Hæfter banken, når du bruger Mobilepay?
Hvad gør man, hvis et firma ikke vil returnere pengene for en vare, og betalingen er sket via Mobilepay? Et af vores medlemmer har spurgt. Få svaret her.
Spørgsmål fra et medlem:
Hvad gør jeg, når jeg ikke får mine penge tilbage?
Jeg har siden den 14. januar 2021 forgæves forsøgt at få mine penge retur for en iPad samt Pencil 2, som jeg bestilte og købte hos et internetfirma.
Butikken har siden denne dag holdt mig hen med undskyldninger og kreditnotaer, hvor de påstår, at pengene er trukket fra deres konto og derefter er kommet retur til mig. Jeg har nu indset, at butikken nok ikke har intentioner om at betale mine penge tilbage.
Normalt ville jeg bare bede min bank om at trække dem fra kontoen, men jeg har dummet mig, da jeg har betalt over MobilePay, og så kan min bank ikke hjælpe mig. Har I nogen ide om, hvad jeg nu kan gøre?
– Thomas Nielsen, Frederikshavn
Svar fra Forbrugerrådet Tænk:
Når du som forbruger handler på nettet, vil du under visse betingelser kunne få hjælp via din bankforbindelse til at få tilbageført pengene til din konto.
Det er betalingslovens § 112, der regulerer dette, og bestemmelsen omfatter fjernsalg, hvor forbrugeren har anvendt sit betalingskort. Bestemmelsen regulerer, hvornår forbrugere kan få deres bank til at tilbagebetale pengene for en ellers godkendt betaling.
Forbrugerombudsmanden har i en artikel om hæftelse ved fjernsalg omtalt netop problemstillingen med MobilePay. Af artiklen fremgår det, at banken også hæfter, hvis forbrugeren har betalt ved mobilbetaling, hvor betalingen er gennemført med et tilknyttet betalingskort som for eksempel med MobilePay.
Hvis forbrugeren har betalt via bankoverførsel som for eksempel ved brug af et indbetalingskort eller Betalingsservice, hæfter banken ikke. Læs mere om det her
Forud for en indsigelse til banken skal du som forbruger have forsøgt at gøre krav gældende over for forhandleren om tilbagebetaling. Herefter vil du med skriftlig dokumentation for det mislykkede forsøg kunne indlevere en indsigelse til banken.
Opstår der problemer med banken i forbindelse med dit krav om tilbagebetaling, har du mulighed for at klage til Det finansielle ankenævn.
– Marianne Aagaard Christensen, stud.jur.
Det skal du vide, hvis du bruger Visa/Dankort
Hvad koster et Visa/Dankort, og hvorfor skal du være opmærksom på, om du bruger Dankort- eller Visakortdelen af dit betalingskort? Hvad er et Mastercard Dankort? Få svarene her.
Skal du betale med Mastercard og Visa?
Hvad er forskellen på kreditkort som Mastercard og Visa – og Dankort? Hvad koster det, og hvad skal du være særligt opmærksom på? Læs med her.
Visas loyalitetsklub er svær at gennemskue
Det er svært at finde rundt i rabatterne i Visas loyalitetsklub, Visa Cashback - og desuden kan det på den lange bane være bedre for dig som forbruger at bruge Dankortet, da det er med til at holde virksomhedernes udgifter nede. Det mener bl.a. Forbrugerrådet Tænk.