Smart Kid Belt beskytter ikke ved uheld
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Smart Kid Belt beskytter ikke ved uheld

Smart Kid Belt kan give børn alvorlige skader i bilulykker og kan ikke bruges i stedet for autostol. Forbrugerrådet Tænk fraråder en hver brug af selen.

Trine Quaade Brøndsted, Foto: Consumentenbond · 8. september 2020
Smart Kid Belt Test

Smart Kid Belt kan ikke erstatte autostol

Smart Kid Belt er en sele, du kan sætte på bilens egen sikkerhedssele. Selen trækker hofte- og diagonaldelen af ​​sikkerhedsselen sammen, så den passer til et barn.

Ifølge producenten kan Smart Kid Belt erstatte autostole og selepuder og kan bruges af børn i alderen 4-12 år. Selen kan købes i danske butikker og webshops, og er sikkerhedsgodkendt i EU.

Sikkerhedstest viser, at Smart Kid Belt giver alvorlige skader på barnet ved frontale sammenstød.

Det er den hollandske forbrugerorganisation Consumentenbond, der har fået Smart Kid Belt testet.

Risiko for skader på de indre organer

Consumentenbonds test af Smart Kid Belt viser, at der er store sikkerhedsproblemer, hvis en bil er udsat for et frontalt sammenstød. Smart Kid Belt beskytter ikke barnet, tværtimod.

  • Smart Kid Belt holder ikke diagonaldelen af ​​sikkerhedsselen lavt og væk fra barnets hals.
  • Hoftedelen af sikkerhedsselen bliver hevet opad i tilfælde af kollision, så sikkerhedsselen trænger dybt ind i maveregionen, og kan skade de indre organer.

Et barn kan komme meget alvorligt til skade på denne måde.

Smart Kid Belt er derfor ikke sikrere, end at transportere et barn i bilens normale sikkerhedsseler uden nogen form for sæde eller stol.

Smart Kid Belt Test
Test af Smart Kid Belt forfra, udført af Consumentenbond
Smart Kid Belt Test
Test af Smart Kid Belt fra siden, udført af Consumentenbond

En uforståelig godkendelse

Smart Kid Belt er ifølge Consumentenbond sikkerhedsgodkendt i Polen, og derfor kan selen lovligt blive solgt i hele Europa.

Producenter kan selv vælge hvilke inspektionsmyndigheder, der skal godkende et produkt. Producenter kan derfor vælge et, der fortolker reglerne fleksibelt. Ifølge Consumentenbond ville inspektionsmyndigheder i flere andre EU lande aldrig have godkendt selen.

Hvad skal du gøre, hvis du har en Smart Kid Belt-sele?

Forbrugerrådet Tænk fraråder på det kraftigste brugen af ​​Smart Kid Belt. Vores hollandske søsterorganisation Consumentenbond opfordrer til et salgsforbud og tilbagekaldelse af bæltet.

Fejlen er i vores opfattelse en væsentlig mangel ved selen. Hvis du har købt selen indenfor de seneste 2 år, kan du kontakte butikken for at hæve købet og få dine penge tilbage.

Det siger importøren og forhandleren

Brands & Co  - Importør af Smart Kid Belt siger:  

”Sikkerhed er naturligvis den allervigtigste parameter for Smart Kid Belt. Produktet er således testet på et EU-akkrediteret bureau, og har efterfølgende fået godkendelse efter ECE R44.04. Produktet er også testet – og godkendt – til brug i USA af FMVSS. I tillæg hertil har Smart Kid Belt fået udført en række crash tests hos akkrediterede laboratorier i Europa. Senest hos Appus IDIADA i Spanien, se vedhæftet testrapport.

Smart Kid Belt er bekendt med artiklen hos jeres kollegaer i Holland, men de forstår ikke konklusionen. De er meget uforstående overfor resultaterne i den udførte test."

Harald Nyborg  - forhandler af Smart Kid Belt siger:

Harald Nyborg stopper salget af Smart Kid Belt omgående.

Forbrugerrådet Tænk mener: Forbrugerne skal kunne stole på en godkendelse

”Det er meget problematisk, at sikkerhedsprodukter kan blive typegodkendt i ét testhus, og dumpe i et andet.
Vi har set flere eksempler på, at vi er kommet til andre testresultater end dem, der har udstedt typegodkendelsen.
De ansvarlige myndigheder skal sikre, at de akkrediterede testhuse opfylder kravene, og at de bliver kontrolleret med jævne mellemrum.
Vi skal som forbrugere kunne stole på en godkendelse.”

Helen Amundsen, Seniorrådgiver