Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Betalingskort: Skal du vælge Visa, Dankort eller MasterCard?

Dankort, Visa, MasterCard Debet. Der er mange betalingskort at vælge mellem, men hvilket kort passer bedst til dit behov?
Af Erik Slot Malmqvist
22. Februar 2021
Foto: Getty Images

Hvilket betalingskort passer til dit behov?

Dankort, Visa/Dankort, Visakort, Mastercard, Visa Electron, Mastercard Debet eller KontantKort. Bankerne tilbyder mange forskellige typer af betalingskort.

Betalingskortene har forskellige funktioner og services som rejseforsikringer, konkursforsikringer, saldokontrol og forskellige sikkerhedsfunktioner.

Betalingskortene har dog også forskellige priser både for dig og for butikkerne. Hvilket kort du vælger og bruger kan på sigt have betydning for butikkernes priser.

Hvad er så fordelene og ulemperne ved de forskellige betalingskort? Og hvilket kort passer bedst til dit behov?

Få hjælp til at vælge det bedste betalingskort for dig.

Betalingskort: Her er dine muligheder:

Visa/Dankort: Generelt billigst – både for dig og for butikkerne

Hvem kan få kortet?

Visa/Dankort kan du få i stort set alle danske banker. Enkelte banker tilbyder dig et Visakort og et Dankort hver for sig, hvis banken ikke tilbyder et samlet Visa/Dankort.

Du skal være fyldt 18 for at få et Visa/Dankort.

Hvornår trækkes beløbet fra min konto, når jeg bruger kortet?

Visa/Dankortet er et debetkort. Debetkort er direkte tilknyttet til din konto, så når du bruger dit kort, bliver beløbet trukket samme dag eller dagen efter.

Hvad koster kortet?

Folketinget har vedtaget, at bankerne ikke må tage høje gebyrer for Dankortet, hverken fra dig eller fra butikkerne, når du bruger dit Dankort til at betale med.

Visa/Dankortet har ingen årlige gebyrer i de fleste danske banker.

Betaler du med Dankort, betyder det, at de fleste butikker har lave omkostninger ved at modtage din betaling. Så kan de sælge deres produkter billigere.

Betaler du med Visa/Dankortet inden for EU, betaler du et valutagebyr. Betaler du med Visa/Dankort uden for EU, betaler du et hæve – og valutagebyr.

Sådan får du den billigste valuta på din rejse

Hvor kan jeg bruge kortet?

Visa/Dankortet kan du bruge i de fleste onlinebutikker og fysiske butikker i Danmark.

Handler du i udlandet, kan du også bruge Visadelen af dit Visa/Dankort. Har du kun et Dankort, kan du kun bruge kortet i Danmark.

Kan jeg lave overtræk på kortet?

Dankortet har ikke saldokontrol. Det betyder, at du kan lave overtræk.

Overtræk kan virke attraktivt, da du ikke bliver afvist ved kassen, hvis du ikke har penge på kontoen . Men overtræk kan hurtigt blive dyrt for dig, da der er høje renter og gebyrer ved overtræk.

Sådan undgår du at lave overtræk

Giver kortet andre fordele?

Visa/Dankortet giver dig mulighed for at lave indsigelse hos din bank og få pengene tilbage, hvis du har købt et produkt, du ikke har modtaget.

Visa-delen af kortet giver bedre indsigelsesmuligheder end Dankort-delen af kortet, så brug Visa-delen når du køber produkter, du ikke modtager med det samme.

Køber du rejser, koncertbilletter eller andre forudbetalte varer, kan Visa-delen af dit kort også have en konkursforsikring tilknyttet. Kontakt din bank for at høre nærmere om dette.

Hvordan skifter jeg mellem Visa-delen og Dankort-delen af mit Visa/Dankort?

Giver kortet ekstra beskyttelse mod misbrug?

Visa/Dankortet giver ikke en særlig ekstra beskyttelse i forhold til andre betalingskort, men ved onlinekøb er du beskyttet af 2-faktor godkendelsen.

2-faktor godkendelse beskytter dit betalingskort mod onlinesvindel og kræver, at du bekræfter din identitet ved onlinekøb via dit NemID eller en personlig sikkerhedskode.

2-faktor godkendelse beskytter dig mod onlinesvindel

Kan du bruge kortet i betalingsapps?

