Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Mange sprøjtemidler er ikke testet for hormonforstyrrende effekter

Sprøjtemidler til frugt og grønt kan blive anvendt i EU, selvom de er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det skyldes blandt andet, at ældre godkendelser af sprøjtemidler ikke tager højde for eventuel påvirkning af hormonsystemet. Forbrugerne skal udsættes for mindre uønsket kemi, mener Forbrugerrådet Tænk.
5. April 2019
Mange sprøjtemidler er ikke testet for hormonforstyrrende effekter
Foto: Getty Images

Sprøjtemidler – også kaldet pesticider – er en bred vifte af stoffer, som bruges i landbruget til at slå for eksempel ukrudt og insekter ihjel. Den seneste årsopgørelse fra Fødevarestyrelsen viser, at der i 2017 blev fundet rester af sprøjtemidler i 71 procent af alle prøver af konventionelt dyrket frugt og 42 procent af alle prøver af konventionelt dyrkede grøntsager.

Spørgsmålet er, hvordan sprøjtemidlerne påvirker menneskers sundhed. Forskere fra DTU Fødevareinstituttet konstaterer i et nyt notat, at der er videnskabelige usikkerheder, der giver grund til bekymring for, om der kan være en risiko for, at sprøjtemidler medvirker til skadelige effekter.

Blandt andet vurderer forskerne, at sprøjtemidler kan bidrage til den samlede ”cocktail” af problematiske kemikalier, som forbrugerne kan blive udsat for. De påpeger samtidig, at en stor del af de sprøjtemidler, der anvendes i EU, aldrig er blevet testet for mulige hormonforstyrrende effekter.

”Der skal selvfølgelig ikke være hormonforstyrrende stoffer i vores frugt og grøntsager. Du skal som forbruger trygt kunne tage en bid af en frugt eller grøntsag uden at bekymre dig om sundhedsskadelige effekter. Der er reel videnskabelig usikkerhed om, hvordan rester af sprøjtemidler eventuelt påvirker vores sundhed og helbred i negativ retning. Derfor mener vi i Forbrugerrådet Tænk, at forbrugerne skal udsættes for færre sprøjtemidler fra frugt og grønt i hverdagen. Det er en opgave både for landmænd, butikker og myndigheder, ligesom vi forbrugere skal have viden om, hvad vi selv kan gøre i vores hverdag,” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

Hun påpeger, at det er særlig vigtigt at tage højde for såkaldte cocktaileffekter, når sprøjtemidlerne reguleres, fordi forbrugerne kan møde problematisk kemi fra mange andre kilder i hverdagen. Denne udsættelse kan også komme fra for eksempel kosmetik, møbler, legetøj og mademballage.

Hormonforstyrrende stoffer er mistænkt for at bidrage til en række uønskede effekter. Det gælder for eksempel lavere sædkvalitet og for tidlig pubertet.

I kampagnen ”Skær ned på sprøjtemidler i frugt og grønt” sætter Forbrugerrådet Tænk fokus på, hvordan forbrugerne kan skære ned på deres samlede udsættelse for uønskede sprøjtemidler.

Se kampagne: Skær ned på sprøjtemidler i frugt og grønt

Kampagne: Skær ned på sprøjtemidler i frugt og grønt

  • Forbrugerrådet Tænk vil have sænket forbrugernes samlede udsættelse for sprøjtemidler. Det sætter man fokus på i kampagnen ”Skær ned på sprøjtemidler i frugt og grønt”.
     
  • I en repræsentativ undersøgelse foretaget for Forbrugerrådet Tænk svarer 4 ud af 10 forbrugere, at de bekymrer sig i høj eller meget høj grad om sprøjtemidler i maden.
     
  • Hver tredje forbruger fortæller i undersøgelsen, at de kun i mindre grad, eller slet ikke, er trygge ved at spise frugt og grønt med rester af sprøjtemidler, selvom indholdet er under de grænseværdier, som er fastsat i loven.
     
  • Forbrugerrådet Tænk mener, at myndighederne i deres risikovurderinger bør tage højde for, at forbrugerne udsættes for kemikalier fra mange forskellige kilder i hverdagen – den såkaldte cocktaileffekt.  De bør også sikre, at hormonforstyrrende og andre problematiske sprøjtemidler udfases.
     
  • Forbrugerrådet Tænk mener, at landmændene skal blive endnu bedre til at producere, så færre sprøjtemiddelrester ender i forbrugernes frugt og grønt. Detailhandlen kan stille endnu større krav til producenter og sine leverandører i forhold til at sænke indholdet af sprøjtemidler i frugt og grøntsager.