Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Færre gældsramte opsøger hjælp og rådgivning under coronaudbrud

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning har, sammenfaldende med coronaudbruddet, oplevet et fald i antal henvendelser på 30 procent, selv om åbningstiden for telefonrådgivning er udvidet. Organisationen opfordrer borgere med økonomi- og gældsproblemer til at kontakte rådgivningen, inden problemerne vokser sig større.
24. April 2020
Foto: GettyImage

Da samfundet lukkede ned 12. marts for at mindske spredningen af coronavirus, udvidede Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning åbningstiderne for den telefoniske rådgivning, som de frivillige gældsrådgivere nu udfører hjemmefra. Samtidig lukkede rådgivningen, i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger, for rådgivningscentrene, hvor borgere efter aftale kan få personlig rådgivning ansigt til ansigt.

Men selvom antallet af henvendelser til telefonrådgivningen er steget, er det samlede antal henvendelser fra gældsramte, målt i forhold til samme periode sidste år, faldet med omkring 30 procent siden midten af marts - og det bekymrer Forbrugerrådet Tænks formand, Anja Philip, der frygter, at borgere med gældsproblemer går alene og alt for længe med problemerne.

"Vi ved, at jo længere, man går alene med sine gældsproblemer, jo sværere bliver det at få økonomien på ret køl igen. Derfor er det vigtigt, at man hurtigt kontakter vores dygtige rådgivere på telefonen eller via vores hjemmeside og ikke venter på at samfundet åbner helt op igen, hvis man har mistet overblikket over sin økonomi," siger Anja Philip.

Hun påpeger, at behovet for gældsrådgivning formodentlig er endnu større, sammenlignet med tiden før coronaudbruddet, da mange danskere har mistet deres job og dermed deres forsørgelsesgrundlag. Og hun frygter, at nogle borgere vil havne i helt uoverskuelige gældsproblemer, hvis de går for længe uden at få rådgivning om, hvordan de kan tage hånd om situationen.

"Tallene fra vores rådgivning viser, at mange flere end sædvanligt ringer ind - men samlet får vi slet ikke så mange henvendelser, som vi plejer. Det kan tyde på at der er nogle borgere, der enten ikke ved at vi har rådgivning på telefon eller ikke kan overskue at tage fat om deres økonomi, mens samfundet til en vis grad er lukket ned på grund af coronavirusset. Jeg forstår godt, at der i den nuværende situation er mange ting på spil, der kan gøre det svært at tage fat på de privatøkonomiske problemer. Men har man mistet overblikket over sin økonomi eller står i gæld til halsen, er det vigtigt, at man hurtigt søger hjælp. Ellers kan vejen ud af gældsproblemerne blive rigtig lang og rigtig hård," siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning har siden 12.marts oplevet en nedgang på 30 procent i det samlede antal henvendelser i forhold til samme antal henvendelser sidste år.

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning vil med en donation fra TrygFonden i den kommende tid skabe ekstra opmærksomhed om muligheden for telefonisk rådgivning, ligesom organisationen i den kommende tid forventer at begynde at tilbyde borgere personlig rådgivning online, hvilket bl.a. er muligt takket være en donation fra Østifterne. Formålet er i den aktuelle situation, at kunne hjælpe og rådgive flere gældsramte borgere på forskellige platforme.