Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Hver tredje fortryder forbrugslån

Ny undersøgelse viser, at hver tredje, der har optaget et forbrugslån, fortryder. Og halvdelen af de adspurgte, der har fortrudt et forbrugslån svarer, at det skyldes, at lånets omkostninger var dyrere, end de havde regnet med. Forbrugerrådet Tænks kampagne ’Stop lånehajerne’ handler om dyre lån, der særligt kan få alvorlige konsekvenser for unge.
18. Maj 2017

En ny undersøgelse foretaget af YouGov for Forbrugerrådet Tænk viser, at hver 3., der har taget et forbrugslån, fortryder.

Den store fortrydelse om lån kan have god grund, siger Turf Böcker Jakobsen, der er projektchef i Plus på kontoen i Forbrugerrådet Tænk:

"Det er tankevækkende, at så mange ville have undladt at låne penge, hvis de fik mulighed for at gøre deres beslutning om. Men det er i god tråd med, at det er meget nemt at låne penge i dag, og at vi gennem reklamer på nettet og i det offentlige rum konstant bliver opfordret til at gøre det, vi har lyst til, for lånte penge," siger Turf Böcker Jakobsen.

Overvej altid alternativerne

Det er ikke første gang, at en undersøgelse peger på, at danskerne fortryder dyre forbrugslån. I 2015 gennemførte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en spørgeskemaundersøgelse om markedet for kviklån. Her svarede omkring 40 procent af de adspurgte, at de efterfølgende havde fortrudt, at de tog lånet. Næsten 40 procent svarede, at lånet endte med at blive dyrere, end de forventede, da de optog det, og mere end halvdelen havde ikke overvejet andre alternativer, før de optog lånet.

Netop nu samarbejder Forbrugerrådet Tænk med TrygFonden om kampagnen ”Stop lånehajerne”. Formålet med kampagnen er at oplyse om de dyre lån og få især unge til at standse op og overveje, hvorvidt et forbrugslån er den bedste løsning.

"Vi opfordrer alle, og unge især til at se sig godt for, når de låner penge. Det er altid værd at sammenligne priser, ligesom man altid bør overveje, om der er bedre alternativer – fx om man kan vente og spare pengene op. På den måde undgår man at optage lån, som rigtig mange ender med at fortryde," siger Turf Böcker Jakobsen.

Halvdelen af de adspurgte, der har fortrudt et forbrugslån svarer, at det skyldes, at lånets omkostninger var dyrere, end de havde regnet med.

Fakta om undersøgelsen

Ifølge undersøgelsen fra YouGov har en fjerdedel af danskerne prøvet at optage et forbrugslån hos et finansieringsselskab – altså et sted, der ikke var deres bank.

31 procent af dem, der har taget et forbrugslån eller købt på afbetaling, har fortrudt.

50 procent fortryder fordi ”omkostningerne blev dyrere, end jeg havde regnet med.”

26 procent fortryder, fordi de handlede impulsivt.

19 procent fortryder fordi de ”egentlig ikke havde brug for pengene”

Undersøgelsen er gennemført i perioden 3.-5. april 2017 blandt i alt 1003 voksne danskere (+18 år)