Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

International kemiapp skal få skadelige kemikalier frem i lyset

Europæiske forbrugere skal med en ny app-satsning stå sammen om at få skadelige kemikalier i forbrugerprodukter frem i lyset. Forbrugerrådet Tænk glæder sig over, at forbrugerne med appen Tjek Kemien kan holde på retten til oplysning om særligt problematiske kemikalier.
16. Januar 2020
Tjek Kemien: Smart kemiapp skal få skadelige kemikalier frem i lyset
Grafik: LIFE AskREACH

Er der kræftfremkaldende kemikalier i dit fjernsyn, som afdamper til resten af stuen? Eller indeholder den nye bamse, som dit barn fik i gave, hormonforstyrrende stoffer? Det er spørgsmål, som du ifølge loven har ret til at få svar på. Men i praksis kan det være vanskeligt. Det er typisk en lang og bøvlet proces at spørge producenten om kemikalieindholdet i et produkt.

Nu skal forbrugere i 13 europæiske lande stå sammen om deres ret til viden om skadelige kemikalier. De såkaldte kandidatlistestoffer er en samling af 201 kemikalier, som EU betegner som særligt problematiske – typisk fordi de enten kan bidrage til kræft, hormonforstyrrelser i kroppen eller skadelige effekter i miljøet.

Appen Tjek Kemien er en europæisk videreudvikling af Forbrugerrådet Tænk og Miljøstyrelsens app af samme navn fra 2014. Den er et resultat af et stort tværgående samarbejde mellem myndigheder og organisationer i de europæiske lande. Alle lande i projektet har deres egen lokale app, som bidrager til en fælles database af viden.

Med appen kan forbrugere scanne produkter som for eksempel møbler, elektronik, tøj eller legetøj. Når virksomheden svarer, lægges oplysningerne ind i appen. På den måde vil der løbende blive opbygget en database af viden om skadelig kemi i produkter på det europæiske marked.

”Det er meget vigtigt, at forbrugerne står sammen på det her område og kræver deres ret til at få at vide, hvilke produkter der indeholder potentielt sundhedsskadelige kemikalier. Det er som forbruger jo en ren jungle at finde rundt, hvor vi i dag kun har lidt nemmere ved at gennemskue kosmetik og fødevarer, fordi de er udstyret med ingredienslister. Derfor opfordrer vi så mange forbrugere som muligt til at scanne produkter som legetøj, møbler og elektronik, så vi får svarene ind i databasen. Vi mener, at denne app er den hidtil bedste mulighed for at kunne få den vigtige viden om skadelige kemikalier i de produkter, vi omgiver os med,” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

Undersøgelser fra Forbrugerrådet Tænk Kemi har blandt andet vist, at legetøj og produkter fra gør det selv-butikker kan indeholde de problematiske kandidatlistestoffer.

Forbrugerrådet Tænk vil have skadelige kemikalier ud af forbrugernes hverdag

Forbrugerrådet Tænk er begejstret for, at forbrugerne nu får en reel mulighed for at kræve viden om de problematiske kemikalier, som loven giver dem ret til. Organisationen arbejder for, at de mest problematiske kemikalier skal frem i lyset og ud af forbrugernes hverdag.

”Ved at sende forespørgsler til virksomhederne vil forbrugerne være med til at sætte fokus på de særligt problematiske kemikalier, som vi gerne skal have udfaset fra produkter i vores hverdag. Tjek Kemien lanceres i nationale udgaver i 13 lande i EU. Dermed kan forbrugere på tværs af landegrænser hjælpe hinanden. Har en tysk forbruger fx fået information om et produkt, og er det lagt i databasen af virksomheden, vil en dansk forbruger få svaret med det samme, når produktet scannes i Danmark,” siger Anja Philip.

Tjek Kemien lanceres 16. januar klokken 14.00 ved et event i Kvickly i Taastrup. Her vil være oplæg og scanning af produkter med formand i Forbrugerrådet Tænk Anja Philip, miljøminister Lea Wermelin og kvalitetschef i Coop Malene Teller Blume. Pressen er velkommen.

For yderligere information kontakt Forbrugerrådet Tænks pressetelefon på 25 88 20 16

Fakta:

  • EU's kemikalielov giver forbrugere ret til viden om særligt problematiske kemikalier, de såkaldte kandidatlistestoffer. Spørger du, om et produkt indeholder disse kemikalier, skal virksomheden give svar inden for 45 dage, hvis produktet indeholder kandidatlistestoffer.
     
  • Reglen gælder for produkter i ”fast form”, for eksempel møbler, tøj, legetøj, elektronik, opbevaringsbokse til fødevarer og lignende. Fødevarer, kosmetik, rengøringsmidler, maling og lignende er ikke omfattet. Du kan dog spørge ind til emballagen i alle typer produkter.
     
  • Appen Tjek Kemien blev første gang lanceret på nationalt plan i Danmark i 2014 af Forbrugerrådet Tænk og Miljøstyrelsen. Den havde til formål at hjælpe forbrugere med at spørge virksomhederne om indhold af kandidatlistestoffer i produkter.
     
  • Nu har 22 partnere, herunder myndigheder og forbrugerorganisationer, i 13 europæiske lande gået sammen om at lave en fælles europæisk database over indhold af kandidatlistestoffer i forbrugerprodukter. Hvert land har udviklet en app efter dansk forbillede.
     
  • Relanceringen af appen Tjek Kemien er en del af EU-projektet AskREACH, som finansieres af EU’s miljøprogram Life+.

Læs mere om projektet LIFE AskREACH (engelsk)