Visa/Dankortet kan du bruge i alle betalingsapps.

Apple Pay og Google Pay registrerer ikke Dankortdelen af dit Visa/Dankort. Betaler du med Apple Pay og Google Pay, bruger du Visa-delen af kortet – ikke Dankortet.

Skal du betale med telefonen?

Fordele og ulemper ved kortet

Fordele:

  • Dankort er generelt det billigste kort for butikkerne at modtage i Danmark.
  • Dankort er det kort, der kan bruges flest steder i hele Danmark.
  • Visa/Dankort virker i udlandet.
  • Pengene trækkes ofte kort tid efter, du har brugt kortet.
  • I din netbank kan du følge med i, hvor mange penge du bruger.

Ulemper:

  • Dankortet kan koste dig årlige gebyrer i nogle banker.
  • Dankortet kan ikke bruges i udlandet, hvis det ikke er et Visa/Dankort.
  • Dankortet har ikke saldokontrol, så du kan bruge flere penge, end du har.
  • Handler du på nettet, ved du ikke altid, om du bruger Visa-delen eller Dankort-delen af dit Visa/Dankort.  Køber du eksempelvis flybilletter på en dansk hjemmeside med dit Dankort, så er du ikke sikret, hvis flyselskabet går konkurs.

Sådan skifter du mellem Visa-delen og Dankort-delen af dit Visa/Dankort

Kreditkort: MasterCard og Visakort har mange funktioner – og det koster

Hvem kan få kortet?

Kreditkort som MasterCard og det rene Visakort (altså ikke et Visa/Dankort) tilbyder de fleste banker.

Bankerne er ofte interesseret i at tilbyde dig en kreditkort, da de tjener penge på årlige gebyrer og provision ved betaling i butikker.

Banken skal kreditvurdere dig for at give dig et kreditkort.

Du skal være fyldt 18 år for at kunne få et MasterCard eller Visakort.

Sådan vurderer banken dig

Hvornår trækkes beløbet fra min konto, når jeg bruger kortet?

Betaler du med et kreditkort, udskyder du betalingen hos din bank til et senere tidspunkt.

Kreditperioden og kredittens størrelse afhænger af, hvad du har aftalt med din bank

Hvad koster kortet?

MasterCard og Visakortet betaler du typisk et årligt gebyr for til din bank. Gebyret varierer fra bank til bank.

Butikkerne skal betale et gebyr, hver gang du betaler med MasterCard og Visakortet. En andel af gebyret bliver sendt videre til din bank som provision.

Betaling med kreditkort er typisk dyrere for butikkerne at modtage end eksempelvis Dankortet. Betaler du med kreditkort kan de øgede omkostninger på sigt medføre, at butikkerne må hæve deres priser. Så bliver varerne dyrere for dig.

Betaler du med kreditkort inden for EU, betaler du et valutagebyr. Betaler du med dit kreditkort uden for EU, betaler du hæve- og valutagebyrer.

Sådan får du den billigste valuta på din rejse

Hvor kan jeg bruge kortet?

MasterCard og Visakortet er ikke lige så udbredt i Danmark som Dankortet. Du kan derfor ikke bruge dit kreditkort i alle danske butikker.

Kreditkort kan dog bruges i de fleste onlinebutikker og i udlandet i butikker, der tager imod kort.

Kan jeg lave overtræk på kortet?

MasterCard og Visakortet giver dig ikke mulighed for at lave overtræk.

Giver kortet andre fordele?

Kreditkort giver dig generelt bedre muligheder end Dankortet for at lave indsigelse hos din bank og få pengene tilbage, hvis du har købt et produkt, du ikke har modtaget.

MasterCard og Visakort har ofte ekstrafordele tilknyttet som rejseforsikring og adgang til lounges i lufthavne. Visse kort giver dig også rabat på leje af bil.

Køber du flybilletter eller koncertbilletter med kreditkort, giver kortet dig konkursbeskyttelse – det vil sige du får pengene tilbage, hvis virksomheden går konkurs.

Undersøg grundigt, om du har brug for ydelserne, eller om du betaler dobbelt for visse ydelser, inden du anskaffer dig et kreditkort.

Tjek dette, inden du køber rejseforsikring

Giver kortet ekstra beskyttelse mod misbrug?

Både MasterCard og Visakort kræver 2-faktor godkendelse ved onlinehandel.

