Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Gældsproblemer fylder hos unge forældre

Unge, der bliver forældre før de fylder 24 år, har oftere gældsproblemer end jævnaldrende unge uden børn. Det er en af konklusionerne på en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk og Finans Danmark står bag.
6. Marts 2020

Det kan være en stor omvæltning at træde ind i den nye rolle som forælder, og en ny undersøgelse dokumenterer, at forældreskabet skaber udfordringer for unge forældres økonomi.

I gennemsnit bliver danskere forældre første gang som 30 årig. Omtrent 1 ud af 11 unge får børn, inden de er fyldt 24 år.

Undersøgelsen viser, at mange slås med økonomien, når de bliver forældre. Faktisk svarer 2 ud 3 unge forældre, at forældreskabet har bragt økonomien ud af balance.

Der er et sammenfald mellem unge, der er i risiko for at komme i gældsproblemer og unge, der bliver forældre tidligt. Det er derfor ikke overraskende, at unge forældre oplever større økonomiske problemer end unge uden børn. Men undersøgelsen dokumenterer også, at det at blive forældre tidligt i sig selv udfordrer unges økonomi.   

”Vi ved, at de store livsbegivenheder, som fx at få et barn, har konsekvenser for økonomien - og det gælder selvfølgelig i endnu højere grad for unge, der er i forvejen er i risiko for at udvikle gæld. Det betyder ikke, at man skal lade være at blive forældre som ung, men vi skal have særlig opmærksomhed på de økonomiske udfordringer, der følger med, for at undgå at det udvikler sig til gældsproblemer,” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

”Gældsproblemer og rod i økonomien har konsekvenser langt ud over det konkrete underskud på kontoen. Det påvirker ens relationer, søvn og helbred – og derfor er det så vigtigt, at unge ikke står alene med deres økonomiske bekymringer. Vi skal hjælpe unge forældre til at få indrettet deres økonomi til den nye hverdag og virkelighed.  Det er utroligt vigtigt, at vi støtter de unge til at opsøge hjælp i form af fx økonomisk rådgivning, og at de er vidende om, at tilbuddene findes. Og så må vi få gjort op med, at privatøkonomi er en privat sag og et tabu, som man ikke taler om,” siger Anja Philip.

Parforholdet lider, når økonomien går skævt

Undersøgelsen viser, at økonomiske problemer også går udover parforholdet. Hver tredje af de unge forældre svarer således, at økonomiske vanskeligheder ”i høj grad” forværrer parforholdet.

Samtidigt ser vi, at unge forældres civilstand og indbyrdes relation har en betydning for hvordan deres økonomiske situation udvikler sig årene efter fødslen. Hvis forældrene ikke bor sammen, ikke er i et forhold ved fødslen, eller hvis deres forhold ikke fungerer, er der stor risiko for at økonomien heller ikke balancerer. 

”Vi har at gøre med en gruppe unge forældre, som på den ene side står midt i en fantastisk livsbegivenhed og som vil gøre hvad de kan for at skabe de bedste rammer for deres barn. Og som samtidigt er presset økonomisk, hvilket tynger de unge forældre og deres parforhold. Det er en alvorlig sag, for vi ved også, at problemer i parforholdet har store konsekvenser for økonomien. Det er altså en problemstilling, der ser ud til at være selvforstærkende.”, siger Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark.

 

Fakta om undersøgelsen:

Finans Danmark og Forbrugerrådet Tænks analyse af unge forældres økonomi er lavet på baggrund af en spørgeskemaanalyse blandt 3063 unge mellem 20 og 35 år, samt data fra Danmarks Statistik registerdata.
Svarene fra spørgeskemaet er vægtede, så de matcher populationen i forhold til de unges alder, køn og fordelingen på regioner.

Undersøgelsen udgør kapitel 4 i rapporten ”Unge – gæld, forbrug og opsparing”, som kan læses og downloades som pdf her

 

Fakta om Pengeuge:

  • Pengeuge afholdes for syvende år i træk.
  • Det kører altid i uge 11. I år er det fra 9. – 13. marts.
  • 786 skoler deltager i 2020 – det er ny rekord for Pengeuge.
  • Bankrådgivere og bankdirektører i hele landet deltager som gæsteundervisere.
  • Undervisningsmaterialet er lavet i samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening.
  • Som noget nyt deltager Nationalbanken fra i år i Pengeuge. Sammen med Foreningen af lærere i Historie og Samfundsfag har de udarbejde undervisningsmateriale, der handler om hele samfundets økonomi.

 

For yderligere oplysninger - kontakt:

Finans Danmark: Pressechef Camilla Thorning, 30 16 10 10 eller cth@fida.dk  

Finans Danmark står i spidsen for Pengeuge. Læs mere på www.pengeuge.dk. Følg Pengeuge på Facebook, Instagram og Twitter #pengeuge

Forbrugerrådet Tænk: Pressechef Thor Seierø Mouritsen, 25 88 20 16 eller tsm@fbr.dk

Forbrugerrådet Tænk deltager i Pengeugen, som en del af projektet ”Plus på kontoen”, der er et partnerskab med TrygFonden om at fremme økonomisk trivsel og forebygge gældsproblemer blandt unge 18-30-årige. Og er aktuelt i luften med kampagnen ”Tal om din økonomi, før prisen bliver for høj”.