Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Danskerne mangler kontrol over deres personlige oplysninger

Ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA og Forbrugerrådet Tænk viser, at kun en ud af 10 danskere føler, at de har fuld kontrol over deres personlige oplysninger. IDA og Forbrugerrådet Tænk efterlyser bedre beskyttelse af den enkeltes privatliv på nettet.
Af Forbrugerrådet Tænk
7. Marts 2017
Danskerne mangler kontrol over deres personlige oplysninger
Foto: iStock

Det er langt fra de fleste danskere, som er trygge ved deres færden i cyberspace. Således er hver anden dansker bekymret for deres privatliv, når de færdes på nettet, og kun 6 procent er helt trygge ved, om virksomhederne beskytter deres personlige oplysninger godt nok.

Godt 2.000 danskere er blevet spurgt af onlinepanelet Userneeds på vegne af Forbrugerrådet Tænk og Ingeniørforeningen, IDA, og undersøgelsen tegner et dystert billede af danskernes tillid til, at deres personlige oplysninger ikke risikerer at falde i de forkerte hænder. Og det er ikke så underligt, siger formand Anja Philip fra Forbrugerrådet Tænk,

”Den digitale verden er et slaraffenland for virksomheder, der har mere eller mindre frit spil til at indsamle og gemme personlige oplysninger på deres kunder. Vi forbrugere har også krav på at have et privatliv i den digitale verden, men det er desværre rigtig, rigtig svært, som tingene ser ud i dag, og det afspejler sig i forbrugernes svar i undersøgelsen,” siger Anja Philip.

7 ud af 10 af de adspurgte i undersøgelsen har svaret, at de gerne vil gøre mere for at beskytte deres privatliv på nettet.

Også EU har fokus på udfordringerne.

EU har vedtaget nye regler, som betyder, at alle virksomheder og myndigheder skal have et klart overblik over alle personoplysninger, og præcist hvad de bliver anvendt til. Reglerne træder i kraft i sommeren 2018, og ifølge IDAs formand Thomas Damkjær Petersen er det et vigtigt skridt i den rigtige retning.

”Der bliver stillet helt nye skrappe krav til virksomhederne, som selv skal kunne dokumentere, at de lever op til lovens indhold, og straffen for ikke at følge reglerne bliver langt hårdere. Det vil uden tvivl have en positiv effekt på for den enkeltes sikkerhed,” siger han.

Både IDA og Forbrugerrådet Tænk mener, at det skal være nemmere for den enkelte forbruger at danne sig et klart overblik over, hvilke personlige oplysninger en virksomhed gemmer på. Det skal også være nemt for forbrugerne at se, hvad virksomhederne egentlig bruger alle disse personlige oplysninger til.

Forbrugerrådet Tænk sætter den 7. marts gang i kampagnen ”Sikker, når du klikker”, der har til formål at skabe tryghed og give oplysning om, hvordan man kan sørge for, at ens personlige oplysninger i vides muligt omfang forbliver private. Vi har samlet en lang række gode råd og guider, ligesom vi skruer op for blusset for vores politiske arbejde, så virksomheder og myndigheder får øjnene op for, at vi forbrugere også har ret til privatliv på nettet.

Danskerne mangler kontrol over deres personlige oplysninger