Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Forbrugerrådet Tænk: Minister må gå ind i sag om ulovlige gebyrer

Danske forbrugere er i længere tid blevet opkrævet ulovlige betalingsgebyrer, når de har betalt med Apple Pay og Google Pay hos en række butikker og virksomheder. Men selv om fejlen har været kendt længe, er forbrugerne ikke blevet advaret om problemet. Forbrugerrådet Tænk vil nu have erhvervsministeren på banen
Af Forbrugerrådet Tænk
16. September 2020

Danske forbrugere er i over et år, og formentlig længere, blevet opkrævet ulovlige gebyrer, når de har betalt med Apple Pay eller Google Pay i en række butikker og virksomheder.

Den tekniske baggrund for den alvorlige sag er, at når man betaler med Apple Pay og Google Pay, dannes der et virtuelt kortnummer, som overføres til betalingsterminalen i butikken, hvor man betaler. Hvis de virtuelle kortnumre ikke findes i systemet, opfattes kortet som et ikke-europæisk kreditkort, selvom betalingskortet er udstedt i Danmark. Og dermed risikerer forbrugere at blive opkrævet et uretmæssigt betalingsgebyr, selvom man betaler med et europæisk kort, hvor der ikke må tages gebyrer.

”Det her en alvorlig sag. Der kan være tale om få kroner per transaktion. Men i andre tilfælde er beløbene større, og samlet set vil den ulovlige opkrævning løbe op, både for den enkelte forbruger, og når vi ser på det samlede beløb. Selv om fejlen har været kendt længe af både myndigheder og aktører på betalingsmarkedet, er problemet ikke blevet løst, og ingen har for alvor gjort noget for at informere om problemet, så forbrugerne kan holde øje med, om de bliver ramt af ulovlige gebyrer og dermed betaler for meget,” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk advarer nu forbrugerne om at være opmærksomme på, at gebyrer på kortbetalinger og betalinger med kortbaserede apps er ulovlige og opfordrer til, at forbrugerne, når de bruger Apple Pay og Google Pay, holder øje med, om de bliver pålagt et gebyr. I så fald kan de kræve pengene tilbage.

Det er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der skal skride ind over for virksomheder, der opkræver ulovlige betalingsgebyrer, men alt tyder på, at problemet ikke kan løses alene ved påbud til enkeltvirksomheder. Derfor har Forbrugerrådet Tænk nu skrevet til erhvervsminister Simon Kollerup for at få ham til at gå ind i sagen.

”Vi håber, at ministeren snarest vil indkalde de involverede parter til et møde og få lagt en plan for en hurtig løsning af problemet. Samtidig bør han se på, hvordan forbrugerne kan blive kompenseret for de fejlagtige gebyropkrævninger, der har stået på igennem længere tid. Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at de ulovlige gebyrer, som forbrugerne har betalt, ender i virksomhedernes lommer,” siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk er bekendt med forbrugere, som helt tilbage i august sidste år er blevet opkrævet et ulovligt betalingsgebyr. Men fejlen har formentlig eksisteret i al den tid der har været forbud mod gebyrer på europæiske kreditkort, det vil sige siden januar 2018.