Årsberetning 2021: Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Årsberetning 2021: Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning

Foto: Getty Images
Far med sit barn på skødet kigger på sin gæld

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning har siden 2010 ydet rådgivning til udsatte borgere med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og alt fra begyndende betalingsvanskeligheder til stor gæld.

Vi har 120 fagligt kompetente og engagerede frivillige stået klar til at hjælpe borgere med at få styr på deres privatøkonomi og gældsproblemer. Gennem de seneste 12 år har vi gennemført mere end 27.000 rådgivningsforløb for borgere med økonomi- og gældsproblemer. Et antal rådgivninger, der vidner om, at der fortsat er et rigtig stort behov for fortrolig, uvildig og gratis økonomi- og gældsrådgivning til socialt udsatte borgere i Danmark.

Der er i dag syv rådgivningscentre med personlig rådgivning fordelt rundt i landet, en landsdækkende telefon- og mailrådgivning, samt en online rådgivning.

Rådgiverne stiller deres faglige kompetencer og tid til rådighed og hjælper borgerne med at få skabt et overblik over deres økonomi. De frivillige møder borgerne i øjenhøjde og giver dem uvildig rådgivning.

Det genvundne overblik og stabilitet omkring borgernes økonomi betyder, at de kan koncentrere sig om andre udfordringer. Den uvildige økonomi- og gældsrådgivning er således ofte en brik i et større puslespil om at komme tilbage på sporet og genvinde sin personlige handlekraft. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at over halvdelen af de borgere, der har modtaget rådgivning, angiver, at de efterfølgende har fået mere overskud til at søge arbejde/påbegynde uddannelse eller håndtere deres nuværende arbejde eller uddannelse.

Vi har løbende udvidet vores indsats ved at lave skræddersyede, lokale og fokuserede samarbejder rundt om alle rådgivningscentrene, der styrker arbejdet om en varig løsning for gældsramte. Vi har fx udvidet samarbejdet med regionernes tilbud til unge med psykiske udfordringer, OPUS, så vores frivillige nu også tager ud til psykisk sårbare unge og både afholder forebyggende workshops og konkret rådgiver de unge som ønsker dette lokalt i deres trygge kendte rammer hos OPUS.

Nøgletal for 2021:

  • Vi har modtaget 3.257 henvendelser fra borgere med økonomi- og gældsproblemer og gennemført i alt 2.780 rådgivningsforløb.
  • Der er afsluttet 1.082 personlige rådgivningsforløb i vores syv fysiske rådgivningscentre, 893 rådgivningsforløb gennem vores telefonrådgivning, 334 rådgivningsforløb gennem vores mailrådgivning og 471 rådgivningsforløb i vores online rådgivning.
  • I vores evaluering svarer 81 % af borgerne, at de oplever det som en lettelse at få taget hul på deres økonomiske problemer. Derudover føler 80 % af borgerne sig i høj eller nogen grad motiveret til at tage styring over deres økonomi.
  • 79 % af borgerne angiver, at rådgivningen i høj eller nogen grad har været medvirkende til, at de efterfølgende bedre kan overskue deres hverdag.