Det er en gruppe af kemiske stoffer, hvor flere kan være kræftfremkaldende.
Pampers Baby dry, Bambo Nature Maxi og MoltexNature No. 1 Ökowindeln indeholdt dog kun små spor af PAH’er. Stofferne findes typisk i produkterne på grund af en forurening under produktionen.
Bleen er konstant i kontakt med børns hud, og derfor er tilstedeværelsen af kemiske stoffer som PAH uønsket, selv om de kun findes i små mængder.
Lotion er tilsat flere bleer
Pampers Active fit indeholder lotion. Den er godt nok uden parfume, men med et "aloe barbardensis extract" – også kendt under navnet Aloe Vera. Indholdet af lotion er angivet på emballagen, hvilket er lovpligtigt. Men det er svært at se det på Pampers-pakken.
Moltex-bleen indeholder et "Tea Leaf extract".
Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler bleer fri for lotion og planteekstrakter, fordi bleer er i konstant tæt kontakt med børns hud og kan udsætte dem for unødige kemiske stoffer.
Familierne i brugertesten har i flere tilfælde bemærket, at begge Pampers-produkter lugter af parfume, lotion eller lignende.
Pampers-producenten P&G bekræfter over for Forbrugerrådet Tænk, at bleen Active Fit indeholder en "mild baby lotion for at hindre fugtighed og reducere irritation", men at Pampers' bleer ikke er tilsat parfume.
Miljø- og allergivenlige bleer er lettere at finde
Miljømærket Svanen og Astma-Allergi Danmarks Blå Krans er blevet langt mere udbredt på ble-produkter, siden Forbrugerrådet Tænk seneste test af bleer.
I 2010 var kun 2 ud af 12 testede bleer svanemærkede, mens 7 ud af 9 bleer denne gang har mindst en af de 2 mærkninger.
Besøg kemi.taenk.dk, hvor du kan læse test, gode råd og nyheder om kemi i dine indkøb.