Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Kreditkort: Skal du have et MasterCard?

Kreditkort som MasterCard og et rent Visakort kan give dig ekstra fordele. Men kortet er dyrt at bruge – både for dig og for butikkerne.
Af Lars Nøhr Andresen
10. Januar 2019
Foto: iStock

Kreditkort: Skal du have et?

Dit Dankort virker ikke i udlandet. Rejser du, kan du have brug for et kreditkort som ekstra betalingskort eller i forbindelse med, at du lejer bil i udlandet.

MasterCard er det mest almindelige kreditkort i Danmark.

Et kreditkort kan dog være en dyr fornøjelse. Så tænk dig om, før du vælger og bruger dit kreditkort.

MasterCard Debit: Skal du have et kort med saldokontrol?

Kreditkort: Sådan virker det

Betaler du med et debetkort som for eksempel et Dankort, Visa/Dankort eller MasterCard Debet, trækker banken pengene fra din konto med det samme.

Med et kreditkort i pungen, i lommen eller tilknyttet din betalingsapp får du derimod kredit af din bank, når du bruger kortet.

Kreditperioden og  kredittens størrelse afhænger af, hvad du har aftalt med din bank.

Banken skal kreditvurdere dig for at give dig et kreditkort.

Sådan vurderer banken dig

Kreditkort koster penge for dig

Et kreditkort betaler du typisk et årligt gebyr for til din bank.

Bruger du dit kreditkort uden for EU, betaler du også hæve- og valutagebyrer for at bruge kortet. Den samlede pris for dit kreditkort kan derfor blive svær for dig at gennemskue.

Priser og gebyrer skal du altid undersøge hos din bank, inden du køber og bruger et kreditkort.

Kreditkort kan give dig ekstra forsikringer

Kreditkort har ofte tilknyttet ekstraydelser så som rejseforsikring og adgang til lounges i lufthavne som en del af pakken. Visse kort giver dig også rabat på leje af bil.

Køb med kreditkort kan også beskytte dig mod konkurs, for eksempel når du køber flybilletter eller koncertbilletter.

Betaler du allerede for de services et andet sted – for eksempel via din forsikring?

Undersøg grundigt, om du har brug for ydelserne, eller om du betaler dobbelt for visse ydelser, inden du anskaffer dig et kreditkort.

Tjek dette, inden du køber rejseforsikring

Kreditkort er dyrest for butikkerne

Betaler du med dit kreditkort, skal butikken betale et gebyr [hvor en andel bliver sendt videre til din bank som provision].

Bruger du med dit kreditkort i butikkerne i Danmark, koster det butikkerne mere at modtage din betaling, end hvis du havde betalt med dit Dankort. Når betalingsomkostningerne stiger for butikkerne, må de hæve priserne på varerne.

Høje betalingsomkostninger for butikkerne kan altså ramme dig, når du køber ind.

Visa/Dankort: Derfor skal vi bevare kortet

Fordele ved kreditkort:

  • Kreditkort har rentefri kredit. Det betyder, at du kan bruge penge op til et bestemt beløb og først betale efter en periode på eksempelvis 40 dage. 
  • Rejseforsikringer og andre fordele får du med nogle slags kreditkort.

Ulemper ved kreditkort:

  • Kreditkort skal du betale de højeste årlige gebyrer for.
  • Kreditkort er det dyreste kort at modtage for butikkerne. Det betyder, at butikkernes omkostninger bliver højere, hvis alle betaler med kreditkort. Højere omkostninger til betaling kan betyde, at butikkerne hæver priserne på varerne.
  • Din saldo er svær at holde styr på, da pengene ikke trækkes med det samme på et kreditkort.
  • MasterCard eller et rent Visakort kan du ikke nødvendigvis bruge af alle steder.

Køb Forbrugerrådet Tænk Penge

Forbrugerrådet Tænk Penge er Forbrugerrådet Tænks finansielle magasin til dig, som er interesseret i privatøkonomi.

Køb magasinet her

Forbrugerrådet Tænk mener: Brug dit Dankort

"Bankerne får højere provision, når du bruger dit Visakort eller dit MasterCard. Derfor vil de gerne have kunderne til at bruge de internationale betalingskort.

Men Dankortet er den billigste måde at modtage betaling på for butikkerne, fordi omkostningerne til at modtage betaling med Dankort er meget lave.

Jo flere der betaler med kreditkort, desto højere omkostninger har butikkerne ved at modtage betalinger. De penge skal butikkerne tjene et andet sted – og derfor kan det i sidste ende føre til højere priser på varerne i butikkerne.”

Troels Hauer Holmberg, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk