Børn bestemmer, hvad der ender i indkøbskurven
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Børn bestemmer hvad der ender i indkøbskurven

En ny undersøgelse fra YouGov for Forbrugerrådet Tænk viser, at børnefamilier generelt impulskøber meget mere i supermarkedet end befolkningen uden børn, og at det ofte er usunde varer, der ryger i vognen uplanlagt. Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet undervisningsmateriale til grundskolen, der skal gøre børn og unge klar til indkøbssituationen.

Foto: Getty Images · 23. januar 2021
Barn bestemmer hvad der skal i indkøbsvognen i et supermarked.

De fleste forbrugere kender nok det med, at der kommer lidt ekstra godter i indkøbskurven - og for børnefamilierne sker det oftere end andre.

En ny undersøgelse fra YouGov for Forbrugerrådet Tænk viser nemlig, at børnefamilier generelt impulskøber mere end den brede befolkning. Hele 40% af børnefamilierne impulskøber således hver gang eller mere end halvdelen af gangene sammenlignet med 29% i befolkningen generelt, og det er ofte usunde varer såsom slik, der uplanlagt ryger i vognen.

Det kan ifølge undersøgelsen blandt andet skyldes, at børnefamilier generelt i høj grad bliver påvirket af deres børn til at købe varer, de ellers ikke ville have købt.

Derfor har Forbrugerrådet Tænk (sammen med Helle Brønnum Carlsen og LegmedIT) udarbejdet nyt undervisningsmateriale til folkeskolen (se indkoeb.taenk.dk), som skal klæde børn og unge bedre på til indkøbssituationen.

”Indkøbssituationen er en vigtig del af voksenlivet som forbruger, og vi vil gerne bidrage til, at vores børn og unge lærer at træffe oplyste valg, når de køber ind. De skal blandt andet blive gode til at forså, hvordan markedsføring fungerer, så de ikke så nemt lader sig friste af farvestrålende reklamer” siger projektleder i projektet ”Klar til Indkøb”, Sofie Søndergaard Risborg.

Undersøgelsen viser også, at familier med børn i alderen 11-15 år påvirkes mere af deres børn i forbindelse med indkøb sammenlignet med børnefamilier generelt. Hele 27% af forældrene til de 11 15 årige svarer fx, at de bliver påvirket til at købe usunde varer såsom slik, hvilket er signifikant højere end børnefamilier generelt.

Projekt ”Klar til Indkøb” har til formål at styrke børns maddannelse i indkøbssituationen, så fremtidens forbrugere træffer kompetente valg, der øger deres egen sundhed, mindsker madspild og øger efterspørgslen af lokale kvalitetsråvarer.

Klar til Indkøb er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug.