Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Det har vi gjort for dig i 2015

Forbrugerrådet Tænk kæmpede og vandt mange store sejre i 2015 – læs om de største resultater for os og dig her.
26. April 2016
Det har vi gjort for dig i 2015
Foto: Forbrugerrådet Tænk

Årets sejre

Forbrugerrådet Tænk kæmper uafhængigt af offentlige myndigheder, erhvervsliv og politiske partier for at gøre det let og sikkert for dig at være forbruger. Det gør vi blandt andet ved at teste produkter og ved at arbejde for dine rettigheder i omkring 300 råd, nævn og udvalg på både nationalt og internationalt plan.

Sejre så vi mange af i 2015 – de vigtigste kan du læse nedenfor. Du kan også læse mere om vores arbejde og resultater i vores årsberetning for 2015

Hent Forbrugerrådet Tænks årsberetning 2015 som PDF

Frit tv-kanalvalg for alle

Tv-kanaler sælges tit i tv-pakker, men i Forbrugerrådet Tænk mener vi, at du selv skal have lov til at vælge, hvilke kanaler du vil se og betale for. Det var temaet i en kampagne, vi førte i 2015.

Kampagnen havde en massiv opbakning, og resultatet er, at flere tv-udbydere nu er på vej med frit valg af tv-kanaler. Et lovforslag fra regeringen vil også betyde, at lejere og folk, der bor i boligforeninger, frit kommer til at kunne vælge tv-distributør.

Lånedokumenter skal være lettere at forstå

Lånedokumenter er svære at forstå, og mange forbrugere underskriver låneaftaler uden helt at forstå de økonomiske konsekvenser, fastslog en undersøgelse, Forbrugerrådet Tænk lavede i 2015.

Vores kampagne ”Tænk, hvis det med småt stod med stort” satte fokus på problemet og var et opråb til den finansielle sektor og politikerne for at få låneaftaler skrevet i et sprog, som forbrugerne kan forstå.

Forbrugerrådet Tænk lavede en låneguide på taenk.dk, som skal hjælpe dig med, at forstå de låneaftaler, du indgår, og forhandler med banken, så du får den bedst mulige aftale.

Finanstilsynet har sideløbende i samarbejde med Forbrugerrådet Tænk og realkreditbranchen lavet et nyt format for realkreditdokumenter, der gør de mange sider i låneaftalerne lettere at læse.

Konkurssikring for alle flypassagerer

Går et flyselskab konkurs, kan det betyde, at du som passager strander i udlandet. Forbrugerrådet Tænk har i flere år kæmpet for en løsning på dette problem. Og i 2015 vedtog Folketinget loven om konkurssikring efter den model, vi har peget på. Det betyder, at hvis et flyselskab går konkurs, hjemtages alle passager, der er strandet i udlandet og har returbillet til Danmark.

Denne løsning stiller dig som passager betydeligt bedre end inden lovændringen. Før var du ikke dækket, hvis flyselskabet gik konkurs, med mindre du havde betalt for en forsikring mod flykonkurs. Hermed har vi fået gennemført en bedre konkurssikring af flypassagerer end noget andet europæisk land.

Sms-lån med betænkningstid

Sms-lån kan friste, når pengene er knappe. Forbrugerrådet Tænk mener, at det er for let at optage dyre sms-lån og tilsvarende kreditaftaler. Forbrugerrådet Tænk Gældsrådgivningen har set flere unge, der er kommet i svær gæld på grund af disse lånetyper.

Regeringen meldte i 2015 ud, at der skal være 24 timers betænkningstid for optagelse af sms-lån og tilsvarende kreditaftaler. 24 timers betænkningstid giver dig lidt bedre tid til at overveje, om du skal gældsætte dig.

Forbrugerrådet Tænk har længe kæmpet for denne ændring. Kampen er dog endnu ikke slut, da vi gerne ser, at der også sættes et loft over prisen på lånene (ÅOP-loft). Vi vil også gerne have, at finansierings-selskaberne tvinges til at lave en ordentlig kreditvurdering, så du ikke kommer til at låne penge, du ikke kan betale tilbage.

Dit digitale liv bliver sikrere

Digital tryghed er vigtig, og Forbrugerrådet Tænk har derfor meget aktivt talt forbrugernes sag, da EU's nye persondataregler i 2015 skulle vedtages. Vi har henvendt os til den danske justitsminister og været del af en fælles indsats rettet mod de europæiske politikere sammen med de øvrige europæiske forbrugerorganisationer.

Resultatet er, at EU´s nye persondataregler gør det lettere for dig at slette dine data hos virksomheder, og du kan nægte, at dine oplysninger bliver indsamlet automatisk. Der er også kommet en begrænsning på, hvor længe virksomhederne må gemme dine oplysninger, om de må videregive dem til andre lande, og hvordan de skal passe på dine oplysninger.

Dankortet bliver beskyttet

Dankortet er danskernes favorit-betalingskort, og fordi så mange af os bruger det, er det billigt i drift. Selv om du ikke direkte betaler for at bruge Dankortet, betaler du nemlig indirekte for det i og med, at prisen på dine varer afhænger af butikkernes omkostninger ved at modtage betalinger. Jo dyrere det er at bruge Dankortet, desto mere koster varen.

