Unge har fået bedre styr på økonomien | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Unge har fået markant bedre styr på økonomien

Ifølge en ny rapport er der inden for de seneste seks år sket et fald på 40 procent i antallet af unge, der oplever gentagne problemer med at betale deres regninger. Den udvikling vækker glæde hos Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden, der står bag rapporten. Men det påpeges samtidig, at der fortsat er en gruppe af unge med alvorlige økonomiske udfordringer, der har et stort behov for hjælp.

Foto: Getty Images · 30. september 2021
Glad unge kvinde med styr på økonomien

Når danske unge oplever problemer med at betale deres regninger, kan det have alvorlige konsekvenser for deres trivsel og sociale liv. Det er dokumenteret, at rod i økonomien ofte går hånd i hånd med søvnproblemer, helbredsproblemer, skam, en mere isoleret adfærd og konflikter med familie og partner.

Derfor er det godt nyt, at markant færre unge i dag står med betalingsproblemer i forhold til for seks år siden. Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden har fået analysevirksomheden Epinion til igen at undersøge unges økonomiske problemer, tryghed og trivsel. Undersøgelsen viser blandt andet et fald på cirka 40 procent i andelen af unge med gentagne betalingsproblemer – det vil sige, at de to eller flere gange inden for det seneste år ikke har kunnet betale den samme type regning.

I 2015 havde 13,4 procent af de unge gentagne betalingsproblemer. Men i 2021 er det tal faldet til 8,1 procent, hvilket svarer til cirka hver tolvte unge dansker.

I Forbrugerrådet Tænk glæder formand, Anja Philip, sig over denne udvikling.

”Det er rigtig gode nyheder, at flere unge i dag står stærkere økonomisk. Vi er ikke helt i mål endnu, for der er stadig en gruppe unge, som har store økonomiske problemer og som oplever mistrivsel i meget højere grad end deres jævnaldrende. De unge, som har betalingsproblemer, er dem som har det sværest og dem, som har mest brug for støtte. Ungdomslivets økonomiske ubalance er en samfundsudfordring, som kræver en vedholdende indsats fra mange parter – og vi ser gerne, at endnu flere aktører melder sig på denne her dagsorden. Det er afgørende, at alle tæt på unge – vejledere, undervisere, rådgivere, forældre - holder fast i at tale om økonomi og støtte med vejledning og værktøjer til at håndtere økonomien, så færre unge når derud, hvor gæld og andre økonomiske problemer står i vejen for deres fremtidsmuligheder”, siger Anja Philip.

Coronakrisens betydning for unges økonomiske balance

Siden marts 2020 har det danske samfund af flere omgange været ramt af nedlukninger og forsamlingsforbud som følge af coronapandemien, hvilket har skabt ændringer i unges hverdagsliv og indtægtsforhold.

Undersøgelsen viser, at gruppen af unge med betalingsproblemer har haft sværere ved at få økonomien til at hænge sammen end deres jævnaldrende. De har i højere grad oplevet at miste arbejde, og hver tredje svarer, at deres økonomi er blevet dårligere under coronakrisen.

Men de fleste danske unge er kommet gennem coronakrisen, uden at det har haft økonomiske konsekvenser. Mere end hver tredje ung oplever endda, at deres økonomi er blevet bedre under coronapandemien. Og siden 2015 er den økonomiske mistrivsel blandt unge halveret.

”Det er utrolig glædeligt, at mange unges økonomiske situation er blevet bedre under coronapandemien. Samtidigt skal vi huske, at mange unge oplever, at pandemien har påvirket deres trivsel og livsglæde negativt og ensomhed har fyldt mere end normalt. Det har været en stor omvæltning i unges hverdagsliv med indgreb, vi ikke havde forestillet os for bare to år siden. Vi må ikke lukke øjnene for, at der stadig er en gruppe unge, som har brug for støtte til at finde balancen både i økonomien og deres trivsel generelt, nu hvor samfundet igen er åbnet op. Og en del af disse unge har i højere grad end andre unge et meget begrænset netværk til at hjælpe sig”, siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden afholder i dag, 30. september, webinar om undersøgelsen. Her præsenterer og perspektiverer blandt andet Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk, og Anders Hede, forskningschef i TrygFonden, undersøgelsens resultater i samarbejde med Epinion.

Fakta om undersøgelsen:

Undersøgelsen fra Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden er udført af analysevirksomheden Epinion i maj og juni 2021. Den bygger på besvarelser fra 1.648 unge i alderen 18 til 30 år. Undersøgelsen er en gentagelse af tidligere undersøgelser fra 2015 og 2017 blandt andet suppleret med spørgsmål, der vedrører corona.

  • 8,1 procent af de unge i den nye undersøgelse svarer, at de inden for det seneste år har oplevet, at de gentagne gange ikke har kunnet betale en regning. I 2015 var det tal 13,4 procent, hvilket viser et fald på cirka 40 procent over de seneste seks år.
     
  • 35 procent af de adspurgte unge har oplevet, at deres økonomiske situation er blevet bedre under corona-pandemien. Der er dog også 16 procent af de unge, som har oplevet, at deres økonomiske situation er blevet forværret under krisen. Blandt gruppen af unge med gentagne betalingsproblemer har 35 procent oplevet, at deres økonomiske situation er blevet værre.
     
  • Den samlede andel af unge, der oplever mistrivsel som følge af deres økonomiske situation, er halveret fra 16 procent i 2015 til otte procent i 2021. Mistrivsel er dog fortsat meget udbredt blandt unge med gentagne betalingsproblemer, hvor knap halvdelen – 48 procent – oplever, at deres trivsel er påvirket af deres økonomiske situation.
     
  • 33 procent af gruppen af unge, som har gentagne betalingsproblemer, svarer, at de har dårligt fysisk eller psykisk helbred, hvilket er en stigning på 11 procentpoint siden 2017. Syv ud af ti i denne gruppe har på grund af deres økonomiske situation kæmpet med søvnproblemer det seneste år.
     
  • Undersøgelsens konklusion er, at flere unge har en økonomi i balance, men at vi ser en koncentration af en mindre gruppe unge, der kæmper hårdt med økonomien, hvilket bekræftes af udviklingen i de seneste års tal fra RKI-registret.

Rapporten ’Ungdomslivets økonomiske balance – unge voksnes økonomiske trivsel 2021’ kan downloades her: Ungdomslivets økonomiske balance | Forbrugerrådet Tænk Gæld (taenk.dk)

For yderligere kommentarer eller informationer kontakt følgende:

Forbrugerrådet Tænk:

Formand Anja Philip, ring til pressetelefonen på tlf. 25 88 20 16.

TrygFonden:

Forskningschef Anders Hede, Tlf: 45 26 08 05 ah@trygfonden.dk