2-faktor godkendelse beskytter dit betalingskort mod onlinesvindel og kræver, at du bekræfter din identitet ved onlinekøb via dit NemID eller en personlig sikkerhedskode.

MasterCard har funktionen Geografisk sikkerhed. Funktionen spærrer dit kort i en række områder i verden, hvor der højere risiko for svindel. Så kan svindlere ikke kan misbruge dine kortoplysninger i de regioner uden din viden.

Geografisk sikkerhed giver dig mulighed for at åbne dit kort til de bestemte regioner, hvis du rejser og skal bruge dit MasterCard. 

Sådan bruger du Geografisk sikkerhed

Kan du bruge kortet i betalingsapps?

MasterCard og Visakortet kan bruges i alle betalingsapps

Fordele og ulemper ved kortet

Fordele

  • Kreditkort har rentefri kredit. Du kan bruge penge op til et bestemt beløb og skal først betale efter en periode på eksempelvis 40 dage. 
  • MasterCard, Visa og American Express kan inkludere en konkursforsikring.
  • Kreditkort kan give dig rejseforsikringer og andre fordele.
  • Geografisk sikkerheds funktion beskytter dig mod misbrug af kortet i og fra udlandet.
  • Bedre muligheder end Dankortet for at lave indsigelse hos din bank og få pengene tilbage, hvis du har købt et produkt, du ikke har modtaget.

Ulemper

  • Kreditkort skal du betale de højeste årlige gebyrer for.
  • Ikke sikkert din bank vil tilbyde dig et kreditkort, hvis du har en dårlig kreditvurdering.
  • Kreditkort er det dyreste kort at modtage for butikkerne.
  • Din saldo er svær at holde styr på, da pengene ikke trækkes med det samme på et kreditkort.
  • MasterCard eller et rent Visakort kan du ikke nødvendigvis bruge alle steder i Danmark.
Debetkort: Visa Electron og MasterCard Debet beskytter dig mod overtræk

Hvem kan få kortet?

Debetkort som Visa Electron, Visa Debit, MasterCard Debit og MasterCard Direct kan fås i de fleste banker.

Debetkort bliver ofte tilbudt til unge under 18. Minimumsalderen kan variere fra bank til bank. Nogle banker kan tilbyde debetkort til børn fra 7 år og andre til børn fra 12 år.

Hvornår trækkes beløbet fra min konto, når jeg bruger kortet?

Debetkort som Visa Electron, Visa Debit, MasterCard Debit og MasterCard Direct er direkte tilknyttet til din konto, så når du bruger dit kort, bliver beløbet trukket samme dag eller dagen efter.

Hvad koster kortet?

Debetkort er gratis at få, men det kan koste et årligt gebyr hos din bank.

Butikkerne skal betale et gebyr, hver gang du betaler med dit debetkort. En andel af gebyret bliver sendt videre til din bank som provision.

Betaling med debetkort koster butikkerne et lavere gebyr end kreditkort. Dankortet er dog billigst for de fleste butikker. Får butikkerne for store omkostninger på grund af kortbetalinger, kan de på sigt være nødt til at hæve deres priser. Så bliver varerne dyrere for dig.

Betaler du med Debetkort inden for EU, betaler du et valutagebyr. Betaler du med dit debetkort uden for EU, betaler du hæve- og valutagebyrer.

Hvor kan jeg bruge kortet?

Du kan ikke bruge dit Visa Electron, Visa Debit, MasterCard Debit og MasterCard Direct i alle danske butikker.

Debetkort kan dog bruges i de fleste onlinebutikker og i udlandet i butikker, der tager imod kort.

Kan jeg lave overtræk på kortet?

Debetkort er med saldokontrol, så du kan ikke lave overtræk.

Giver kortet andre fordele?

Debetkort som Visa Electron og MasterCard Debit giver dig generelt bedre muligheder end Dankortet for at lave indsigelse hos din bank og få pengene tilbage, hvis du har købt et produkt, du ikke har modtaget.

Giver kortet ekstra beskyttelse mod misbrug?

Både Visa Electron, Visa Debit, MasterCard Debit, og MasterCard Direct kræver 2-faktor godkendelse ved onlinehandel.

2-faktor godkendelse beskytter dit betalingskort mod onlinesvindel og kræver, at du bekræfter din identitet ved onlinekøb via dit NemID eller en personlig sikkerhedskode.