EU-regler truede imidlertid Dankortet ved blandt andet at indføre nye gebyrregler, nye regler om betalingsterminalerne og nye krav til organisering af betalingskort. Reglerne kunne betyde, at flere begyndte at betale med internationale kreditkort, og fordi betalinger med internationale kreditkort koster butikkerne dyrere, ville det medføre højere priser på varer i butikkerne.

Forbrugerrådet Tænk har kæmpet for at få beskyttet Dankortet imod disse ændringer, og det lykkedes at få EU-reglerne tilpasset i Danmark, så du ikke som forbruger får en stor ekstraregning.

Kemiluppen – scan for problematisk kemi med din mobil

Forbrugerrådet Tænk Kemi søsatte i begyndelsen af december 2015 en ny app, Kemiluppen, der skal gøre det lettere for dig at finde uønsket kemi i din kosmetik og dine plejeprodukter.

Kemiluppen blev downloadet over 10.000 gange og 100.000 scanninger blev foretaget i løbet af de sidste 21 dage af 2015.

Før app’en blev lanceret var der ikke det store overblik over, hvor mange stoffer der bruges i kosmetik og personlige plejeprodukter, og hvilke produkter de bruges i.  Arbejdet med app’en og de data, der er blevet indsamlet, har blandt andet afsløret en række produkter med et forbudt stof (polyaminopropyl biguanide). Produkterne blev indberettet til Miljøstyrelsen og efterfølgende trukket tilbage fra butikkerne.

Læs mere om, hvordan du downloader app'en, hos Forbrugerrådet Tænk Kemi

Over 11.000 har fået hjælp af vores rådgivning

Hvilke rettigheder har du, hvis din vare går i stykker?  Hvornår kan du ophæve et køb? Og hvad skal du gøre, hvis du er uenig med en erhvervsdrivende?

Forbrugerrådet Tænks rådgivning er åben for alle, og i 2015 har vi hjulpet 11.660 mennesker med at løse problemer vedrørende købeloven og markedsføring.

Medlemmerne går vi endnu længere for, og kontakter de os med et problem, laver vi skrivelser, som de kan sende til eller vise for erhvervsdrivende. Vi har også kontaktet udvalgte erhvervsdrivende på vegne af vores medlemmer og hjulpet, hvis sagen er gået i hårdknude.

Har du brug for rådgivning i købeloven og markedsføring? Få hjælp i vores rådgivning

Over 2.000 har fået hjælp til at komme ud af deres gæld

Forbrugerrådet Tænk Gældsrådgivning giver gratis, uvildig og anonym gældsrådgivning til mennesker med en kombination af lav indkomst, stor gæld eller lavt rådighedsbeløb. 120 frivillige hjælper med at rådgive på et af vores 6 rådgivningscentre i hele landet – det nyeste åbnede i Ringsted i 2015.

Gældsrådgivningen gav i løbet af året 2.175 borgere i gældsproblemer rådgivning – det er 274 flere end sidste år. 96 % af dem, vi rådgav, var meget positive over for rådgivningen, og de har ikke kun fået hjælp på det økonomiske plan; også på det personlige plan er de meget glade for at møde fordomsfri forståelse i trygge rammer.

Bliv frivillig i Gældsrådgivningen

Få hjælp hos Gældsrådgivningen, hvis du har gæld

Fokus på passagernes rettigheder

Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen er passagerernes uafhængige stemme i den kollektive transport, og vi arbejder for at skabe de bedste rammer for passagerernes samlede rejse med bus, tog og metro.

Rejsegarantiordningerne var en af de ting, Passagerpulsen i 2015 satte fokus på. Rejsegarantiordningerne betyder, at passagerer i den kollektive transport har ret til kompensation, hvis toget er meget forsinket. Men Passagerpulsens undersøgelser viste, at mange ikke kendte til ordningerne og at togselskaberne ikke informerede passagererne tilstrækkeligt om deres rettigheder. Gennem dialog med togselskaberne lykkedes det at få togselskaberne til at informere passagererne bedre om deres rettigheder – blandt andet ved at sætte plakater op på stationerne, der fortalte om rejsegarantiordningen.

Rejsekortet, kundeservice og togselskabernes evne til at hjælpe passagererne, når der opstår akutte ændringer i togtrafikken, var også store emner. Vi oplyste passagererne om deres rettigheder via vores nyhedsbreve og Facebook, og derudover drøftede vi problemerne med de relevante selskaber.

Bliv frivillig Passageragent hos Passagerpulsen

Forbrugerrådet Tænk på TV

"Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste" var et tv-program på TV2, der i 2015 gav den brede befolkning indsigt i, hvordan vores uafhængige, uvildige og grundige test af produkter foregår, og hvordan vi arbejder for at beskytte forbrugernes rettigheder.

 I programmet allierede journalist Morten Spiegelhauer sig med os for at kæmpe forbrugernes sag inden for så forskellige områder som røgalarmer, der ikke virker, snyd med energimærkning  og bankers vildledende rådgivning om investeringer. De 8 programmer havde cirka 500.000 seere per gang.

Læs mere om programmet "Spiegelhauer i forbrugernes tjeneste"