Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem
Om os /

Social

Titel

Sådan tester Forbrugerrådet Tænk produkter

Der er fire grundpiller for Forbrugerrådet Tænks uafhængige test. Vi har ingen reklamer, vi har ingen sponsorering, vi udvælger selv produkterne, og vi udarbejder grundige test.
Af Forbrugerrådet Tænk
17. Marts 2016
Foto: Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænks test skal afspejle markedet

Forbrugerådet Tænks test skal være af produkter, der findes på de danske hylder. Og fordi vi selv står for indkøb i butikkerne, kan en testperiode godt blive lang.

Inden en test er klar, skal:

  • vi afdække, hvilke produkter, der er på markedet og vælger, hvilke vi vil teste
  • vi købe ind og sende på laboratoriet
  • laboratoriet gennemføre test og behandle og dokumentere resultaterne.
  • producenterne have resultaterne i høring og have tid til at svare.
  • vi tjekke, at produkterne er på markedet og hvilken pris de sælges til
  • vi evaluere og vægte resultaterne og forberede artikler og web-materiale.

Det betyder i praksis, at der kan gå nogle måneder fra produkter introduceres på markedet, til vi kan offentliggøre testresultaterne.

Sådan vælger vi produkttyper til test

Vi får ideer og input fra medlemmer og brugere på hjemmesiden, fra dialog med producenter og leverandører, internationale samarbejder og konferencer, og vi ser på forbrugerpolitik og Forbrugerrådet Tænks politiske mærkesager for at hente inspiration til testene.

Elektronik opdateres flere gange om året

Digitale kameraer, fladskærme, telefoner har en kortere levetid på markedet end andre produkter og der kommer ofte nye til. Derfor tester vi elektronik oftere end andre - i tilfældet med kameraer og fladskærme flere gange om året.

Vi dækker i praksis ca. halvdelen af de modeller, der kommer på markedet - men altså hele tiden med i hvert fald to-tre måneders forsinkelse.

Alle test er aktuelle, når de offentliggøres

Når vi offentliggør en bladartikel, og når vi opdaterer vores hjemmeside, tjekker vi altid om samtlige modeller er til at skaffe i danske butikker.

Du vil kunne se tydeligt i testskemaet, hvornår testen senest er opdateret.

Uafhængige forbrugertest

Forbrugerrådet Tænk er en uafhængigt forbrugerorganisation. Vi er uafhængige af producentinteresser. Derfor kan vi teste produkter, services og lignende ud fra forbrugernes synsvinkel. Vi kan rose nogle produkter og skælde ud på andre. For at kunne fastholde denne position, har vi nogle vigtige grundregler:

Ingen reklamer

Vi har ikke reklamer hos Forbrugerrådet Tænk - hverken i bladet eller på hjemmesiden.

Ingen sponsorering

Vi modtager ikke nogen form for sponsorering fra producenter eller andre kommercielle interessenter. Vi køber altid selv de produkter, vi sender til test. Udgifter til køb af produkter, test på laboratorier og ressourcer betales af vores medlemmer.

Vi udvælger selv

Normalt tager vi selv produkterne ned fra hylden, dvs. vi køber produkterne ind på præcis samme måde som forbrugerne.

Nogle gange bliver vi nødt til at købe produkterne direkte fra fabrikken, f.eks. for at være sæsonaktuelle med ski eller jakker. Eller for at kunne nå at få den sidste nye model af en autostol med i en test. I de tilfælde går vi normalt ud lige inden publicering og tjekker, at det testede produkt svarer til det, man kan købe i forretningerne.

Vi udarbejder grundige test

Når vi tester produkter sørger vi for at gøre det grundigt og professionelt. Vi følger relevante internationale standarder for test og bruger altid anerkendte testlaboratorier.

Når vi skal planlægge testene og senere vurdere resultaterne, allierer vi os med anerkendte specialister på det pågældende område - typisk er vores faglige bagland enten vores egne specialister eller samarbejdspartnere fra andre uafhængige forbrugerblade.

Vores dokumentation skal være så grundig, at det "holder i retten", hvis det skulle komme til en sag med en producent.

Testen kan godt bruges, uden den nyeste model

Ofte sker udviklingen i meget små skridt. Med hver ny model sker der typisk små fremskridt i kvaliteten, der kommer en ekstra funktion til eller lignende.

Det kan f.eks. være at en vaskemaskine, der kommer i en ny model, har fået et par ekstra knapper og lidt ændret design. Hvis den nye model kun adskiller sig lidt fra en tidligere testet model, er der en god chance for, at man kan overføre resultaterne helt eller delvist på den nye model.

Hvis de nye knapper reelt ikke har nogen indflydelse på de parametre, der indgår i vores test, er det normalt et rigtigt godt gæt, at den nye model vil klare sig mindst lige så godt i test som den gamle.

Der er naturligvis undtagelser, hvor ændringer med en ny model trækker kvaliteten i den gale retning. Det vil blive opdaget, når den pågældende model kommer med i en test.

Læs mere om, hvordan du bruger en test af ældre dato