Del dine erfaringer med testede produkter i Mærkebanken

Bedst i Test-logoet tildeler Forbrugerrådet Tænk til produkter, der klarer sig godt i testen i vores laboratorier. Her kan vi teste forskellige produkttyper for elforbrug, støjniveau, skrøbelighed og andre parametre, der kræver dyrt teknisk udstyr.
Levetiden på produkterne kan af naturlige årsager ikke bestemmes, før de en dag går i stykker. Derfor supplerer Forbrugerrådet Tænk de videnskabelige test med undersøgelser i Mærkebanken, så du kan finde det mærke, der holder bedst.
I Mærkebanken samler vi medlemmernes erfaringer med produkter, som de har ejet i flere år. Her får du altså mulighed for at dele din erfaring med din opvaskemaskine, din fladskærm og dit køleskab.
Vær med i Mærkebanken
Tilmeld dig Mærkebanken med din e-mailadresse, og vær med, næste gang vi undersøger, hvor lang tid forskellige produkttyper holder, og hvor glad du er for dem.
Som deltager i Mærkebanken vil du få 4-6 spørgeskemaer om året på din mail. Spørgeskemaet tager 5-10 minutter at besvare. Du kan altid afmelde dig disse mails igen.