MasterCard Debit har funktionen Geografisk sikkerhed som sikrer, at dit kort ikke kan bruges i pengeautomater, banker, butikker og online i regioner uden for EU, uden at du har gjort det muligt. Det sikrer dig mod svindel i og fra udlandet.

Sådan bruger du Geografisk sikkerhed

Kan du bruge kortet i betalingsapps?

Visa Electron, Visa Debit, MasterCard Debit og MasterCard Direct kan bruges i alle betalingsapps.

Betalingsapps: Skal du betale med mobiltelefonen?

Fordele og ulemper ved kortet

Fordele:

•    Du kan ikke trække over på kortet. Det er smart, hvis du har problemer med at styre økonomien, eller hvis dit barn skal have et betalingskort.
•    Virker både i Danmark og i udlandet.
•    Butikkerne har lavere omkostninger end ved betaling med kreditkort.
•    Geografisk sikkerheds funktion beskytter dig mod misbrug af kortet i udlandet.
•    Bedre indsigelsesmuligheder.

Ulemper:

•    Kan ikke bruges i alle butikker.
•    Har saldokontrol. Er din konto tom, bliver din betaling afvist ved kassen.

Kontantkortet: Et alternativ til kontanter

Hvem kan få kortet?

Kontantkortet er et betalingskort, der virker på samme måde som kontanter. Du skal ikke huske på nogen pinkode, og du kan låne – og give kortet ud til andre, som kan bruge det.

Danske Bank er i øjeblikket den eneste bank, som tilbyder kontantkortet.

Du skal være fyldt 18 år og have en konto hos Danske Bank for at kunne få kortet.

Hvad koster kortet?

Kontantkortet koster 40 kroner at bestille. Der er ingen årlige gebyrer på Kontantkortet

Hvor kan jeg bruge kortet?

Kontant kortet er baseret på MasterCard Debit og er ikke lige så udbredt i Danmark som Dankortet. Du kan derfor ikke bruge kontantkortet i alle danske butikker.

Kontantkortet har altid den samme pinkode (0000), så enhver kan bruge det i butikker, der tager imod det.

Kontantkortet kan ikke bruges i udlandet.

Kontaktkortet kan heller ikke bruges til at handle online.

Kan jeg lave overtræk på kortet?

Nej. Kontantkortet har saldokontrol, så du kan kun bruge de penge, du har stående på kortet.

Giver kortet andre fordele?

Kontantkortet er ikke-personligt, så du kan låne kortet ud til andre, så de kan bruge det.

Giver kortet ekstra beskyttelse mod misbrug?

Nej. Kontantkortet virker som kontanter. Mister du det, og bliver det misbrugt, er pengene tabt.

Kan du bruge kortet i betalingsapps?

Nej. Kontantkortet er ikke-personligt, og kan derfor ikke bruges på betalingsapps.

Fordele og ulemper ved kortet

Fordele:

  • Simpelt alternativ til at have kontanter.
  • Kan gives ud til børn eller hjælpere, som kan bruge kortet.
  • Du kan ikke gå i overtræk. Du kan ikke bruge flere penge, end du har på kortet.

Ulemper:

  • Beløbsgrænse på 7.500 kroner, og der kan maksimalt overføres 20.000 kroner til kortet per år.
  • Mister du kortet, kan du ikke spærre det. Pengene på kortet er tabt.
  • Du kan ikke bruge kortet i udlandet.
  • Kan ikke bruges i alle butikker.
  • Har saldokontrol. Er din konto tom, bliver din betaling afvist ved kassen.
  • Kan ikke bruges til online handel

Skal du betale med kontanter?

Forbrugerrådet Tænk mener: Brug dit Dankort

"Bankerne får højere provision, når du bruger dit Visakort eller dit MasterCard. Derfor vil de gerne have kunderne til at bruge de internationale betalingskort.

Men Dankortet er den billigste måde at modtage betaling på for de fleste butikker, fordi omkostningerne til at modtage betaling med Dankort er meget lave.

Jo flere der betaler med kreditkort, desto højere omkostninger har butikkerne ved at modtage betalinger. De penge skal butikkerne tjene et andet sted – og derfor kan det i sidste ende føre til højere priser på varerne i butikkerne.”

Ida Marie Moesby, økonom i Forbrugerrådet Tænk