Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Ældre har svært ved at få boliglån

Jo ældre man bliver, jo større er risikoen for, at boligmarkedet er lukket land. En undersøgelse af Forbrugerrådet Tænk og Dansk Ejendomsmæglerforening viser, at 9 ud af 10 ejendomsmæglere oplever pensionister blive afvist af banken, når de beder om boliglån - også selvom de ældre har en sund økonomi.
12. Juni 2017

Ældre som ønsker at udskifte den store familiebolig med et mere ældrevenligt hjem, kan få en ubehagelig overraskelse, når de forsøger at låne penge til den nye bolig. Bankerne og realkreditinstitutterner er nemlig tilbageholdende med at låne ældre penge til en ny bolig - også selvom de har en fornuftig økonomi og fx har formue.

I en undersøgelse af Forbrugerrådet Tænk og Dansk Ejendomsmæglerforening svarer 9 ud af 10 af de adspurgte ejendomsmæglere, at de oplever, at ældre med en tilsyneladende sund økonomi bliver afvist af bankerne. Og problemet bliver faktisk større, jo ældre man er, viser undersøgelsen.

”Det er en urimelig behandling af ældre forbrugere. Der bør være fair og lige adgang til boligfinansiering for forbrugere, der er kreditværdige. Bankernes manglende vilje til at yde lån til ældre risikerer at stavnsbinde forbrugerne til et hjem på et tidspunkt i deres liv, hvor mobiliteten og kræfterne måske begynder at blive mindre. Det kan fx være problematisk, når der er tale om en familiebolig, som kan blive en for stor mundfuld at passe og vedligeholde i den sene alderdom”, siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.

Forskelsbehandling begynder ved de 50

Undersøgelsen viser, at forskelsbehandlingen allerede begynder, når forbrugerne rammer de halvtreds. Det overrasker Anja Philip, som siger, det tyder på, at problemet er langt værre end frygtet.

”Bankerne siger, at de, som følge af finanskrisen, er blevet pålagt at kreditvurdere hårdere og mere forsigtigt. Det er jo rigtigt, men i Forbrugerrådet Tænk mener vi, at bankerne tolker reglerne alt for skarpt og unuanceret i dette tilfælde. Det kan ikke være rigtigt, at man allerede som 50-årig, måske før børnene er flyttet hjemmefra, er nødt til at lægge boligplaner for sig selv som 70-årig”, siger Anja Philip.

I undersøgelsen svarer 94 procent af de adspurgte ejendomsmæglere, at de kender til, at pensionister bliver afvist af banken på trods af en sund økonomi. Hver tredje af de adspurgte ejendomsmæglere vurderer, at det sker i halvdelen eller mere af de tilfælde, hvor der søges om boliglån. 369 ejendomsmæglere har deltaget i undersøgelsen.

For yderligere information og kommentarer:

Dansk Ejendomsmæglerforening: Formand Torben Strøm, tlf. 20733621.

Forbrugerrådet Tænk: Pressechef Thor Seierø Mouritsen, tlf. 25882016